Spring til indhold

Slaget ved New Orleans (1815)

Koordinater: 29°56′27″N 89°59′09″V / 29.94073°N 89.98592°V / 29.94073; -89.98592
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For slaget under den amerikanske borgerkrig, se Slaget ved New Orleans (Borgerkrigen)
Slaget om New Orleans
Del af Britisk-amerikanske krig (1812)
Slaget ved New Orleans af Henry Bryan Hall efter William Momberger
Slaget ved New Orleans af Henry Bryan Hall efter William Momberger
Dato 8. januar 1815
Sted 8 km syd for New Orleans, Louisiana, USA
Resultat Afgørende amerikansk sejr[1]
Britiske tropper og flåde trak sig tilbage fra Louisiana
Parter
 USA  Storbritannien
Ledere
USA Andrew Jackson
USA William Carroll
USA John Coffee
USA Jean Lafitte
USA Daniel Patterson
USA Walter H. Overton 		Storbritannien Edward Pakenham
Storbritannien Alexander Cochrane
Storbritannien John Keane
Storbritannien John Lambert
Storbritannien William Thornton
Storbritannien Thomas Mullins
Styrke
Landtropper:
4.000
16 kanoner
Mississippifloden:
1 skonnert
1 slup
1 dampskib 		11.000
Tab
55 døde
185 sårede
93 savnede[2] 		386 døde
1.521 sårede
552 savnede

Slaget ved New Orleans blev udkæmpet den 8. januar 1815 og var det sidste store slag i den britisk-amerikanske krig (1812).[3][4] Amerikanske styrker under generalmajor Andrew Jackson, besejrede en invaderende britisk hær, som ville besætte New Orleans og det enorme område, som USA havde fået kontrol over ved Louisiana-købet.[5][6][7] Gent-traktaten, som var blevet underskrevet den 24. december 1814, blev ratificeret af Prinsregenten den 30. december og af det amerikanske senat den 16. februar 1815. Kampene fortsatte indtil slutningen af februar da officielle sendebud nåede frem og bekendtgjorde freden for de kæmpende i Louisiana.[8][9] Slaget om New Orleans er almindeligt anerkendt som den største amerikanske sejr til lands under krigen.

Slaget ved Lake Borgne

[redigér | rediger kildetekst]
Kort over det sydøstlige Louisiana fra 1700-tallet

Den 12. december 1814 havde en stor britisk flåde under kommando af Sir Alexander Cochrane med over 8.000 soldater og søfolk ombord, kastet anker i den Mexicanske Golf øst for Lake Pontchartrain og Lake Borgne.[10] En amerikansk flotille under kommando af søløjtnant Thomas ap Catesby Jones og bestående af fem kanonbåde forhindrede briterne i at få adgang til søerne. Den 14. december indledte omkring 1.200 britiske søfolk og marinesoldater under kommandør Nicholas Lockyer[11] et angreb på Catesbys styrke. Lockyers folk sejlede afsted i 42 både, som alle var bevæbnet med en lille kanonade. Lockyer erobrede Catesbys skibe under en kort kamp, som kaldes slaget ved Lake Borgne. Sytten britiske søfolk blev dræbt og 77 såret,[12] mens 6 amerikanere blev dræbt, 35 såret og 86 taget til fange.[12] Blandt de sårede var både Catesby og Lockyer. Da der nu var fri adgang til Lake Borgne, blev tusindvis af britiske soldater under kommando af general John Keane, roet ind til Pea Island, omkring 50 km øst for New Orleans, hvor de etablerede en garnison.[13]

Natangreb den 23. december

[redigér | rediger kildetekst]

