Bør Dronninger salves og krones i Norge?
Under mit Ophold Søndenfjelds indeværende Sommer bragte jeg i Erfaring, at Indholdet af de tvende efterfølgende Skrivelser i den almindelige Omtale fremstilledes i flere Henseender urigtigt, blandt andet saaledes, som om Forholde vedkommende vort nuværende Kongehuus deri bleve berørte paa en mindre passende Maade. Dette bevæger mig til at offentliggjøre dem, saa at Enhver, der ønsker det, kan erfare, hvad de virkelig indeholde. Paa nogen yderligere Udvikling finder jeg, saaledes som Sagen nu staaer, ikke at burde indlade mig. Min Stilling opfordrede mig til uforbeholdent at fremsætte for Hans Majestæt Kongen, hvad der efter min Mening er det rette og sande; jeg har dertil erholdt Adgang, og kan vente, paa Grund af denne min Anskuelse at vorde fritaget for den Forretning, der ellers efter mit Kalds Medfør maatte antages at ville tilfalde mig. Videre kan da fra min Side ikke være at foretage, naar ikke særegne Omstændigheder dertil maatte opfordre. Det var ufornødent at offentliggjøre Slutningen af den anden Skrivelse, da den mere angaaer min personlige Stilling, end Sagen, men af Frygt for ny Mistydning har jeg ikke villet udelade Noget.
Trondhjem, den 21de August 1846.
Ligesom Grundloven kun bestemmer, at Kongen skal krones, saaledes maa det udentvivl ansees stridende mod Kroningshandlingens Betydning, at nogen krones, der ikke kan kaldes til Udøvelse af den kongelige Myndighed. Det forekommer mig derfor urigtigt om man vilde krone Dronninger i vort Land, da de efter vor nuværende Constitution ikke nogensinde kunne udøve eller deeltage i Udøvelsen af bemeldte Myndighed. Vilde man desuagtet foretage en saadan Handling, da vilde man baade lade en med Kirkens Bestemmelse ikke overeensstemmende Act foregaae i samme, og tillige derved svække Betydningen af Kongens Kroning. Det er i denne Anledning jeg tillader mig gjennem det ærede Departement at henvende mig til den kongelige norske Regjering. Det sidstafholdte Storthing har ligesom Storthinget i 1833 andraget hos Hans Majestæt Kongen om Dronningens Kroning, og det er bekjendt, at Hans Majestæt har, ligesom Hans kongelige Fader ved lignende Anledning, bevidnet Storthinget sin Erkjendtlighed; derimod vides ikke med Vished, om der er tagen nogen endelig Bestemmelse, om Kroningen for Dronningens Vedkommende, skal finde Sted eller ikke. Jeg vover at henstille til den kongelige norske Regjering at henlede Hans Majestæts Opmærksomhed paa det ovenomhandlede Forhold, og haaber, at den høie Regjering, selv om den ikke maatte bifalde min Anskuelse, dog vil lade den komme til Hans Majestæts Kundskab. Endnu er ingen Dronning kronet i Norge efter vor nuværende Forfatnings Indførelse, og udføres en saadan Act eengang, da maa det forudsættes at drage til Følge for en fjern Fremtid. Det er derfor saa meget desvigtigere nu at søge at ramme det Rette, hvilket da bør følges, uden Hensyn til hvad der er skeet saavel fra Storthingets Side, som i Broderriget. Ogsaa Storthinget i 1833 gjorde et lignende Skridt, uden at det ledede til Actens Fuldbyrdelse, og den nuværende Enkedronning blev kronet i Sverige, udenat dette dog skeede i Norge. Sagen er for vigtig til, at man med Interesse for Kirkens saavelsom for Statens Anliggender kan være ligegyldig ved dens Behandling, og jeg anseer mig forvisset om, at det ikke miskjendes, om man derover yttrer sig med Frimodighed. At conferere derom med nogen af de øvrige Biskoper har jeg troet at burde undlade, for at ikke Sagen skulde for meget forsinkes.
