folkemusik

Den intellektuelle interesse for "folket" og dets musik opstod som led i den førromantiske bevægelse i England og Tyskland (se folkekultur). Folkemusikbegrebet har rod i J.G. Herders kulturteorier, nærmere bestemt i Herders brug af ordet "Volkslied" (1773) som betegnelse for almuens sange. Et folks mundligt overleverede traditioner vidnede i særlig grad om dets natur, "folkeånden", og derfor blev det vigtigt at indsamle og studere dem. Romantikkens folkeviseindsamlere og entusiaster, bl.a. brødrene Grimm, opfattede folkevisen som skabt spontant, ubevidst og kollektivt af folket. Denne såkaldte produktionsteori blev senere i 1800-t. erstattet af en receptionsteori, der anerkendte individer som skabere af musikken, men hævdede, at almuens viser og dansemusik oprindelig stammede fra samfundets åndelige elite.

De tyske nazisters inddragelse af folkemusikken som led i den politiske propaganda gjorde begrebet suspekt efter 2. Verdenskrig. Da man i 1947 i UNESCO-regi dannede den verdensomspændende interesseorganisation, International Folk Music Council, blev der snart behov for en ny definition. Den lyder i uddrag i dansk oversættelse: "Folkemusikken er produkt af en musikalsk tradition, der bygger på overlevering gennem øret. De faktorer, som skaber traditionen, er: (1) En kontinuitet, som sammenknytter nutid og fortid; (2) variation, der udspringer af kreative impulser fra individ eller gruppe; (3) et samfunds udvælgelse, som er afgørende for, i hvilke former musikken overlever. (...) Det er et samfunds omformning og genskabelse af musikken, der gør den til folkemusik".

Skønt denne definition forsøger at være objektiv og verdensdækkende, rummer den nogle diskutable antagelser. Den forudsætter eksistensen af samfund med stabile levevilkår, hvor mundtlig tradition kan eksistere. Højt industrialiserede, urbaniserede samfund passer ikke ind i definitionen. Kritikken af definitionen kom især fra amerikanske socialantropologer, som ønskede at studere musikkens sociokulturelle aspekter, herunder også musikskabelse og musikudøvelse i industrisamfund. Overlevering gennem øret er vigtig for megen, også nutidig, musik, men med de audiovisuelle massemedier har denne overleveringsmåde fået et afgørende nyt aspekt. Ikke bare i den vestlige verden, men også fx hos musikere i stammesamfund i Afrika, bruges den nye teknologi som led i ikke-skriftlig musikoverlevering. Desuden blandes mundtlig og skriftlig overlevering. De forskellige opfattelser af folkemusik lægger forskellig vægt på sociologiske, musikalsk-stilistiske og funktionelle kriterier. Romantikerne opfattede folkemusik som den traditionstro landalmues musik, og socialistisk inspirerede skribenter har defineret folket som arbejderklassen. Musikvidenskaben har påpeget nogle stiltræk, som hævdes at være karakteristiske for folkemusik: Særlige skalaer, improvisation på basis af melodiske formler, specielle instrumenter, et eget klangideal. Musiketnologer og -antropologer har studeret, hvordan musikken er bestemt af sin funktion, fx som led i riter, arbejde, berettelse eller dans. I dag er interessen mindre fokuseret på musikkens oprindelse end på den musicerende personlighed.

I mange områder af Europa har man indsamlet sangtekster og melodier siden ca. 1800. Man kan groft taget skelne mellem tre hovedperioder i indsamlingen: 1800-t., 1900-50 og tiden efter 1950. I 1800-t. var indsamling og udgivelse drevet af ønsket om at dokumentere gamle traditioner, der vidnede om et nationalt særpræg, hvorfor vokale genrer havde hovedinteressen. Indsamlere gik til landbobefolkningen og nedskrev tekster og i mindre grad også melodier (herhjemme bl.a. Svend Grundtvig, A.P. Berggreen og Evald Tang Kristensen). 1900-50 blev arbejdet institutionaliseret og professionaliseret, idet mange lande fik offentlige folkeminde- og folkemusiksamlinger (herhjemme Dansk Folkemindesamling) samt private folkemusikselskaber.

Omkring 1900 opstod en videnskabelig udforskning af musikken, der havde som forudsætning, at det nu var muligt at opbevare lyden ved hjælp af fonografoptagelser. Interessen for den instrumentale, egnsprægede folkemusik voksede. Desuden blev folkeviserne brugt som led i skoleopdragelsen. Siden ca. 1950 har det nationalromantiske indhold i folkemusikken været stærkt kritiseret. Ved hjælp af båndoptager, radio og video har institutioner og private dokumenteret folkemusik som en levende tradition såvel i byen som på landet. Ungdomsoprøret i 1960'erne gjorde folkemusikken til et symbol på modstand mod politisk og social konservatisme; det betød, at en ny generation af "folkemusikere" bearbejdede den traditionelle musik og rykkede den over i massemedierne. I dag er "den ny folkemusik" en genre, som en musiker kan vælge på linje med "etnisk musik", samtidig med at folkemusik i traditionel betydning fx stadig trives blandt børn. Siden 1960'erne har indvandrere og flygtninge skabt miljøer, hvor deres egne og lokale traditioner sammensmeltes.

Den traditionelle folkemusik kan rubriceres efter, om den er knyttet til en bestemt situation eller ej. Arbejdsmusikken er karakteristisk ved, at fremførelsen og arbejdet gensidigt påvirker hinanden (se arbejdssange). Megen traditionel musik er knyttet til livets og årets cyklus. Fx har bryllupsmusik altid spillet en vigtig rolle og findes i meget varierede former i Europa, lige fra østeuropæiske grædesange (dialoger mellem bruden og hendes mor om den forestående adskillelse) over skæmtende korsange til ceremoniel, instrumental dansemusik; ved bryllupper har gamle musikalske traditioner ofte holdt sig hårdnakket. Se også børnesang, klagesang, kalendersang.

Berettende sang er ikke knyttet til en bestemt situation, hvad enten det drejer sig om episk sang (fx islandsk rimur, finsk runosang, russisk byline, heltekvad på Balkan) eller visesang. Den middelalderlige, folkelige balladesang har tiltrukket sig særlig interesse, hvad enten den har overlevet som en sangdans (fx kvaddans på Færøerne) eller som solistisk visesang (herhjemme Danmarks gamle Folkeviser og de såkaldte skæmteviser). Talrige nyere viser — fortællende, lyriske eller kritisk-skæmtende — har været brugt i mange sammenhænge som opbyggelse, som underholdning og nyhedsformidling.

Folkemusikinstrumenter kan være hjemmelavede eller professionelt fremstillede. Ligesom for melodiernes vedkommende har folk bevaret gamle instrumenter, overtaget fra kunst- og populærmusikken (fx violin, obo, klarinet) eller skabt blandingstyper. I flere lande betragtes ét instrument som nationalinstrument (kantelen i Finland, alpehornet i Schweiz), men de fleste folkeinstrumenter kendes i varierende former hos flere nationaliteter. Således har sækkepibe, drejelire og mundharpe været udbredt over det meste af Europa. Dansemusik og anden folkemusik findes såvel i solistiske former som i ensembler.

• folkemusik i Danmark
• folkesang
• folkevise
• spillemandsmusik
• musiketnologi