Søren driller

"SØREN DRILLER" Idun, Osaka University, Danish Department, 1998 Martin Paludan-Müller 1 Den grimme ælling blev 'karnøflet', og om danskernes drilleri siger Herman i H.C. Andersens roman 'De to Baronesser' (1849): "De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt." (s.208). En af de mange slemme drillepinde i Danmark var jo Søren Kierkegaard (1813-55) - og det allerede som barn: "En Dag sad en af de store Drenge og græd. Læreren spurgte, hvad der var i Vejen og fik det Svar: Søren driller! Men Læreren gav ham kun en daarlig Trøst, idet han sagde: Hvad saa; du kunde jo let putte ham i din Bukselomme!" (Kirmmse, s.21f). Den amerikanske forsker Kirmmse udgav i 1996 i ét bind alle tilgængelige øjenvidneberetninger om Kierkegaard. Citatet er af en jævnaldrende skolekammerat, Peter Munthe Brun, om hans oplevelse af den niårige Søren. Før vi ser på drilleriets mulige sammenhæng med filosoffens livssyn, kan vi ved flere kilder bekræfte, at drilleriet kom længe før de eksistentielle ideer: "Ganske fri for at være drillesyg har han ikke været og denne Syge udviklede sig, da han kom i Skole og især efter at han var kommen i Borgerdydsskolen. Fra en af hans Skolekammerater, Justitsråd Thorup (...), veed jeg, at Klassen en Dag i Harme over hans Alt og Alle besejrende Dialektik, besluttede at give ham Strambux." (Frederik Meidell i: Kirmmse, s.20). "Uagtet det ofte indbragte ham, den spinkle og altid flygtende Dreng, alvorlige Knubs, saa kunde han dog ikke Andet end at give sit Lune frit Løb og drille meest ved Øgenavne, som han ikke selv just opfandt, og ved sin Latter og Miner; egentlig vittig og skjærende med Ord mindes jeg ikke han kunde være, men tirrende og æggende, hvor han mærkede det virkede, om end Virkningen ofte gik ud over ham selv. Disse Udbrud af en Lyst til Drillen syntes slet ikke at hænge sammen med hans ellers lydløse og stille Gang iblandt os, med det tilbagetrukne og indadvendte Væsen, han ellers bar tilskue. Hans fremtrædende Gave under disse Udbrud var at kunne latterliggjøre sin Gjenstand, det var især de lange og store, sværlemmede Drenge, han gav sig ilav med." (Frederik Welding i: Kirmmse, s.23). 1 Hvad man end synes om drilleri, er det dog modigere at drille store og stærke end små og forsvarsløse. Dette kendetegner Kierkegaard livet igennem. Lad os se på, hvad det er hos 'de store', han som dreng vil rive ned: "Professor Warnecke, der var en flittigt med os arbeidende Mand, men en svag Personlighed, der anstrengte sig for at giøre sig giældende, kunne S.K. ypperligt spøge over - naar han var fraværende - som S.K. som Dreng i det Hele syntes mig, naar jeg nu seer tilbage, fornemlig at have havt Øie for de løse Fuger i Personlighederne - det Usammenhængende og Stødende i Eens Fremtræden. Derfor kastede han sig over de Lange med Aandens Undermaal, de Tykke, der blot havde denne Dimension paa Kroppen, i det Hele over dem, der vare legemligt tidligt paa Færde, men senere i den aandelige Væxt." (Frederik Welding i: Kirmmse, s.24, mine understregninger). Her i 1820'erne var digteren og filosoffen Poul Martin Møllers (1794- 1838, Kierkegaards senere lærer og ven) samtidige tanker om 'affektation' ikke fremkommet, men parallellen er slående og forklarer venskabet. Møller spidder med begrebet 'affektation' (kunstlethed) den svage personligheds trang til at spille betydningsfulde roller: for på samme tid at behage sig selv og verden. Disse roller eller karaktermasker hænger aldrig organisk sammen med personligheden. (Jeg har behandlet Møller grundigere andetsteds, se litteraturlisten.) Det skal selvfølgelig med, at Kierkegaard selv var legemligt uudviklet - så der kan også have været et moment af hævn eller selvhævdelse i drilleriet. Men man siger jo, at børn ikke lader sig narre af voksnes falskhed, og Kierkegaard var født med absolut