Ved den af Hans Majestæt Kongen under 11te f. M. naadigst afgivne og ved det ærede Departements Skrivelse af 20de f. M. mig meddeelte Resolution i Anledning af min Forestilling af 6te Marts d. A. angaaende Dronningens Kroning har Hans Majestæt naadigst aabnet mig Adgang til nærmere at erklære, om jeg maatte have nogen religieus Betænkelighed ved den omhandlede Kroning, i hvilket Fald det er paalagt den norske Regjering at indkomme med underdanigst Betænkning angaaende min Fritagelse for derved at fungere. Jeg vover i Underdanighed at bevidne Hans Majestæt gjennem den kongelige norske Regjering min Taknemmelighed for den Naade, der saaledes vises mig ved at Foranstaltning træffes til min Fritagelse for at deeltage i en Forretning, hvorved jeg efter den Overbeviisning, jeg fremdeles nærer, ikke bør fungere. Jeg skylder derhos i Anledning af de i det ærede Departements underdanigste Foredrag af 21de Marts d. A. meddeelte Oplysninger nærmere at udvikle min Anskuelse af Sagen, haabende at Hans Majestæt Kongen, naar Høistsamme ved det Foredrag, som den norske Regjering ifølge bemeldte Resolution afgiver, derom bliver underrettet, naadigst vil finde min Fremgamgsmaade derved retfærdiggjort, hvorledes end Sagen forøvrigt maatte betragtes. Da dette efter det Passerede maa blive Hovedmaalet for den Fremstilling, hvormed jeg her tillader mig atter at uleilige høie Foresatte, vil her ikke være Stedet for nogen udførlig Deduction, om ogsaa den Tid, udover hvilken jeg efter Omstændighederne ikke antager at burde opholdt Sagen, og de Midler, der staae til min Raadighed, vilde tillade en saadan.
Naar Professor R. Keyser efter ovennævnte underdanigste Foredrags Udvisende angiver Kroningens Betydning at være den, at derved paa en symbolsk Maade skal udtrykkes den Idee, at den Kronede har sin Værdighed af Guds Naade og derfor er Pligtig til at røgte sit høie Kald til Guds og hans Kirkes Ære, samt til sine Undersaatteres sande Tarv, da finder jeg ikke deri Noget, der væsentlig afviger fra eller kan foranledige Forandring i min Anskuelse; jeg har aldrig betragtet Kroningen som en Act, hvorved den Kronedes Rettigheder i Staten udvidedes, eller hvoraf hans egentlige Regjeringsmyndighed var afhengig, og formener, at en saadan Anskuelse heller ikke paa nogen Maade indeholdes i min Forestilling af 6te Marts, uagtet Professoren synes derpaa at hentyde. Naar jeg har erklæret det stridende mod Kroningshandlingens Betydning, at nogen krones, der ikke kan kaldes til at udøve den kongelige Myndighed, da har jeg havt for Øie den Forbindelse, som denne Handling — ogsaa efter den af Professor Keyser fremstillede Idee — staaer med Røgtelsen af det kongelige Kald, hvorfor jeg har antaget, at Handlingen kun passer paa de Personer, der have et saadant Kald at røgte eller kunne vorde deri deelagtige, og at man, naar man med Tilsidesettelse af dette Hensyn lod en saadan Handling foregaae i Kirken, foretog en Act, der ikke har eller kan have den Betydning, den efter sin Idee skal have, og saaledes bliver tom Ceremonie, hvilket da ogsaa er stridende mod Kirkens Bestemmelse. Vel tilføier Professoren, at Kroningen derhos er bleven betragtet som en gjennem Kirken udtalt guddommelig Stadfestelse af den kongelige Værdighed, men selv om denne Anskuelse har været gjeldende udenfor Middelalderens Tid, og, hvilket Professoren synes at antage, er bleven overført paa Forholdene i den nyere Tid, endog i de Lande, hvor den protestantiske Kirke er den herskende, da forekommer dette mig dog heller ikke at kunne lede til at betragte Kroningens Betydning paa en saadan Maade, at man uden at krenke dens Idee, eller at forvirre Begrebet om dens, saavelsom om Kirkens Bestemmelse, kunde udstrække den til Personer, der ikke kunne kaldes til Udøvelse af den kongelige Myndighed. Men jeg maa tilføie, at jeg, efter min Synsmaade af den protestantiske Kirkes Væsen, ikke kan erkjende, at Kroningen kan have Betydningen af en saadan Stadfestelse, hvorimod det passer paa den catholske Kirkes Forestilling om den guddommelige Myndigheds Udøvelse igjennem Kirken ogsaa som verdslig Magt og Høihed, en Forestilling, hvis Conseqvenser med Hensyn til den kongelige Myndighed paa de Tider, da den i sin fulde Udstrekning kunde gjøre sig gjeldende, ere af Historien de kjendte, formeentlig endog af vort Fedrenelands Historie. Vilde man overføre et saadant Begreb af Kroningen paa den protestantiske Kirke, da vil man uden Tvivl handle mod den