Om morgenen den 23. december ankom Keane og fortroppen af 1.800 britiske soldater til den østlige bred af Mississippifloden 15 km syd for New Orleans.[14] Keane kunne have angrebet byen hvis han var fortsat nogle timer langs flodvejen, som lå åben hele vejen til New Orleans, men han tog den skæbnesvangre beslutning at slå lejr på Lacoste Plantagen[15] og vente på at der ankom forstærkninger.[16] I løbet af eftermiddagen den 23. december, efter at han havde hørt om placeringen af den britiske lejr, skal Andrew Jackson efter sigende have udtalt "Ved Gud, de skal ikke finde ro på vor jord."[17] Oplysningerne om briternes placering var kommet fra oberst Thomas Hinds' lette dragoneskadron, en militsenhed fra Mississippi territoriet.[18][19] Samme aften angreb Jackson nordfra med 2.131[20] mand i et hurtigt 3-grenet angreb mod de uforberedte britiske tropper, som havde slået lejr. Derpå trak Jackson sine tropper tilbage til Rodriguez-kanalen, omkring 6 km syd for byen. Amerikanerne led tab på 24 døde, 115 sårede og 74 savnede,[21] mens briterne opgav deres tab til 46 døde, 167 sårede og 64 savnede.[22]

Historikeren Robert Quimby skriver: "Briterne vandt bestemt en taktisk sejr, som gjorde det muligt for dem at fastholde deres stilling".[23] Men Quimby tilføjer: "Det er ikke for meget at sige, at det var slaget den 23. december, som reddede New Orleans. Briterne var blevet skuffet i deres forventning om en let erobring. Det uventede og voldsomme angreb gjorde Keane endnu mere forsigtig ... han gjorde ingen forsøg på at rykke frem den 24. eller den 25.".[24] Som følge heraf fik amerikanerne tid til at begynde på at omdanne kanalen til en stærkt befæstet stilling.[25] Juledag ankom general Edward Pakenham til slagmarken og gav ordre til en storstilet rekognoscering den 28. december af de amerikanske skanser, som beskyttede adgangen til New Orleans. Om aftenen mødtes general Pakenham med general Keane og admiral Cochrane for at få en opdateret status på situationen da han var vred over den stilling hæren var blevet placeret i. General Pakenham ønskede at rykke frem langs Chef Menteur Road, men det blev afvist af admiral Cochrane, som insisterede på, at hans både leverede alt hvad der var kunne blive brug for.[26] Admiral Cochrane mente, at den britiske hær ville knuse en sammenskrabet amerikanske hær og skal have sagt, at hvis hæren ikke kunne, så ville hans søfolk klare opgaven. Uanset hvad Pakenham mente om sagen, så blev resultatet af mødet, at det stod klart hvor og hvordan der skulle angribes.[27] Den 28. december gennemførte grupper af britiske tropper opklaringsangreb mod de amerikanske skanser.

Da de britiske tropper trak sig tilbage, begyndte amerikanerne at bygge artilleribatterier, som skulle beskytte skanserne, som herefter blev døbt Jackson'linjen. Amerikanerne opstillede 8 kanonbatterier, som omfattede en 32-punds kanon, 3 24-punds, en 18-punds, 3 12-punds, 3 6-punds og en 6-tommer haubits. Jackson sendte også en gruppe mænd over på Mississippiflodens vestbred, hvor de bemandede to 24-punds og to 12-punds kanoner fra det strandede USS Louisiana.

Den britiske hærs hovedstyrke ankom nytårsdag og angreb skanserne med artilleri. Der startede en kanonduel, som varede i tre timer. Adskillige af de amerikanske kanoner blev ødelagt eller beskadiget, heriblandt 32-punds kanonen, en 24-punds og en 12-punds. Samtidig fik skanserne nogle skader. De britiske kanoner løb tør for ammunition, hvilket fik Pakenham til at afblæse angrebet. Hvad Pakenham på det tidspunkt ikke vidste var, at amerikanerne på den venstre del af Jackson-linjen ved sumpen i mellemtiden var flygtet. Pakenham besluttede sig for at vente på at hele hans styrke på over 8.000 mand var samlet inden han startede angrebet.[28]

Slaget den 8. januar

[redigér | rediger kildetekst]
Maleri fra 1815 af slaget malet af Jean Hyacinthe de Laclotte som deltog i slaget med Louisianas milits. Billedet er baseret på hukommelsen og skitser på stedet.
Kort fra begyndelsen af 1800-tallet som viser slagmarken på Chalmette Plantation den 8. januar 1815

Tidligt om morgenen den 8. januar gav Pakenham ordre til et dobbeltangreb mod Jacksons stillinger. Oberst William Thornton (fra 85. regiment) skulle krydse Mississippifloden i løbet af natten med sin brigade på 780 mand, trænge hurtigt op langs floden og storme batterierne, som var under kommando af Commodore Daniel Patterson på den amerikanske flanke og derefter beskyde Jackson-linjen fra siden med haubitser og raketter.[29] Herefter skulle hovedangrebet indledes mod de amerikanske skanser, som rummede hovedparten af de amerikanske styrker,[30] Det skulle gennemføres af to kolonner (langs floden anført af Keane og ved sumpen under ledelse af generalmajor Samuel Gibbs). Brigaden under generalmajor John Lambert blev holdt i reserve.