gehør for eksistensens toner: "Alt ender med Gehør - Grammatikens Regler ender med Gehør - Lovens Bud med Gehør - Generalbassen med Gehør - Philosophiens System med Gehør - derfor fremstilles ogsaa det andet Liv som lutter Musik som en stor Harmonie - gid snart mit Livs Dissonants maatte opløses deri." (1836, Pap. I A 235, s.92). Om den voksne 'Doktor Sørens' familiære drillen fortæller den yngre slægtning Troels Frederik Troels-Lund en barndomserindring: "Da Onkel Christian, som det forekom mig, blev stortalende og med stærkt Eftertryk udtalte sin Mening om et af Dagens Spørgsmaal, svarede Søren Kierkegaard med et gækkende Smil: "Var det den Tale, Du ikke holdt forleden i Borgerrepræsentationen?" Det maa have været træffende, thi Onkel Troels (Teatermaleren), der ligeledes var Borgerrepræsentant, var nær ved at faa et Tilfælde af Latter." (Kirmmse, s.252). Og niecen Henriette Lund beretter: "Onkel Søren, som jeg nu ellers sjældent saae, tog sig ivrigt af os i denne Ferietid, og om det end, for mit Vedkommende idetmindste, ofte gik lidt ud paa Drilleri - saaledes at jeg i Begyndelsen endog var tilbøjelig til at tænke: "Naa, nu er Freden borte," saa snart jeg saae den spinkle Skikkelse og hørte den korte, halvt indeklemte Latter, der ligesom rystede hele Personen - saa varede det dog ikke længe, førend jeg anede en skjult Forkjærlighed og Ømhed bag det drillende Væsen, og Kjækheden saavelsom Glæden over at se ham vendte tilbage." (Kirmmse, s.222, min understr.). Viser dette ikke fravær af ondskab i drilleriet? Vi bør se drilleriet som forkærlighedens 'indirekte meddelelse', der skulle bortsmelte løgn for kærlighedens 2 skyld - ja, endda se hele K.'s pseudonyme forfatterskab som et sådant drilleri: et tilintetgørende spil med den nøgne eksistens' masker, til fordel for forfatterskabets opbyggelige del. Kierkegaards dybe sympati for 'den jævne mand' - ja, for de lidende og enfoldige - skyldtes deres fravær af masker og forfængelige parader mod den kristelige opbyggelse. Det pseudonyme forfatterskab skal med 'sokratisk drillen' (jf. K.'s magisterafhandling 'Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates', 1841) føre det selvbevidste borgerskab ud i selvprøvelsens og angstens svævende uvished, så de med 'Ultimatum' i 'Enten-Eller' sander "Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at over for Gud have vi altid Uret" (S.v.3, s.318). "Gud i Himlene, lad Du mig ret føle min Intethed, ikke for at fortvivle derover, men for desto stærkere at føle din Godheds Storhed." (1839, Pap. II A 423, s.210). At Kierkegaard til gengæld ville oprejse de svage, de allerede prøvede, fremgår smukt af filosoffen Hans Brøchners 'Erindringer om Søren Kierkegaard' (afsnit 43, her efter Kirmmse, s.336f, mine understr.): "Uforbeholdent udtalte S.K. sig om den Betydning, hans Skrifter kunde have for visse bestemte Personer. Hans gamle Onkel, Grosserer M. Kierkegaard, havde en Søn, et Par Aar yngre end S.K., der var vanfør, lam i den hele ene Side, og fuldstændig Krøbling; aandelig derimod vel begavet. Han læste med største Interesse Fætterens Skrifter, besøgte ham af og til i hans Hjem, og hentede sig ved disse Besøg megen aandelig Løftelse. Om ham talte jeg engang med S.K. og fortalte ham, hvor stort et Indtryk et af hans Arbeider: Skriftetalen i "Opbyggelige Taler i forskjellig Aand", havde gjort paa ham. I den tales et Sted om et Menneske, der ved sin legemlige Svaghed er forhindret fra at udøve en Gjerning i det Ydre, og der skildres smukt og opløftende, hvorledes ogsaa et saadant Menneske har den almeenmenneskelige ethiske Opgave ubeskaaren, og hvilken særlig Form Livsopgaven faaer for ham. S.K. sagde: "ja! for ham er det Skrift en Lykke". Det var det ogsaa virkelig. Det havde Magten til at give den haardt Prøvede Kraft til at overvinde den Tanke, at hans Tilværelse