Wikipedia:Ugens artikel/Uge 6, 2008
NATOs dobbeltbeslutning blev truffet af NATOs medlemslande i Bruxelles den 12. december 1979 som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af de såkaldte SS-20-missiler i Østeuropa, der var blevet påbegyndt i 1976. Natos dobbeltbeslutning symboliserede afslutningen på en relativt fredelig periode i den kolde krig mellem den vestlige verden under ledelse af USA og østblokken under ledelse af Sovjetunionen.
Dobbeltbeslutningen gik ud på, at man ville give Sovjetunionen fire år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud fra Østeuropa. Hvis ikke forhandlingerne i løbet af denne periode førte til aftaler om nedrustning, ville man fra NATO's side, begyndende fra slutningen af 1983, opstille 572 amerikanske mellemdistanceraketter med atomare sprænghoveder i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile såkaldte Pershing II-raketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler. Man ville dermed fra vestlig side fjerne det man så som uligevægten i atomvåbenbalancen. Det var dette samspil mellem trussel og forhandling, der gav anledning til betegnelsen dobbeltbeslutningen. Læs mere