Inge Hvid-Møller

Efter at have gennemgået Det Kgl. Teaters elevskole var Inge Hvid-Møller skuespiller ved teatret 1934-36 med debut 1935 som Esther i Henri Nathansens Indenfor Murene. Hun optrådte i en enkelt sæson 1936-37 på Dagmarteatret og var i tre sæsoner 1939-42 knyttet til Århus Teater. 1942 vendte hun tilbage til hovedstaden, hvor hun resten af sin karriere spillede rundt omkring på privatteatrene. Hun vakte i 1942 omgående opmærksomhed som den patologiske morderske Emmy i gyseren Og derfor dræber jeg på Riddersalen. Inden Anden Verdenskrigs afslutning nåede hun at spille Eliza i Shaws Pygmalion på Folketeatret og friherreinden i Strindbergs Baandet på Alléscenen. Her fik hun i 1946 sit afgørende kunstneriske gennembrud i titelrollen i Jean Anouilhs Antigone. Denne præstation som den kompromisløse oprørerske mod statens, kongemagtens, tyranniske fornuft viste på én gang lidenskaben og den senere hen ofte sentimentalt farvede renhed i hendes talent. Hos Meïr Feigenberg først 1948-50 på Riddersalen og derefter 1950-56 på Frbg. Teater, det nuværende Aveny Teatret, spillede hun bl.a. Masja i Tjekhovs Tre søstre, Alice i Kjeld Abells Vetsera blomstrer ikke for enhver, Rebekka West i Henrik Ibsens Rosmersholm og Serafina i Tennessee Williams’ Den tatoverede rose. 1952 vandt hun sin skuespillerkarrieres måske største og smukkeste sejr som kvinden Stella i Finn Methlings monolog Rejsen til de grønne skygger, siden gentaget i tv og radio samt på Odense Teater. På Det Ny Teater var hun bl.a. moderen Eliza Gant i T. Wolfe-dramatiseringen Englen på torvet, og 1961 spillede hun på Ålborg Teater titelrollen i Bertolt Brechts Mutter Courage, instrueret af hendes tidligere ægtefælle Hans-Henrik Krause, begge roller fremstillet med den understrøm af sentimentalitet, der kontrasterede mod og delvis reducerede karakteristikkens format og farlighed.

Sideløbende med sit virke som skuespiller debuterede Inge Hvid-Møller i 1953 som iscenesætter på Alléscenen med Tjekhovs Onkel Vanja. Herefter var hun i sidste halvdel af 1950’erne knyttet til Riddersalen som instruktør, og instruerede bl.a. L. Pirandellos Nøgen, T. Rattigans Den sovende prins, hvor hun også optrådte som skuespiller, og S. Becketts Vi venter på Godot. Fra 1960’erne helligede hun sig helt virksomheden som instruktør. Hun satte i scene på teatrene i København, bl.a. Vetsera blomstrer ikke for enhver på Det Kgl. Teater og Uanstændigt vidne på Det Ny Teater. Hun gæsteiscenesatte også i Norge og var en hyppigt anvendt instruktør i radioen, hvor hun 1966 blev fast ansat som programmedarbejder i teater- og litteraturafdelingen. Som skuespiller var Inge Hvid-Møller et af efterkrigsårenes mest interessante kvindelige talenter, som iscenesætter gav hun flere løfter, end hendes tidlige død gjorde det muligt for hende at indfri. Hun tildeltes i 1965 Tagea Brandts Rejselegat.