Forberedelserne til angrebet gik hurtigt i stå, da en kanal, som blev udgravet af Cochrane's matroser kollapsede og dæmningen, der skulle lede floden ind i kanalen brød sammen, hvilket betød at matroserne måtte trække bådene med oberst Thorntons angrebsstyrke gennem dybt mudder, så styrken først var klar til angreb lige før daggry - 12 timer forsinket.[31] Angrebet begyndte i mørke og tæt tåge, men da briterne nærmede sig fjendens hovedlinje lettede tågen og udsatte angriberne for ødelæggende artilleribeskydning. Oberstløjtnant Thomas Mullins, som anførte 44. fodregiment, havde glemt at medbringe de stiger og faskiner, som var nødvendige for at kunne krydse kanalen og komme op ad skanserne, og forringen bredte sig i mørket og tågen mens briterne forsøgte at lukke hullet. De fleste højtstående officerer blev dræbt eller såret, heriblandt general Gibbs, som blev dræbt mens han anførte den største af angrebskolonnerne på højre fløj, bestående af 4., 21., 44. og 5. vestindiske regiment og oberst Rennie som anførte en gruppe lette kompagnier fra 7., 43. og 93. regiment på venstre fløj ved floden.

General Andrew Jackson står på toppen af hans improviserede stilling mens hans tropper slår angrebet fra 93. regiment tilbage, således som maleren Edward Percy Moran forestillede sig det i 1910.

Formentlig på grund af Thorntons forsinkede overgang over floden og den ødelæggende artilleribeskydning som kunne ramme dem fra den anden side af floden, fik 93. regiment ordre til at forlade Keanes angrebskolonne, som rykkede frem langs floden og passere gennem åbent terræn til hovedstyrken på højre side af slagmarken. Keane blev såret, da han passerede det åbne terræn med 93. regiment. Det lykkedes Rennies folk at angribe og erobre den fremskudte amerikanske redoubt ved floden, men uden forstærkninger kunne de hverken holde stillingen eller storme den amerikanske hovedstilling bagved. I løbet af få minutter ankom det 7. amerikanske infanteri, rykkede frem og beskød briterne i den erobrede redoubt. I løbet af en halv time blev Rennie og hovedparten af hans folk dræbt. Ved hovedangrebet på højre fløj kastede de britiske infanterister sig enten fladt på jorden, krøb sammen ved kanalen eller blev mejet ned af en kombination af musketild og kardæsker fra amerikanerne. En håndfuld nåede op på toppen af skansen på højre side, men blev enten dræbt eller taget til fange. 95. riffelregiment var rykket frem i åben formation foran hovedangrebet og lå skjult i grøften nedenfor skansen ude af stand til trænge yderligere frem støtte.

De to store hovedangreb på den amerikanske stilling blev slået tilbage. Pakenham og hans næstkommanderende, general Gibbs, blev dødeligt såret mens de var til hest af kardæsker afskudt fra skanserne. Da hovedparten af deres overordnede officerer var døde eller sårede stod de britiske soldater uden ordre til hverken at rykke frem eller tilbage i åbent terræn og blev skudt i smadder af kardæsker fra Jackson-linjen. Efter yderligere omkring 20 minutters blodbad overtog general Lambert kommandoen og beordrede herefter en tilbagetrækning.

