Størstedelen af slotsanlægget er placeret på tre forbundne småøer i søen:
På den sydligste holm ligger foruden de to fæstningstårne fra Frederik 2.s anlæg en række teglstensbygninger, hvoraf den højeste, Herluf Trolles Tårn, ligeledes er fra 1500-t. Bygningerne danner den såkaldte Staldgade, som fortsætter i den svungne S-bro.
På den mellemste holm passerer man gennem det mægtige porttårn ind i den ydre gård, der mod vest og øst afgrænses af henholdsvis Slotsherrens Hus og Kancellibygningen. Neptunfontænen er en kopi af Adriaen de Vries' oprindelige vandkunst fra ca. 1620, hvis figurer i 1659 blev taget af svenskerne som krigsbytte og placeret i Drottningholms have.
På den yderste holm ligger selve slottet, en stor, trefløjet bygning, der efter fransk forbillede er lukket mod syd ved en lav terrassemur. Slottets fire etager høje hovedlænge, Kongefløjen, med de kongelige lejligheder flankeres mod vest af Kirkefløjen med Slotskirken og derover Riddersalen og mod øst af Prinsessefløjen.
Foran Kongefløjen ses det loggialignende toetagers Marmorgalleri, der danner udvendig forbindelsesgang mellem Kirkefløjen og Prinsessefløjen. Marmorgalleriet – med søjler og statuer af antikke planetguder – er tegnet af Hans van Steenwinckel d.y. og udført 1619-21 i Hendrik de Keysers værksted i Amsterdam. Udvendige spirkronede trappetårne skaber passage mellem slottets etager; kirkens høje klokketårn står i slotsgården.
I forlængelse af Kongefløjen ligger den overdækkede bro, Løngangen, som over en kanal danner forbindelse til Audienshuset. På Audienshusets rigt dekorerede pragtportal, Møntporten, finder man et relief med Mars og Venus, krigens og kærlighedens gud og gudinde, der tolkes som symboler på Christian 4. og hans hustru, Kirsten Munk.
Audienshuset danner den nordlige afslutning på den langstrakte Carrouselgård, benyttet til ringridning. Ringrendingsporten fra 1736 med Caspar Finckes bevarede jerngitter (1615) afgrænser gården mod syd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.