Caroline Mathilde

Caroline Mathilde, 22.7.1751-10.5.1775, dronning. Caroline Mathildes far døde fire måneder før hun blev født. Hun voksede op i en søskendeflok på ni, af hvilke den ældste bror blev konge 1760 som Georg 3., i en hof- og familie-lilleverden der ikke gav hende mulighed for at få kendskab til tidens sociale eller politiske virkelighed. Uden viden om Englands eller noget andet lands historie blev hun opdraget af sin puritanske mor til pæne manerer, at være artig og nem, men personlig fri inden for den snævre kreds, uden pres af nogen stram etikette hvilket gav hende den naturlige og ukunstlede fremtræden der vakte opsigt i hendes første år i Danmark.

1764 blev søsteren Augusta gift med prins Carl af Braunschweig-Wolfenbüttel, og det følgende år blev hun selv af Frederik 5.s udsending til det britiske hof, grev Hans C. v. Bothmer, udvalgt som brud for den danske tronfølger Christian (7.). Hun trådte her, uden at vide det, i stedet for søsteren Louise som først var udset men af Bothmer bedømt som for svagelig. Brylluppet fandt sted per procura på Carlton House 1.10.1766, og efter en hård overfart der tog 6 døgn til Holland, førtes hun over land gennem britisk område til Altona hvor hun, efter at have givet afkald på hele sit engelske følge blev præsenteret for sin nye overhofmesterinde Louise von Plessen. Til hende knyttede den 15-årige prinsesse sig straks som til en anden mor, hvilket skulle få ulykkelige konsekvenser for hendes tilværelse senere ved hoffet.

I Roskilde blev hun 3.11. modtaget af fætteren, den 17-årige Christian 7., konge siden februar, som hun her så for første gang. Sammen kørte de til Frederiksberg slot hvor hun opholdt sig, til hun 8.11. holdt sit indtog i den festsmykkede og jubilerende hovedstad. Erindringen i offentligheden om den forrige engelskfødte dronning, Louise, der havde været umådelig populær, i modsætning til efterfølgeren Juliane Marie, var stærkt medvirkende til at give Caroline Mathilde en modtagelse ud over det sædvanlige. Samme aften viedes kongeparret af Sjællands biskop Ludvig Harboe i Christiansborg slotskirke.

Selv om Christian 7. kunne optræde bizart og ofte efter tronbestigelsen havde voldt sine rådgivere bekymring - en grund til at man netop havde fremskyndet ægteskabet - var hans sindssygdom endnu ikke brudt klart igennem, men det fremgår, især af hans tidligere lærer, E.-S.-F. Reverdils beretning at den mangel på interesse for en kvindelig partner der senere voksede til afsky, allerede var til stede hos ham. Reverdil vil hævde at alene hans egne bestræbelser for at fortælle kongen om hans pligt til at skaffe tronen en arving, førte til ægteskabets fuldbyrdelse. Men i de første måneder førtes på Christiansborg et muntert, nogle sagde løssluppent, liv, hvori den unge, temperamentsfulde, selvbevidste og ikke så lidt kokette dronning var det omsværmede midtpunkt. Snart blev det dog anderledes.

Med den uselvstændige og lidet tilregnelige Christian 7. fik det også under faderen kendte "favoritstyre" en uhyggelig drejning, idet kongen helst omgav sig med uansvarlige personer der kunne støtte ham i hans udsvævelser. I et sådant selskab hørte dronningen ikke hjemme, og fru v. Plessen søgte at omgærde sin dronning med så megen hofetikette at kongen omtrent blev forment adgang. Derved blev dronningen helt isoleret med sin hofmesterinde og begge blev bagtalt over for kongen af hans følgesvende.

1767 kastede kongen sig ud i en rus af optøjer i Københavns gader med en berygtet bordelpige Støvlet-Cathrine indtil det i begyndelsen af 1768 lykkedes ministrene at få hende deporteret. Omtrent samtidig nedkom Caroline Mathilde med kronprins Frederik, og omtrent samtidig lykkedes det kongens parti at få fjernet fru v. Plessen fra dronningen.

For Caroline Mathilde blev det at være dronning ensbetydende med at være alene og uden indflydelse, udsat for forhånelser og tilsidesættelser, uden venner og fortrolige fordi ingen turde trodse den herskende hofklike. Sommeren 1767 blev hun ladt tilbage i København mens kongen med hof og regering foretog sommerrejsen til hertugdømmerne. 1768 rejste kongen med stort følge ud på sin lange rejse der bl.a. skulle føre ham til England hvor hendes søster Louise netop var død, mens hun blev overladt til de to enkedronningers selskab.