Den eneste britiske succes indtraf på vestsiden af Mississippifloden, hvor Thorntons brigade, som bestod af 85. regiment og enheder fra Royal Navy og Royal Marines,[32][33] angreb og overløb den amerikanske linje. Selv om både Jackson og Commodore Patterson rapporterede, at de retirerende tropper havde naglet alle kanoner, så ingen kunne anvendes mod den amerikanske hovedforsvarslinje, modsiges dette af major Mitchells dagbog, som gør det klart at dette ikke var tilfældet, da han skriver han havde "begyndt at rense fjendens kanoner for at etablere et batteri, som kunne beskyde deres linjer på venstre bred".[34] General Lambert beordrede sin artillerichef, oberst Alexander Dickson, til at vurdere stillingen. Dickson meldte tilbage, at der skulle bruges ikke under 2.000 mand for at holde stillingen. General Lambert gav ordre til tilbagetrækning efter at hovedstyrken havde lidt nederlag på den østlige bred, og styrken trak sig tilbage med nogle få amerikanske fanger og kanoner med sig.[35][36]

Ved dagens slutning havde briterne lidt tab på 2.042 mand: 291 døde (heriblandt generalerne Pakenham og Gibbs), 1.267 sårede (heriblandt general Keane) og 484 fangne eller savnede.[37] Amerikanerne mistede 71: 15 døde, 39 sårede og 19 savnede.[2]

Belejringen af Fort St. Philip

[redigér | rediger kildetekst]

Den 9. januar angreb britiske flådestyrker Fort St. Philip, som beskyttede New Orleans mod et anfibieangreb fra Den mexicanske golf via Mississippifloden. Amerikanske styrker på fortet udholdt 10 dages bombardement indtil de britiske skibe trak sig tilbage den 18. januar 1815.

Den britiske tilbagetrækning

[redigér | rediger kildetekst]

Efter den britiske hærs nederlag besluttede Lambert, at selv om der var ankommet forstærkninger og belejringsudstyr til brug mod New Orleans, ville det give for store tab at fortsætte felttoget i Louisiana. Den 5. februar 1815 gik alle de britiske tropper ombord på flådens skibe[38] og sejlede bort til Biloxi, Mississippi.

Den britiske hær angreb og erobrede herefter Fort Bowyer ved mundingen af Mobile Bay den 12. februar. Den britiske hær forberedte sig på at angribe Mobile da nyheden om fredstraktaten nåede frem. Traktaten var blevet ratificeret af det britiske parlament, men ville først blive ratificeret af Kongressen og den amerikanske præsident i midten af februar. Fredstraktaten indebar imidlertid at krigshandlingerne skulle stoppe, og briterne opgav Fort Bowyer og sejlede hjem til deres base i Vestindien. Selv om slaget om New Orleans ikke havde haft indflydelse på fredsbetingelserne tvang nederlaget ved New Orleans briterne til at opfylde traktaten.[39] Det ville imidlertid have været umuligt for briterne at fortsætte krigen i Nordamerika på grund af Napoleon's flugt fra Elba den 1. marts 1815, som betød at der var brug for deres styrker i Europa. Traktaten i Gent omtalte ikke specifikt det store område, som USA havde erhvervet ved Louisiana-købet, den forlangte blot at begge sider trak sig tilbage fra områder, som var blevet erobret i krigen.[40]

Efterspil

[redigér | rediger kildetekst]
Battle of New Orleans frimærke der viser Andrew Jackson. Udsendt i 1965 i anledning af 150 året for slaget ved New Orleans.

Mellem den 25. december 1814 og 26. januar 1815 havde briterne haft tab - udover dem ved angrebet den 8. januar - på 49 døde, 87 sårede og 4 savnede.[41] Disse tab og tabene den 23. december og 8. januar nåede i alt op på 386 døde, 1.521 sårede og 552 savnede under hele felttoget. General Jackson rapporterede tab på i alt 55 døde, 185 sårede og 93 savnede under hele felttoget.[2]

Fire bataljoner i USA's stående hær kan spores tilbage til enheder, som deltog i slaget ved New Orleans, og det samme kan et regiment i Mississippis nationalgarde. (1-5 FA, 1-6 FA, 1-1 Inf og 2-1 Inf samt 155th Inf).

Selv om slaget var lille sammenlignet med andre slag på samme tid - såsom slaget ved Waterloo - havde det stor betydning for den amerikanske samtid i almindelighed og Andrew Jackson i særdeleshed.[42]

Amerikanerne mente, at en særdeles stærk britisk flåde og hær havde sat kurs mod New Orleans (Jackson mente selv, at der var 25.000 tropper på vej), og de fleste frygtede det værste. En mand mindedes, at nyheden om sejren "ramte landet, som et lyn fra en klar himmel og forplantede sig med lysets hastighed over hele landet."[43] Slaget gjorde Andrew Jackson til en helt og hjalp med til at bane vejen for ham til Det hvide Hus. Årsdagen for slaget blev fejret som en national helligdag i mange år, og mindes stadig i det sydlige Louisiana.

