Kalkmalerierne i Mørkøv Kirke i Nordvestsjælland er udført ca. 1460-1480 af Isefjordsværkstedet. På en hvælvkappe findes denne fremstilling af Helvedes gloende gab. Konge og bisp er blandt de nøgne mennesker, som en grinende djævel trækker ind i luerne, hvor der sidder en konge i forvejen. Forneden tv. køres en nøgen kvinde i trillebør, mens en anden rides og piskes af en djævel. I bogstaveligste forstand udbasuneres de fordømtes grumme skæbne for kirkens menighed.
Helvede er i Det Gamle Testamente beskrevet som et sted, hvor de døde fører en skyggetilværelse. Ved siden af denne opfattelse af Helvede udvikledes i senjødedommen og Det Nye Testamente tanken om Helvede som et straffested.
I Det Gamle Testamente betegner det hebraiske ord sheol dødsriget
På det gyldne alter fra Ølst Kirke sydøst for Randers anskueliggøres Kristi nedfart til Helvede i to af alterets billedfelter. Her udfrier Frelseren Adam og Eva af dødsriget ved at gribe dem ved hånden; bag dem følger Johannes Døber. Alteret stammer fra 1100-t.s slutning; det befinder sig på Nationalmuseet.
Dette straffested omtales som dalen Gehenna, også kendt under navnet Hinnom. Dalen, der ligger syd for Jerusalem, fungerede som den lokale gravplads. Ifølge profeten Jeremias skulle dalen fyldes med lig som straf, fordi hans landsmænd bragte menneskeofre (Jer. 7,30ff); dette er formentlig baggrunden for, at Gehenna efterhånden kan bruges som betegnelse for et sted, hvor de døde straffes.
I Helvede er der en uudslukkelig ild (Mark. 9,42-49). Det er denne straffende ild, der omtales i beskrivelsen af verdensdommen, hvor de forbandede sendes "til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle" (Matth. 25,41), jf. Joh.Åb., kap. 20, hvor Djævelen styrtes i ildsøen.
Heraf udvikledes den middelalderlige forestilling om Helvede (italiensk: inferno), der fx kan aflæses i mange kalkmalerier, og om Skærsilden.
Ved siden af forestillingerne om ilden findes tanken om straffestedet som et uendeligt mørke (Matth. 8,12). Ifølge den apostolske trosbekendelse har Jesus mellem død og opstandelse besøgt de døde ("nedfaren til Dødsriget", dvs. Helvede).
Nedfarten til dødsriget er blevet forstået som Kristi udfrielse af fangerne i Helvede, fx i Grundtvigs gendigtning af et oldengelsk kvad, "I kvæld blev der banket på Helvedes port" (1837; optrykt i Højskolesangbogen).
I protestantisk teologi har Helvedet traditionelt været forstået som "de vantros evige straflidelse", mens opfattelser af Helvedet såsom "at vide sig i Guds nærhed og dog forladt af Gud", har vundet frem.
Andelen af protestantiske præster og kirkegængere, der opfatter Helvedet, som et fysisk sted eller i det hele taget et fænomen, der er relevant at fokusere på, har været stærkt faldende (jf. bl.a. The European Values Survey / Den Danske Værdiundersøgelse.)
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.