var unyttig og forspildt, og at give ham Bevidstheden om, væsentlig at være lige med de af Naturen lykkeligere Udrustede. Netop denne Bevidsthed forstod S.K. ogsaa ved sine Samtaler at holde levende hos ham; derfor gik han saa styrket fra dem." Således hedder det just i den nævnte skriftetale: "(...) er een Synder, som omvender sig, Himlen vigtigere end nioghalvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov: saa er Du, hvis Du i Sandhed er den Lidende, den opbyggelige Betragtning vigtigere end nioghalvfemsindstyve Travle, som ikke have Opbyggelse behov." (S.v. 11, s.100). Kierkegaards pietistiske baggrund viser sig klart i dette tankemønster: hovmod står for fald; de hovmodige og travle skal bringes til ydmyghed - men de af livet ydmygede skal finde trøst. Kan man få øje på en (dansk?) lighedstanke i dette? "Hans Barndoms overveiende Indtryk har været det Religiøse i en strængtorthodox Form, og det har dannet Grundtonen i hele hans Liv. Samlivet med hans Fader og hans ældre Broder har udviklet den skarpe Dialektik, der i hans Ungdom ligesom gik paa Eventyr paa egen Haand, siden blev et Redskab for hans religiøse 3 Retning." (Hans Brøchner i: Kirmmse, s.345, min understr.). Hans Adolf Brorson (1694-1764), pietismens dejlige digter, hvis blide digt smykker Kierkegaards grav, betød meget for K.; men her rynkes brynene: 1. Hvordan takke vi vor HErre, For Hand gav sin Søn herned, Mange skiønne Lit diß være! Paa saa stoor en Kierlighed, Deres onde Synde-Lyst Dekker de med Naadens-Trøst, Vil af JEsu intet lære, Og dog sande christne være. 2. Vist nock, ingen Siæl fordømmes Naar mand paa sin JEsum troor, Naadens-Kilde aldrig tømmes, Naaden er og bliver stoor, Men det er en afsagt Dom: Siden JEsus til os kom, Skal mand sig fra Synden vende, Eller ogsaa evig brænde. 7. GUD, som Lysedt [sic!] lod opklare Udi Naadens-blide Aar Vil og ingenlunde spare Dem, som samme Lys forsmaar, Vil du vende Ryggen til GUD dig fra sig støde vil; Vil man ikke Lyset kiende, Skal mand sig paa Lyset brænde. De to (af mig) understregede passager svarer helt til de to modsatte sider af Kierkegaards personlighed og forfatterskab, som begge med tiden udprægedes: For enden af pseudonymernes eksperimenterende og drillende beviser på de 4 verdslige livsformers og værdiers fortvivlende utilstrækkelighed udbrød forfatterens egen uforsonlige kamp mod den borgerlige kirkes vanekristendom. Omvendt mildnedes Kierkegaard i forholdet til sine nærmeste: "Det er med Glæde, at jeg erindrer ham i den lange Række af Aar, jeg har kjendt ham, næsten 20 Aar, hvorledes det Milde og Kjærlige i hans Personlighed bestandig mere fik Overvægten over det stærke ironiske og polemiske Element, der af Naturen var i ham (...)" (Hans Brøchner i: Kirmmse, s.343). Brøchner sammenfatter de to sider, jeg har behandlet ovenfor: "Han forholdt sig ogsaa i vore Samtaler væsentlig meddelende til mig, og jeg saa deri et Beviis paa, at han nærede Velvillie mod mig. Han havde to Maader at samtale paa: den ene som væsentlig meddelende, vækkende, opmuntrende; den anden som spørgende, ironiserende, og gennem sin Dialektik confunderende." (samme, s.335). 2 Lad os gå fra andres oplevelse af Kierkegaards drilleri til hans egne optegnelser om tilværelsens iboende drilleri og ironi. Typisk er det en komisk afbrydelse af planer eller travlhed: "Een, der gik og tænkte paa et Selvmord, i det Samme faldt en Steen ned og slog ham ihjel og han endte med de Ord: Gud være lovet." (1836, Pap. I A 158, s.78). Tagstenen genkendes fra et af Enten-Ellers 'Diapsalmata' - om det at have travlt som det latterligste i verden: æstetikeren ler hjerteligt, når en sådan "Hastværker" rammes. Temaet varieres i en samtidig dagbogsoptegnelse: "Der er ingen Msk., jeg i den Grad ønsker maa falde, ell. at Knippelsbro maa gaae op for dem etc. som disse travle