augsburgske Confessions Bestemmelse (Art. 28) om ikke at blande verdsligt og geistligt Regimente i hverandre. Ved at tillegge Kirken, hvad der ikke tilkommer den, svækker man Betydningen af det, der virkeligen tilhører den, og det i samme Grad, som man legger Vægt paa det Første; man forvirrer derved lettelig Begrebet om Kirkens Bestemmelse og Værdighed, saaledes at selv de alvorligere Tænkende fristes til at betragte Handlingen som et betydningsløst Spil, hvori man maaskee deeltager, skjøndt Følelsen tilsiger, at dette ikke er Ret. Saadant er hverken overensstemmende med Kirkens eller den ophøiede Persons Værdighed, der er Hovedgjenstanden for Handlingen. Jeg tør ogsaa antage, at Professor Keyser ikke har villet legge nogen særdeles Vægt paa denne Deel af Udviklingen af Kroningens Betydning, men at han har anført den for den historiske Fuldstændigheds Skyld, og at han derved fortrinlig har havt Middelalderen eller den catholske Kirke for Øie. Professoren holder sig, naar han gaaer over til at handle om Dronningers Kroning ligeledes nærmest til det Historiske, hvilket han formeentlig ogsaa efter sin Stilling har anseet det for sit Hverv hovedsagelig at fremhæve og belyse, i det han uden Tvivl har forudsat, at Kirkedepartementet i fornødent Fald vilde behandle den kirkelige Side af Sagen. Af den paapegede almindelige, gjennem Historien gaaende Anskuelse af Kroningens Væsen, mener han, at den Skik let forklares, ogsaa at salve og krone Dronninger. Disse skulle efter hans Forestilling derved deelagtiggjøres i den samme Kirkens Velsignelse, som Kongerne, og stilles under det samme Religionens Værn. Jeg formener dog, at det af det Ovenanførte vil være tydeligt, at Kirkens Velsignelse her ikke kan blive den samme, som med Hensyn til Kongerne og at man ikke ved en Handling, der har den Betydning, som Salving og Kroning, kan paa en passende Maade deelagtiggjøre Personer, der ei kan udøve kongelig Myndighed, i Kirkens Velsignelse. Denne ligger i den Naade og Kraft, som af Kirkens Herre ved en høitidelig Act og igjennem de Midler, hvorved han i Kirken virker, tildeles den, der krones, til at røgte sit høie Regjeringskald værdigen; dette Kalds overordentlige Vigtighed, idet saa Manges baade timelige og aandelige Vel deraf er afhængigt, gjør det passende og ønskeligt, at ogsaa Kirken, ved en saadan særegen, høitidelig Handling træder til med det aandelige Gode, der staaer til dens Raadighed, og forstærker den moralske Garantie for, at den Værdighed, hvoraf Kongen er i Besiddelse, anvendes efter sin høie Bestemmelse. Velsignelsen vil visselig ikke udeblive, naar ikke uforudsættelige Mangler hos dem, der nærmest deeltage i Handlingen, svække dens Virkning, men noget Værn kan Kirken ikke ved denne Handling forskaffe den Kronede; han sidder lige trygt paa Thronen, enten han krones eller ikke; ligesom han ikke behøver Kirkens Anerkjendelse og Stadfæstelse, saaledes behøver han ei heller dens Beskyttelse, hvilken den, efter det Begreb, vi have om den, heller ikke kan yde; derimod svarer det vistnok til det catholske Begreb om Kirken, og i dennes blomstrende Periode kunde eller vilde ikke lettelig kongelige Personer undvære Kirkens beskyttende Arme; muligens kan man ved Dronningers Kroning have havt dette for Øie og da tillige, som Professoren paapeger, have forestillet sig, at dette vel ogsaa vilde komme den kongelige Afkom tilgode. At denne Skik optoges i nogle protestantiske Lande, kan kun forklares af en uklar Forestilling, saavel om Kroningshandlingens Betydning, som om det kirkelige Standpunct, hvorpaa man efter Protestantismens Begreb stod, navnligen om Kirkens Forhold til Staten og Kongen, en Gjenstand, hvorom Forestillingerne i de protestantiske Lande have været og tildeels endnu ere meget vaklende. Vist er det imidlertid, at endnu ingen Dronning er kronet i det protestantiske Norge, og man bør da heller ikke, blot for at efterligne vore protestantiske Nabolande, indføre en Skik, som der, paa Grund af Fortidens Begivenheder, vanskeligere kan fraviges, skjøndt dette udentvivl vil skee, naar Erkjendelsen af dens Uforenelighed med Kroningshandlingens Betydning og vor Kirkes Bestemmelse bliver almindeligere og klarere; thi at man desuagtet skulde ville beholde den som en tom Ceremonie, den man, for muligens at tilfredsstille Enkeltes Fordomme, troede gjerne at kunne lade foregaae i Kirken, kan ikke tenkes uden paa Tider, hvori Sandsen for Kirkens Betydning er aldeles sløvet.