Til ære for Jackson navngav den nyligt dannede Louisiana Historical Association sin bygning Memorial Hall på 76 årsdagen for slaget den 8. januar 1891.[44]

En statslig park blev etableret i 1907 for at bevare slagmarken. I dag indeholder den et monument og er en del af Jean Lafitte National Historical Park and Preserve.

Sejren tilskrevet et mirakel

[redigér | rediger kildetekst]
Mosaik af den hellige moder i det gamle ursuliner kloster i French Quarter, New Orleans.

Da amerikanerne var i stort undertal virkede det som om byen New Orleans var i fare for at blive erobret. Derfor samledes ursulinernonner og mange troende i New Orleans i klosterets kapel foran statuen af den hellige moder. De tilbragte natten inden slaget med at bede og græde foran den hellige statue om den hellige jomfrus indgriben. Om morgenen den 8. januar holdt generalpræsten William Dubourg messe ved det alter hvor statuen af den hellige moder var blevet stillet. Priorinden i ursulinerklosteret moder Ste. Marie Olivier de Vezin, afgav et løfte om at en taksigelsesmesse skulle afholdes årligt, hvis de amerikanske styrker vandt. Netop som nadveren blev holdt løb en kurer ind i kapellet for at fortælle de forsamlede, at briterne var blevet besejret. General Jackson tog selv til klosteret for at takke nonnerne for deres bønner: "Med himmelens velsignelse, som ledede mine troppers tapperhed, blev en af de mest strålende sejre i krigens historie vundet." [45] Priorindens løfte er siden trofast blevet holdt.[46]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ The American Revolutionary War and the War of 1812: People, Politics, and Power, Britannica Educational Publishing. p. 209.
  2. ^ a b c James, p. 563
  3. ^ Slaget omtales også som "slaget ved Chalmette plantagen".
  4. ^ Det britiske Louisiana felttog bestod af adskillige militære sammenstød, som var mindre betydningsfulde end det afgørende slag den 8. januar 1815, som almindeligvis kaldes slaget om New Orleans. Den første træfning slaget ved Lake Borgne, fandt sted den 14. december 1814 da britiske tropper erobrede en amerikansk flotille, som dækkede Lake Borgne. Den næste var den 23. december da Andrew Jackson anførte et voveligt natangreb på den britiske lejr. Det sidste, som begyndte den 9. januar , sluttede den 18. januar da briterne afsluttede deres mislykkede bombardement af Fort St. Philip og begyndte at trække de sidste af deres tropper og skibe tilbage, som betød afslutningen af deres felttog i Louisiana.
  5. ^ Reilly, Robin (1974). The British at the gates - the New Orleans campaign in the War of 1812. New York: Putnam.
  6. ^ Rodriguez, Junius P. (2002). The Louisiana Purchase: a historical and geographical encyclopedia. Santa Barbara, California: ABC-CLIO. p. 348: "Slaget om New Orleans afgjorde en gang for alle spørgsmålet om Louisiana-købet. Hverken den britiske eller den spanske regering havde anerkendt lovligheden af overdragelsem, og som følge heraf planlagde briterne enten at generobre området eller levere Louisiana tilbage til Spanien, hvis de vandt slaget."
  7. ^ Thomas, Gregory M. (2005). The Battle of New Orleans. Master of Arts dissertation, Louisiana State University. p. 88: "[Slaget om] New Orleans eliminerede også vage britiske tanker om en fornyet kolonisering af Amerika ved at udvide de canadiske besiddelser ned langs Mississippi til Den mexicanske Havbugt."