Forretningsmænd, der har saa uendeligt meget at gjøre i Verden, istedetfor at vi andre naar Knippelsbro gaaer op vil finde at det er en passende Leilighed til at falde i Tanker -" (1840, Pap. III A 22, s.275). Den udadvendte falder - den indadvendte falder i tanker. Hastværkeren forstår ikke sig selv: "Man maa først lære at kjende sig selv, inden man kjender noget andet (gnothi seauton). Først naar Mennesket saaledes inderligt har forstaaet sig selv og nu seer sin Gang hen af [:ad] sin Bane, først da faaer hans Liv Ro og Betydning, 5 først da bliver han fri for hiin besværlige, uheldsvangre Reisekammerat - hiin LivsIroni, der viser sig i Erkendelsens Sphære og byder den sande Erkjenden at begynde med en Ikke-Erkjenden (Socrates), ligesom Gud skabte Verden af Intet." (1835, Pap. I A 75, s.51, min understr.). "Gnothi seauton" (hos K. selvfølgelig med græsk skrift) er Sokrates' "Kend dig selv!", og det er tydeligt, at den sokratiske ironi gav Kierkegaard filosofisk begrundelse for eget drilleri. Sokrates beskriver i sin forsvarstale sig selv som en, der "er blevet sat på byen af guden, som på en stor og ædel hest, der på grund af sin størrelse er noget træg i det og trænger til at blive vækket af en hestebremse." (Platon: Sokrates' Forsvarstale, 30c, s.56). Det må siges, at K.'s selvforståelse indtil kristendommens grænse nøje svarer til hans billede af Sokrates. I optegnelserne fra 1846 beskæftiger han sig flere gange med dette billede: "Hvorfor sammenlignede Socrates sig selv med en Bremse? Fordi han kun vilde have ethisk Betydning. Han vilde ikke være et beundret Genie der stod udenfor Andre og derfor igrunden gjør de andre Livet let, idet de sige: ja han kan sagtens han er Genie. Nei han gjorde kun hvad ethvert Msk. kan, han forstod kun hvad ethvert Msk. forstaaer. Deri det Epigrammatiske. Han beed sig fast i den Enkelte, bestandigt tvingende og drillende ham med dette Almindelige." (1846, Pap. VII:1 A 69, s.447, min understr.). Det gælder da ikke om selv at fremstå som eksempel til efterfølgelse: blive en beundret folkeleder (tværtimod - heraf Kierkegaards 'flaneren' i byen!), men blot om at henvise den indbildt selvsikre til hans virkelige, etiske (for Kierkegaard: religiøse) selv. En forskel består i, at nulpunktet på Sokrates' førkristne eksistens-termometer var: 'uvidenhed'; på Kierkegaards kristne: 'angstens uvished' (jf. 'Begrebet Angest') og 'fortvivlelse' med hensyn til at overtage sit evige selv (jf. 'Sygdommen til Døden'). I en efterfølgende optegnelse (73, s.448) hedder det om denne forskel mellem den græske og kristne tanke: "Græciteten kunde ikke tænke det Gode uden det Skjønne (Retningen ud efter). I Chrstd. er det Godes væsentlige Udtryk Lidelse (Retningen ind efter; thi Lidelse ligger netop i, at Retningen ud efter er negeret - Verdens 6 Synd.)." Siden JEsus til os kom, Skal mand sig fra Synden vende, Eller ogsaa evig brænde. Vi husker, at Kierkegaard kun drillede de stærke; derfor vil han drille flertallet: "En Ironiker, som er i Majoriteten er eo ipso en maadelig Ironiker. Det at være i Majoriteten er et Umiddelbarhedens Ønske, Ironien er mistænkelig [:mistænksom] baade til Høiere [sic!] og Venstre. En sand Ironiker har derfor aldrig været i Majoriteten. Det er Spasmageren." (1846, Pap. VII:1 A 64, s.446, min understr.). I den næste optegnelse (65) afviser K. også, at Sokrates var populær, idet han talte med jævne folk: dette var ironisk polemik mod de lærde filosoffer. Det gode drilleri henviser altså den enkelte til eksistensens ide: blot at være menneske - ved at fornægte verdens synd. Det onde drilleri er derimod flertallets hjerteløse og syndige 'karnøflen', eksekveret af 'Spasmageren' - med H.C.Andersens ord fra først: "hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt." Netop på disse optegnelsers tid måtte Kierkegaard døje