Frederick Chiluba, 30.4.1943-18.6.2011, zambisk politiker, præsident 1991-2001. Chiluba var landsformand for Zambias fagbevægelse, Zambian Congress of Trade Unions (ZCTU) 1975-91; i 1990 medstifter af Movement for Multiparty Democracy, en koalition mod Kenneth Kaundas etpartistyre. Efter at have opnået 75% af stemmerne ved valget 1991, tiltrådte han posten som Zambias præsident 2.11 s.å. Efter forgæves at have forsøgt at ændre lovgivningen, så han kunne opstille til præsidentvalget for en tredje periode, trådte han i 2001 tilbage og blev afløst af partifællen Levy Mwanawasa. Året efter blev Chiluba anklaget for korruption og magtmisbrug. Først i 2009 blev han frikendt for disse anklager.
Som præsident afviklede Chiluba den statslige støtte til lave majspriser og privatiserede kobberminerne. Han fremhævede ofte, at han ville udbygge den demokratiske tradition, der blev grundlagt med valget i 1991.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.