Kongens hjemkomst januar 1769 bragte nogen ændring fordi sygdommen havde gjort ham mere passiv, men afgørende blev at hans stærke optagethed af rejselægen J.F. Struensee medførte at hun mod sin vilje blev nødt til at lade sig tilse af denne. I løbet af nogle måneder voksede en fortrolighed frem mellem dem, til dels beroende på Struensees forståelse for hendes situation og på hans evne til at skabe en tilnærmelse mellem ægtefællerne. I foråret 1770 blev forbindelsen intim og hun stærkt forelsket i ham. Da han på hoffets sommerrejse til hertugdømmerne juni-august 1770 planlagde overtagelsen af den faktiske regeringsmagt oplevede hun samtidig med ham en art hvedebrødsdage - nu omgivet af en lille gruppe "sammensvorne" der kaldte sig dronningens parti og igen gjorde hende til midtpunkt.

For Caroline Mathilde blev dette kærlighedsliv der nu fortsatte og blev næsten åbenlyst den følgende sommer på Hirschholm det væsentlige for hvilket andre hensyn måtte vige. Hun havde ingen forståelse for at hun selv kunne blive upopulær, og slet ikke for at Struensees regeringshandlinger kunne skabe dem fjender. Uforsigtigt røbede hun sine følelser over for tjenestefolkene der omvendt ikke lod nogen lejlighed gå fra sig til at udspionere hende. Hun lyttede - formodentlig med et halvt øre - til Struensees politiske ideer og fik ud af det at han kun ville det gode hvad hun fik lejlighed til at fremstamme ved sin arrestation, og faldt med lethed ind i rollen som husfrue ved det borgerlighedens hof der nu blev arrangeret med en hofkreds der hverken var højadel eller karrierehoffolk. I øvrigt brugte hun sin tid til at nyindrette og udsmykke rummene på Hirschholm, ejendommeligt nok med bl.a. Hogarthstik, fremstillende sociale miljøer hun hjemmefra ikke havde den fjerneste idé om. Samtidig med at hun i august fødte datteren Louise Augusta der uden tvivl havde Struensee som far var hun stærkt optaget af at få indrettet det lille intime landsted Frydenlund i Vedbæk som en sommerbolig for det familieliv hun foretrak for hoflivet. Mens Caroline Mathilde således aktivt tog del i skabelsen af rammerne om deres forhold fulgte hun villigt hans ideer hvad angik opdragelsen af kronprinsen, et forhold der - på grund af den form rygterne gav behandlingen af prinsen - medvirkede til at rejse stemningen mod hende.

Ved arrestationen om morgenen 17.1.1772 efter at kuppet mod Struensee var gennemført var hun den eneste der søgte at gøre modstand. Da hun forgæves havde søgt at komme til Struensees rum kastede hun i vrede kongens ordre i hovedet på Schack Carl Rantzau der foretog arrestationen, og protesterede ifølge dennes rapport i stærke ord mod det skete. Hun blev derefter ført til Kronborg hvor hun under stærk bevogtning afventede den straks efter nedsatte kommissions afgørelse med hensyn til anklagen for ægteskabsbrud. Først da Struensee i fængslet havde tilstået forholdet gav hun efter og underskrev en tilståelse.

6.4. erklæredes hendes ægteskab med Christian 7. for ophævet, og efter at planer om at sende hende i eksil på Ålborghus var opgivet bestemtes det, efter kraftigt engelsk pres, at hun skulle overføres til et af Georg 3.s lande, og slottet i Celle blev udpeget som hendes residens. Danmark skulle tilbagebetale hendes medgift, 40.000 £, mens det fremtidige underhold skulle påhvile England. Hun måtte afstå sin knap et år gamle datter Louise Augusta som hun havde haft hos sig i fangenskab, og 30.5. forlod hun Kronborg på en engelsk fregat, men først 20.10., efter et ophold i Gohrde ved Elben kunne hun flytte ind i det nyistandsatte slot i Celle. Her fik hun sit eget lille hof, og påny omgang med fru v. Plessen der boede i byen. Sin tid tilbragte hun med en udstrakt velgørenhed.

1774 udkastede en ung englænder, Nathanael Wraxall, sammen med en lille gruppe af dronningens tilhængere, bosat i Altona en fantastisk plan om at befri Caroline Mathilde og ved et kup sætte hende på tronen igen, men før planen blev iværksat døde hun af en smitsom febersygdom.

Efter hendes død skabte mindet om hendes korte, romantiske dronningeliv og tragiske skæbne en frodig myte der har sat sig spor i litteraturen om hende. Den engelsksprogede del heraf er hvad angår forløb og tilstande i Danmark i almindelighed præget af ukendskab og ukritisk kildebenyttelse. Bedst er indberetningerne fra de to engelske udsendinge R. Gunning og R. M. Keith (i Danske mag.).