den ansigtsløse mængdes spas, forklædt som ironi, i vittighedsbladet 'Corsaren': "Det er dog saa sandt hvad der staaer i min Disputats, at Ironie gjør Phænomenerne aabenbart. Mit ironiske Spring ind i Corsaren bidrager først til at gjøre det aldeles tydeligt, at Corsaren ingen Idee har. I Ideen seet er den død, selv om den fik endnu et Par Tusind Subscribenter. Den vil være ironisk og forstaaer end ikke Ironie. (...) Eensom har jeg altid været, nu faaer jeg ret igjen Leilighed til at øve mig. Og see min eensomme Hemmelighed er ikke min Græmmelse, men netop at jeg har Magten, at jeg forvandler det Fjendtlige som tjenende min Idee, uden at det selv aner det. Ja vist er dette Liv tilfredsstillende, men det er ogsaa forfærdeligt anstrængende. (...) Men Religieusiteten er atter det Frelsende, i den er der Sympathie med Alle, ikke i snaksom Sympathie med Parti-Venner og Tilhængere, men uendelig Sympathie med Enhver - i Taushed. (...) Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til næsten at fornærme mig ifølge Corsarens Ordre; de unge Studenter grine og fnise og ere glade over at en Fremragende trædes ned (...)" (1846, Pap. VII:1 A 98, s.456 og 458, min understr.). 7 Denne forfærdelige anstrengelse slog ham til sidst ihjel. Smertepunktet var, om han virkelig evnede at se stort på pøbelens mening: hæve sig fra ironi til humor. Fastholdelsen af at 'have magten' tyder ikke på det, men allerede i 1836 skitserer Kierkegaard derom: "Humor i Modsætning til Ironie, og de kunne derfor gjerne være forenede i et Individ, begge Dele betinges derved, at man ikke er indgaaet med Verden; men ved det første modificeres denne Ikke-Indgaaen med V. derved, at man bryder sig Pokker om den, ved den anden derimod derved at man søger, at paavirke V.; men netop spottes af denne." (1836, Pap. I A 154, s.77). Kierkegaard opgav aldrig at påvirke verden - til at opgive at tro på verden: på en måde var han selv, i sin voldsomme produktivitet, en af dens hastværkere. Hans absolutte perspektiv tillod ingen rent humoristisk forsoning med medmennesket. Et umiddelbart forhold lå ikke for: ifølge 'Kjerlighedens Gjerninger' formidler kun Gud mellem mennesker. Evighedens alvor skal dog ikke forveksles med tidens: "Der ere mange høirøstede og letsvedende Msker, der ere dumme nok til at antage, at deres Dumhed er Alvorlighed, og alvorlig-dumme nok til at ville bilde Andre det ind. (...) Den, som ikke hvert Øieblik tør underkaste sin Alvor Spøgens Prøve han er dum er comisk" [sic!] (1844, Pap. VI A 3, s.392). Spøgens prøve er (livs)ironiens advarsel fra humorens dyb. 3 I disse år har Kierkegaard haft særligt blik for borgerskabets affektation. Møllers afhandling om emnet var ikke udgivet, men han arbejdede på den til sin død i 1838, og den unge Kierkegaard talte hyppigt med ham. I at gennemskue tidens affektation viderefører K. sin ældre vens tanker - for så, i tidens larm, at gøre plads for evighedens hvisken. "Overhovedet nærme alle Folk sig med Aarene mere og mere til at blive Lirekasser hvad deres Tale angaaer; til at blive Automater i Bevægelse (derunder indbefattet Muskelspil etc.) (...)." (1837, Pap. II A 23, s.135). "Spidsborgerne springe altid et Moment over i Livet (...) Deres Moral er et 8 kort Indbegreb af de forskellige Politie-Placater; det Vigtigste for dem at være et nyttigt Medlem af Staten og holde Aftenbetragtninger i en Klub; de have aldrig følt den Hjemvee efter et ubekjendt fjernt Noget, aldrig det Dybe, der ligger i slet Intet at være." (1837, Pap. II A 127, s.158). En senere Kierkegaard-læser, Albert Camus, skriver i sin dagbog: "Jeg har altid været splittet mellem min lyst til at se andre mennesker, det aktive livs forfængelighed, og så ønsket om at blive som disse have af glemsel med denne umådelige stilhed, der er som dødens fortryllelse." (s.87). 