  8. ^ Remini, Robert V. (1999). The battle of New Orleans. New York: Penguin Books. p. 193-194: "Then in mid-February dispatches arrived from Europe announcing that the commissioners in Ghent had signed a treaty of peace with their British counterparts and that the War of 1812 had ended." "...the Senate of the United States unanimously (35-0) ratified the Treaty of Ghent on February 16, 1815. Now the war was officially over."
  9. ^ Reilly 1974, s. 311–325.
  10. ^ Se kortet over Louisiana.
  11. ^ Quimby, p. 824
  12. ^ a b Quimby,p. 826
  13. ^ Pea Island, eller Pearl Island, ligger nær udmundingen af Pearl River.
  14. ^ Remini (1999), p. 62-64
  15. ^ Quimby, p. 836
  16. ^ Thomas, p. 61
  17. ^ Remini, Robert V. (1977), Andrew Jackson and the course of American empire, 1767-1821. pp. 259-263
  18. ^ Remini, Robert V. (1999), The Battle of New Orleans. p. 74
  19. ^ Hinds dragoner blev til 155. infanteriregiment i Mississippis nationalgarde, en af kun 19 nationalgardeenheder, som kom i kamp i krigen mod briterne.
  20. ^ Quimby, p. 843
  21. ^ James, pp. 535-536
  22. ^ Thomas, pp. 61-64
  23. ^ Quimby, p. 852
  24. ^ Quimby, pp. 852-853
  25. ^ Groom, p. 145-147.
  26. ^ Patterson, Benton Rain, p.214-215
  27. ^ Patterson, Benton Rain, p.215-216
  28. ^ Den britiske styrke omfattede 4., 7., 21., 43., 44., 85. og 93. (highland) regiment, en 500-mand stærk "halvbataljon" af 95. riffelregiment, 14. lette dragonregiment samt 1. og 5. vestindiske regiment med adskillige hundrede sorte soldater fra de britiske kolonier i Vestindien. Hertil kom indianske tropper fra Hitchiti stammen anført af Kinache.
  29. ^ Quimby, pp. 892-893
  30. ^ De amerikanske styrker var på 3.500-4.500 mand og bestod af tropper fra hæren, militssoldater fra Tennessee, Kentucky, Mississippi og Louisiana, marinesoldater, søfolk fra flåden, pirater fra Barataria Bay, Choctaw indianere, frie sorte (såsom Beale's Rifles) og frigivne slaver, (en stor del af arbejdet med at bygge skanserne blev udført af lokale slaver). Major Gabriel Villeré havde kommandoen over Louisiana militsen og major Jean Baptiste Plauché var leder af de uniformerede militskompagnier fra New Orleans.
  31. ^ Patterson, Benton Rain, p.236
  32. ^ Patterson, Benton Rain, p.230
  33. ^ Brev fra Cochrane, ADM 1/508 folio 757 fastslår 'the whole amounting to about six hundred men'
  34. ^ Reilly, Robin p.296
  35. ^ Patterson, Benton Rain, p.253
  36. ^ London Gazette: no. 16991, pages 440–446, 9. marts 1815.
  37. ^ Quimby, p. 906
  38. ^ James, p. 391
  39. ^ Remini (1999) p. 5, 195
  40. ^ Teksten i Gent traktaten
  41. ^ James, pp. 542, 543 and 568
  42. ^ Empire of Liberty, episode 20/30, "The Second War of Independence"
  43. ^ Ward 1962, s. 4–5.
  44. ^ "Kenneth Trist Urquhart, "Seventy Years of the Louisiana Historical Association", March 21, 1959, [[Alexandria (Louisiana)|Alexandria, Louisiana]]" (PDF). lahistory.org. Arkiveret fra originalen (PDF) 23. september 2010. Hentet 2010-07-21. {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  45. ^ Records of the American Catholic Historical Society of Philadelphia, Volume 23, By American Catholic Historical Society of Philadelphia, s. 128 (1912)
  46. ^ The Story of the Battle of New Orleans, By Stanley Clisby Arthur, 239-242.

Henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • Borneman, Walter H. (2004), 1812: The War that forged a nation, New York: HarperCollins, ISBN 0-06-053112-6
  • Brooks, Charles B. (1961), The Siege of New Orleans, Seattle: University of Washington Press, OCLC 425116
  • Brown, Wilburt S (1969), The Amphibious Campaign for West Florida and Louisiana, 1814-1815, Tuscaloosa: University of Alabama Press, ISBN 0-8173-5100-0
  • Cooper, John Spencer (1996) [1869], Rough Notes of Seven Campaigns in Portugal, Spain, France and America During the Years 1809-1815, Staplehurst: Spellmount, ISBN 1-873376-65-0
  • Forrest, Charles Ramus (1961), The Battle of New Orleans: a British view; the journal of Major C.R. Forrest; Asst. QM General, 34th. Regiment of Foot, New Orleans: Hauser Press, OCLC 1253280
  • Gleig, George Robert (1827), The Campaigns of the British Army at Washington and New Orleans, 1814-1815, London: J. Murray, ISBN 0-665-45385-X
  • Groom, Winston. Patriotic Fire: Andrew Jackson and Jean Laffite at the Battle of New Orleans. New York: Vintage Books, 2006.
  • Hickey, Donald R (1989), The War of 1812 : a forgotten conflict, Urbana: Univ. of Illinois Press, ISBN 0-252-01613-0
  • James, William (1818), A full and correct account of the military occurrences of the late war between Great Britain and the United States of America; with an appendix, and plates. Volume II, London: Printed for the author and distributed by Black et al., ISBN 0-665-35743-5, OCLC 2226903
  • Latour, Arsène Lacarrière (1999) [1816], Historical Memoir of the War in West Florida and Louisiana in 1814-15, with an Atlas, Gainesville: University Press of Florida, ISBN 0-8130-1675-4, OCLC 40119875
  • Maass, Alfred R (1994), "Brownsville's steamboat Enterprize and Pittsburgh's supply of general Jackson's army", Pittsburgh History, 77: 22-29, ISSN 1069-4706
  • Caffrey, Kate (1977), The Twilight's Last Gleaming, New York: Stein and Day, ISBN 0-8128-1920-9
  • Owsley, Frank (1981), Struggle for the Gulf borderlands: the Creek War and the battle of New Orleans 1812-1815, Tuscaloosa: University of Alabama Press, ISBN 0-8173-1062-2
  • Patterson, Benton Rains (2008), The Generals, Andrew Jackson, Sir Edward Pakenham, and the road to New Orleans, New York: New York University Press, ISBN 0-8147-6717-6
  • Pickles, Tim (1993), New Orleans 1815, Osprey Campaign Series, vol. 28, Osprey Publishing.
  • Quimby, Robert S. (1997), The U.S. Army in the War of 1812: an operational and command study, East Lansing: Michigan State University Press, ISBN 0-87013-441-8
  • Reilly, Robin (1974), The British at the gates - the New Orleans campaign in the War of 1812, New York: Putnam
  • Remini, Robert V. (1977), Andrew Jackson and the course of American empire, 1767-1821, New York: Harper & Row, ISBN 0-06-013574-3
  • Remini, Robert V. (1999), The Battle of New Orleans, New York: Penguin Putnam, Inc., ISBN 0-670-88551-7
  • Rowland, Eron (1971) [1926], Andrew Jackson's Campaign against the British, or, the Mississippi Territory in the War of 1812, concerning the Military Operations of the Americans, Creek Indians, British, and Spanish, 1813-1815, Freeport, NY: Books for Libraries Press, ISBN 0-8369-5637-0
  • Smith, Gene A. (2004), A British eyewitness at the Battle of New Orleans, the memoir of Royal Navy admiral Robert Aitchison, 1808-1827, New Orleans: The Historic New Orleans Collection, ISBN 0-917860-50-0
  • Smith, Sir Harry "Various Anecdotes and Events of my Life - The Autobiography of Lt. Gen. Sir Harry Smith, covering the period 1787 to 1860" First published in 2 volumes, edited by G.C. Moore, London (1901)
  • Stanley, George F. G. (1983), The War of 1812 - Land Operations, MacMillan & National Museum of Canada
  • Surtees, W. (1996) [1833], Twenty-Five Years in the Rifle Brigade (Reprint udgave), London: Greenhill Books, ISBN 1-85367-230-0
  • Ward, John William (1962), Andrew Jackson: Symbol for an Age, New York: Oxford University Press

Eksterne kilder

[redigér | rediger kildetekst]

29°56′27″N 89°59′09″V / 29.94073°N 89.98592°V / 29.94073; -89.98592


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Slaget_ved_New_Orleans_(1815)&oldid=11666165"