Ametyst geoder fra Berardo Collection, Monte Palace, Madeira
Ametyst geoder, Berardo Collection, Monte Palace, Madeira
Ametyst geoder fra Berardo Collection, Monte Palace, Madeira
Licens: CC BY NC SA 3.0

Geode, hvis vægge er beklædt med lag af calcedon og med krystaller af ametyst, der vokser ind i hulen.

.

Ametyst er en gennemsigtig lilla til rødviolet varietet af kvarts. Farven er ofte ujævnt fordelt. Ved opvarmning til 400-500 °C skifter ametyst farve, oftest til brungul, men undertiden fremkommer en grøn farve. Ved opvarmning til over 575 °C bliver ametyst farveløs. Den brungule sælges ofte som citrin.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ametyst kommer af græsk amethystos 'som virker mod beruselse', af a- 'u-' og methyein 'være beruset af vin'

Forekomster

Ametyst forekommer i hulrum i lavabjergarter og i mange malmførende gange. De vigtigste produktionssteder er Brasilien, Uruguay og Zambia. Ametyst er en meget anvendt smykkesten. Den forhandles ofte som krystalhuler, kaldet geoder, og fremstilles også syntetisk.

Historie

Ametystkrystaller har været anvendt i mange forskellige kulturer, herunder oldtidens Egypten og Grækenland samt i Romerriget. Ametysten har flere betydninger bl.a. ædruelighed, der symboliserer renhed, klarsyn og afholdenhed.

Ametysten er populær ved 'healing', hvor mineralets egenskaber tænkes at være behjælpelig ved stress, tankemylder og bekymringer. I forbindelse med healing er forestillingen, at stenen skaber ro og balance ved at fjerne vrangforestillinger og unødvendige forstyrrelser, som kan sløre vores tanker og følelser.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig