Sveagruva
Sveagruva | |
---|---|
Overblik | |
Land | Norge |
Drives af | Store Norske Kulkompani |
Syssel | Svalbard |
Ø | Spitsbergen |
By | Longyearbyen |
Grundlagt | 1917 |
Demografi | |
Indbyggertal | 300 (ingen permanente) (2010) |
Andet | |
Tidszone | UTC +2 |
Højde m.o.h. | 6 m |
Oversigtskort | |
Sveagruva (eller Svea) var en mineby på arkipelaget Svalbard, placeret for enden af Van Mijenfjorden på den vestlige del af Spitsbergen. Byen var den 3. største bebyggelse på øgruppen, efter Longyearbyen og Barentsburg. Det var svenskere der første gang etablerede byen i 1917.[1] I 1944 blev området ødelagt, men blev hurtig genopført efter 2. verdenskrig.
Der var ingen permanente indbyggere i Sveagruva. Alle de ansatte boede kun midlertidig i huse og barakker imens de arbejdede med minedrift i kulminerne Svea Nord for Store Norske Spitsbergen Kulkompani.[2]
I 2016 hentede man for sidste gang kul fra den sidste aktive mine, Svea Nord, som blev lukket i 2020. I 2018 besluttede Stortinget at afvikle minedriften i området. Naturen blev restaureret og byen blev fjernet i et projekt til 1,6 mia. norske kroner, der blev færdigt i 2024. Tre fredede bygninger fra før 1945 står tilbage.[3]
Transport
[redigér | rediger kildetekst]Sveagruva har ikke vejforbindelser til andre byer på Svalbard, og de ansatte pendler til med fly eller snescooter. Omkring 25 gange om ugen flyver flyselskabet Lufttransport fra Svea Flyveplads til Svalbard Lufthavn, Longyear med et 19-sæders Dornier 228 fly.[kilde mangler]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Store Norske. "Svea Nord" (engelsk). Arkiveret fra originalen 27. februar 2012. Hentet 22. november 2010.
- ^ Store Norske. "Important dates in Store Norske's history" (engelsk). Arkiveret fra originalen 29. januar 2016. Hentet 22. november 2010.
- ^ Stoltz, Torkil (2024-08-24). "Gruvebyen Svea på Svalbard overlatt til naturen". NRK (bokmål). Hentet 2024-08-24.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Dag Avango: Sveagruvan. Svensk gruvhantering mellan industri, diplomati och geovetenskap. Jernkontorets bergshistoriska skriftserie, skrift nr 44, Stockholm 2005. ISBN 91-974131-7-8
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]