4 Vi er hermed nået til at beskrive det, der bør drilles: det overfladiske og mekaniske - tidens dumme alvor uden lidenskab. 'En literair Anmeldelse' (1845 - af novellen 'To Tidsaldre' fra samme år af Thomasine Gyllembourg, 1773-1856) gav Kierkegaard rig lejlighed dertil: "Den udvortes, stykkevise Dressur i Forhold til et tomt Indre, det kneisende Ukrudts Farve-Pragt i Modsætning til det velsignede Korns ydmyge Bøiethed (...) er, som blot Form, Affectation." (S.v. 14, s.57, min understr.). "Men vor Tid er jo netop (...) i Inderlighedens og i romantisk Forstand væsentligen lidenskabsløs." (samme, s.50). Det modsatte af affektation er just lidenskab: "Hvor der er væsentlig Lidenskab tilstede i Inderlighed, der glemmes Omgivelsen." (samme, s.37). Kierkegaards ven Poul Martin Møller indrømmede, at "Noget Selvbedrag er nødvendigt; thi det udgjør Livet." (1822-26, Skrifter i Udvalg, 2, s.292). På den anden side gælder det, at "Et vist Slags samvittighedsfuld Ærlighed nøder Folk til idelig at standse Sympathiens Strøm i Omgang, fordi man ikke ubetinget kan sige Ja." (Strøtanker 1826-37, Efterladte Skrifter, 3, s.99). Glemmes dette, opstår enten total opløsning eller, mere almindeligt, den faste affektations karaktermaske. Den består af vaneforestillinger, hvorom det gælder, at "det Centrum, der bærer en saadan Forestillingskreds, falder udenfor Subjectet selv" (Filosofiske Essays, s.147). I den anmeldte novelle siger Lusard, der har trukket sig tilbage fra 9 tidsalderens affekterede handlingsliv: "Til alle Tider have Menneskene løiet for sig selv og Andre, men de have skammet sig derved; det gjøre nu de Fleste ikke længere." (s.216, min understr.). Om omgivelsernes dressur og individets frigørelse skriver anmelderen (S.v. 14, s.75, min understr.): "Først maa da Individet gjennembryde Fængslet, hvori den egne Reflexion holder ham, og naar saa det er lykkedes, staaer han endnu ikke i det Frie, men i den store Fængsels-Bygning, som Omgivelsens Reflexion danner, og har ved Reflexions-Forholdet i sig atter et Forhold til denne, som kun religieus Inderlighed kan frigjøre ham fra, selv hvormeget han end gjennemskuer Forholdets Usandhed." Men religiøs frigørelse fra mængden kræver gehør: "thi Gudens Stemme er altid en Hvidsken og Tidens Fordring i et tusindtunget Rygtes Form er ikke et almægtigt Bliv der skaber store Mænd (...)" (samme, s.13). Det ser ud til, at samfundets tankebaner påtvinger os affektation. Hos Møller hedder det tilsvarende (Strøtanker fra årene 1822-26, Skrifter i Udvalg, 2, s.291): "Folk ere ikke det, Naturen bestemte dem til, da det stramt organiserede Borgersamfund udsletter Individualiteten. Den, der vil gøre Lykke, maa intet fremstikkende have, uagtet Dygtighed egentlig bestaar i det fremstikkende." - Og inspireret af Rousseau hedder det: "I Naturstanden levede hver adskilt og udviklede sig trodsig en Personlighed, da han ej forstyrredes af mange. Nu danner man sig ved Abstraktion en almengyldig Person, et Selskabsideal uden Kanter, et Ideal uden Individualitet." (Her må jeg tænke på japanske firmaers menneskeideal ved ansættelser.) Om sådanne uorganiske abstraktioner optegner Kierkegaard i 1837: "Der er mange Mennesker, der komme til et Livs-Resultat ligesom Skoledrenge; de snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet Stykket." (Pap. I A 322, s.108). Og året efter skriver han om, at han selv ikke kan glemme sin "Tvivl, Bekymring, Uro med Hensyn til at fatte en Anskuelse af Verden" - "af Frygt for at jeg skulle have tilløiet mig et Resultat." (1839, Pap. II A 807, s.267). Om affektation fastslår Kierkegaard fyndigt: "Blandt alle glimrende Synder 10 er de affekterede Dyder de værste." (1844-45, Pap. VI A 27, s.397). På den ene side vil han rense sig for samfundets affektation: "Mine Omgangsvenner have med faa Undtagelser ikke udøvet nogen synderlig Magt over