Efter denne Anskuelse finder jeg, at jeg ikke bør fungere ved nogen Dronnings Kroning, medens jeg anseer denne Act saa passende paa Kongernes Kald efter vor Statsforfatning, at jeg finder det i sin Orden, at Grundloven derom indeholder Bestemmelse. Det vilde derfor have været mig en meget kjær Forretning, om det havde været mig beskikket at deeltage i denne Acts Fuldbyrdelse med Hensyn til vor nuværende Konge, og saaledes efter det Kald, der er betroet mig i Kirken og efter den Naadekraft Herren maatte forunde mig, at bidrage til at bringe Velsignelsen over vort Fædrelands elskede Drot til hans ophøiede Kald, til at forstærke Forvisningen om, at dette ved Guds naadige Bistand skal blive til Guds Ære, Folkets Gavn og Kongens egen Glæde paa den store Regnskabsdag.
I Forbindelse med denne min yderligere Udvikling tillader jeg mig at benytte den Anledning, det ærede Departement ved at nævne mig i Fremstillingen af Forhandlingerne angaaende den nuværende Enkedronnings Kroning, giver mig til nærmere at forklare min Stilling til Sagen, og hvorledes den Anskuelse, jeg nu har yttret, efterhaanden har udviklet sig, hvilket jeg undlod at berøre i min Forestilling af 6te Marts d. A. som noget, der ene eller hovedsagelig vedkom min Person. Jeg tør nu vente, at det i det mindste vil undskyldes. Jeg var Medlem af saavel 6te som 7de ordentlige Storthing og det er en Forvexling, naar jeg i min oftnevnte Forestilling nevner 1833 Aars Storthing, som det, der oprindelig fattede Beslutningen, en Følge af at det sidstnevnte Storthings Forhandlinger, hvorved jeg, som det ærede Departement har bemærket, blev udnævnt til Ordfører for den Deputation, der skulde overvære Kroningen, stode meest levende for min Erindring. Af de Forhandlinger ved Storthinget i 1830, der gik forud for Beslutningen om en Adresse i denne Anledning, mindes jeg kun med Bestemthed, at der forefaldt Debatter, hvorunder Enkelte talede imod det af Præsidenten fremsatte Forslag, for hvilket formeentlig som Hovedgrund anførtes, at man ikke fra norsk Side burde staae tilbage i at vise Kongehuset Opmærksomhed paa samme Maade, som allerede var skeet i Sverige; ligesom jeg imidlertid ikke deeltog i disse Debatter, saaledes var jeg heller ikke blandt de Enkelte, der fjernede sig for Voteringen, for ikke ved deres Stemmer at tilintetgjøre Eenstemmigheden, hvorpaa der fra den anden Side lagdes Vægt. Sagen blev dog dengang hverken drøftet fra det historiske eller det kirkelige Standpunct. I den Adresse, som Storthinget indgav, er heller ikke noget udtalt, der tydelig viser det Begreb, man dannede sig om Kroningens Betydning; det synes, som man har villet ansee ogsaa Dronningens Kroning som en Act, der stod i Forbindelse med Norges Selvstændighed. Efter den Anskuelse, jeg nu har, maa jeg tilstaae, at jeg finder det mere svarende til Selvstændigheten, deri at følge den Forestilling, hvortil Sagens Natur leder, uden Hensyn til hvad der foretages i Naborigerne; men jeg tilstaaer tillige, at jeg hverken dengang eller længe efter overveiede Handlingens Betydning i de forskjellige Retninger; min Stilling førte det ikke saa nøie med sig, og naar man ikke er kommen til nogen klar Bevidsthed om en Sags Urigtighed, kan det vel ogsaa undskyldes, om man følger den Mening, der er den almindelige og hyldes af Mænd, hvis Overlegenhed i Indsigt man erkjender. Det er fornemmelig ved den mig nu betroede Stilling, hvorved jeg maatte vente et Hverv ved Actens Udførelse, jeg er bleven ledet til at gjøre mig nøiere Rede for dens Betydning, og at jeg af Mistro til den Anskuelses Rigtighed, hvortil