mig. (...) Ogsaa deres Indflydelse og de deraf mulige Misvisninger paa mit Livs Compas har jeg nu unddraget mig." (1835, Pap. I A 75, s.53). På den anden side indser han, at "det er farligt at afsondre sig for meget, unddrage sig Selskabets Baand." (1836, Pap. I A 177, s.81). "Ofte kan ogsaa en underlig Ængstelighed paanøde sig for, at man, naar man allermeest troer at have forstaaet sig selv, dog egenlig kun har lært en Andens Liv udenad." (1835, Pap. I A 75, s.51). På denne vis fører han, som senere Kafka (Kierkegaards læser), proces mod sig selv. Ængstelighedens stemme svarer til middelalderens hofnar: "Det synes næsten, som der behøvedes to Individer for at danne et heelt Menneske; derfra da ogsaa den Begeistring for Fyrsten eller Herren, som Narren ofte udviste." (1836, Pap. I A 145, s.75). Kierkegaard kunne da også se sig selv som nar: "Jeg har ogsaa forenet det Tragiske med det Comiske: Jeg siger Vittigheder, Folk leer, jeg græder." (1837, Pap. II A 132, s.160). Affektation og ironi er ofte tema i tidens litteratur. Et par steder i Poul Chievitz' (1817-54) roman 'Fra Gaden' (1848) illustrerer dette. Den brave spillelærer Vilhelm udvikler, at "det var smukkere, om man lod Uskylden blive, hvad den var, en negativ Dyd, som man ubetinget antager er tilstede, end at man stadser den op og gjør den til et Talent, hvormed der skal glimres i Selskaberne, ligesom med Fortepianospil og Botanik." - "(...) vi erindre, at de gode Damer fra Vuggen af blive øvede i at spille alle mulige Roller, saaledes at de opnaae saa stort et Talent, at de kunne udføre hvilkensomhelst Charakter de ville til den høieste Grad af Fuldkommenhed." (s.106107). Senere vises, at 'ironikeren' også er en af tidens roller. En tidligere moralprædikant "forklarede ved samme Lejlighed, hvorledes han endnu var uvis, om han vilde gaae over til at blive Ironiker eller Soldemester. Ironien, tilstod han, fristede ham mægtigt, da den vilde give hans Stilling i Selskabslivet et hidtil savnet pikant Relief (..)" (samme, s.152). 11 Narrens kritiske rolle er dog også ufri. Kierkegaard ønsker "at faae Vittigheds-Djævelen til at blive hjemme, den Engel, der med det luende Glavind, som jeg har fortjent det, stiller sig mell. mig og ethvert uskyldigt Pigehjerte (...)". Narrerollen må overvindes: "O hvor jeg føler, at jeg er ene - o Forbandelse over hiin hovmodige Tilfredshed med at staae alene (...)" (1837, Pap. II A 67 og 68, s.145). - "Hvor er dog kvindelig Hengivenhed stor. - Men dette er den Forbandelse, der hviler over mig, aldrig at turde lade noget Msk. dybt og inderligt knytte sig til mig." (1841-42, Pap. III A 161, s.304). Dette modificeres - passende efter forlovelsens hævelse (1842-44, Pap. IV A 155, s.356): "Det er dog egentlig en Ufuldkommenhed ved en Personlighed, at den kan give sig saaledes hen til et andet Menneske, at den ikke beholder sig selv tilbage. (...)". Som vi har set, var den sokratiske ironi etisk. Men ironi er for Kierkegaard indelukket (til forskel fra troens åbne humor). Det ses i 'Definition paa Ironi' (1844, Pap. VI A 38, s.399): "Ironi er Enheden af ethisk Lidenskab, der i Inderlighed uendeligt accentuerer det egne Jeg - og af Dannelse der i Udvorteshed (i Omgang med Msk.) uendeligt abstraherer fra det egne Jeg. Det Sidste gjør, at ingen mærker det Første, og deri ligger Kunsten og derved betinges det Førstes sande Uendeliggjørelse." Denne ironi er grundlag for den pseudonyme indirekte meddelelses vantro drilleri og dialektik, som blot kan vise den enkelte vej mod tavshedens grænse til det sande selv, til troen. Om drillepindens befriende selvovervindelse noterer Kierkegaard: "Ironien er først overlevet, naar Individet, hævet op over Alt, skuende ned derpaa tilsidst er hævet op over sig selv og har seet sig selv i sin Intethed fra hiin svimlende Høide og derved fundet sin