disse Overveielser førte mig, ogsaa i denne Stilling længe tøvede, førend jeg med Bestemthed erklærede den for min, vil vist undskyldes, naar hensees til hvad der ved Storthinget var forhandlet og af Hans Majestæt i denne Anledning yttret, ihvorvel det ikke var mig bekjendt, at Hans Majestæt allerede havde afgjørt, at Handlingen ogsaa for Dronningens Vedkommende skulde foregaae. Jeg har heller ikke undladt, saavidt Anledning dertil gaves, at høre Andres Mening om denne Sag, men jeg har derved fundet bestyrket, at Sagen ikke er synderlig overtænkt og drøftet, hvilket, saavidt vides, heller ikke i offentlig Skrift har været Tilfældet. Mod mine Betænkeligheder har jeg ikke hørt nogen Indvending af Betydenhed; de, der ansee Kroningshandlingen i det Hele som en Ceremonie, der blot iagttages for Skiks Skyld, ialfald kun af politiske Hensyn, finde vistnok, at der omtrent ligger lige megen eller lige liden Betydning i en Konges og en Dronnings Kroning. Om end denne Anskuelse for Tiden maatte deles af mange, saa er den dog ikke og kan ikke, efter det Ovenanførte, være min. Ved de historiske Bemærkninger, som det ærede Departement har havt den Godhed, at meddele mig, er min Overbeviisning heller ikke i noget Væsentligt forandret, og jeg bør da følge den, hvormeget jeg end kunde ønske at forholde mig anderledes.
Naar jeg saaledes haaber, at det ærede Departement og den kongelige norske Regjering vil finde sig foranlediget til efter den kongelige naadigste Resolution at indgaae til Hans Majestæt med Bætenkning om min Fritagelse for at fungere ved Kroningen, tillader jeg mig at antage, at der ikke ved samme Indstilling vil komme under Overveielse, hvad der i Anledning af denne Fritagelse skal videre foretages, og det saa meget des mindre, da den Reparation, som efter Architect Schirmers Plan skal foregaae ved Domkirken, vil bevirke, at Kroningen udsættes til 1848, eller i det mindste til Høsten 1847, inden hvilken Tid, der saaledes lettelig kan indtræffe Omstændigheter, som af sig selv medføre, at en Anden kommer til at udføre den Function, hvilken efter min Stilling nærmest vilde tilfalde mig. Det tilkommer heller ikke mig at yttre nogen Formening om de saaledes fornødne Foranstaltninger, uden forsaavidt min Erklæring maatte æskes; imidlertid giver den Yttring af det ærede Departement i Slutningen af dets Foredrag, at der neppe vil være noget Afgjørende til Hinder for min Fritagelse, mig Grund til at antage, at Departementet formener, at der dog derved vilde opstaae Ulemper, som man helst maatte ønske at undgaae. I det jeg maa beklage, at jeg, skjøndt mod min Villie, dertil maaskee vil give Anledning, anseer jeg det for min Pligt at bidrage efter Evne til at hæve eller formindske disse Ulemper. Da Bispevielsen formeentlig efter det protestantiske Begreb ikke er til Hinder for, at en Biskop træder over i en lavere geistlig Stilling, vil jeg, hvis det tør antages at være efter Hans Majestæts Ønske, gjerne ved Leilighed søge naadigst Ansættelse i en saaden Stilling. Jeg skal derfor ogsaa tillade mig at tilføie, at saafremt der endnu ikke er skeet Indstilling til Besættelse af Christiania Stiftsprovstie og det dermed forbundne Sognekald, eller Indstillingen dog endnu ikke fra den Norske Regjering er afgaaen, og det ærede Departement i de her berørte Omstændigheder maatte finde tilstrækkelig Grund til at bevirke Indstillingens Afsendelse opholdt, indtil der kan skee Continuations-Indstilling angaaende en af mig om bemeldte Embede indgivendes Ansøgning, da skal en saadan, paa nærmere Underretning, strax blive indsendt.