sande Høide. (...) Ironien, naar den dræber sig selv har ved Humoren foragtet Alt sig selv med iberegnet." (1837, Pap. II A 627, s.244). "(...) det er den magre Ironiker, der behøver Humoristens fortvivlede Dybde." (1837, Pap. II A 179, s.167). - "Netop fordi Humor vil have det Absolute uden det Relative, derfor famler den om i de meest fortvivlede Spring, altid i den rædsomste Relativitæt - (1840, Pap. III A 49, s.279). Alligevel gælder det, at "Humor er derfor 12 først egl. speculativ - den er for al Empirie urokkelig ægte genial Sindsstemning, medens Ironie i ethvert Moment befrier sig fra en ny Afhængighed - hvilket fra den anden Side vil sige er afhængig i ethvert Moment." (Pap. II A 192, s.169). Humor lever på eget dyb: "Saa er man kommen til Ro, naar man ligesom Alcedo ispida (Iisfuglen) kan bygge sin Rede paa Havet. -" (1837, Pap. II A 612, s.242). Ironi udtrykker derimod jeget, der i kampen for at holde sig fri af tiden hænger fast i hofnarrens negative rolle i sin tid. Først i den troende humors evighed slipper jeget magten eller dør, så selvets helhed kan opbygges - i Guds lys. Ved grænsen til det absolutte hersker humorens livsbegreb, som også er forfatterskabets grænse mod stilheden: "Nu indseer jeg, hvorfor den egl. Humor ikke som Ironie kan opfattes i en Roman og derved ophøre at være et Livsbegreb netop fordi det hører med til Begrebet ikke at skrive - ligesom Socrates ikke efterlod Skrifter (...)". Tilbage er de opbyggelige taler, bønnen og glæden: "Hvorvidt kan der ligge noget humoristisk i Bønnen, i den deri indeholdte Tilsidesættelse af al verdslig Relativitæt, det at være Duus med Gud." (1837?, Pap. II A 658 og 660, s.248). "(...) Sandheden er netop den, at hver skal gjøre Gud Regnskab for sig. (...)" (1844, Pap. V A 60, s.382). "Men Humoren er ogsaa den Glæde, der har seiret over Verden." (1837?, Pap. II A 672, s.250). 13 LITTERATUR: Andersen, H.C.: De to Baronesser (1849, DSL/Borgen, 1997). Brorson, H.A.: Udvalgte salmer og digte (DSL/Borgen, 1994, s.22-24: Nogle JulePsalmer, 1732). Camus, Albert: Dagbøger (Gyldendal, 1996). Chievitz, Poul: Fra Gaden (1848, DSL/Borgen, 1991). Gyllembourg, Thomasine: Drøm og Virkelighed & To Tidsaldre (1845, DSL/Borgen, 1993). Kierkegaard, Søren: Dagbøger i udvalg 1834-1846 (DSL/Borgen, 1992); citeres her ifølge alm. praksis som Papirer: "Pap.". Kierkegaard, Søren: Samlede værker 1-20 (Gyldendal, 1963); citeres: "S.v.". Kirmmse, Bruce H. (red.): Søren Kierkegaard truffet (C.A. Reitzel, 1996). Møller, Poul Martin: Efterladte Skrifter (Reitzel, 1856). Møller, Poul Martin: Filosofiske Essays og Strøtanker (Gyldendals Uglebøger, 1965). Møller, Poul Martin: Skrifter i Udvalg (ved Vilhelm Andersen, Gad, 1930). Paludan-Müller, Martin: Udlængsel og hjemve - personlighedsopfattelse hos Poul Møller og hans forgængere (Museum Tusculanums Forlag, 1987). Platon: Sokrates' forsvarstale & Kriton (Det lille forlag, 1998) NB: Rettelser i kantede parenteser: [] er mine påpegninger af lynskriveren Kierkegaards meningsforstyrrende sjuskefejl i papirerne. 14 "Søren driller!" ["Søren is teasing!"] Martin Paludan-Müller Summary From his childhood Søren Kierkegaard (1813-55) loved to tease the apparently strong about their weak personality. I follow this theme during his life and works (including diaries), as well as testimonies by eyewitnesses. The concept of irony was popular in the period around 1840 (I show it in other writers' novels), but K. used it in a Socratic teasing of the society's affectation (a concept from K.'s philosophic friend Poul Martin Møller, 1794-1838) to open minds to the depth of humour and true human Self in the light of Christianity. Teasing is the nerve of K.'s life and works. Thus, to describe his teasing means to introduce this famous thinker - without whom my department in Osaka would not exist. 15