Capri. Den Blå Grotte, som den er gengivet på et tysk postkort, fremstillet som farvelitografi ca. 1910. Efter århundreders glemsel blev grotten i 1826 genopdaget af den tyske maler og digter August Kopisch og hans landsmand, maleren Ernst Fries. Siden da har det blå lysspil fascineret de besøgende, og mange turister tager stadig til øen for på endagsudflugter at sejle ind i grotten i små robåde.

.

Capri har to havne. Marina Piccola og den på dette foto Marina Grande.

.

Capri har to havne. Marina Piccola og den på dette foto Marina Grande.

.

Capri er en italiensk klippeø 30 kilometer syd for Napoli; 10 km2, 15.800 indbyggere (2004). Den naturskønne, stærkt besøgte ø består af én eneste kalkblok på ca. 6 kilometers længde og 3 kilometers bredde med Monte Solaro (589 meter) som det højeste punkt. Hovedbyerne er Capri med 7200 indbyggere og Anacapri med 5300 indbyggere (1992). Øen har bådforbindelse med Napoli og Sorrento.

Der er på Capri gjort fund fra stenalderen, men i bronze- og jernalderen synes øen at have været ubeboet; i 500-tallet f.v.t. blev byen Capri befæstet med en bymur. I 29 f.v.t. købte kejser Augustus øen, der da fik det latinske navn Capreae, måske 'gedernes ø'. Kejser Tiberius boede på Capri de sidste ti år af sin regeringstid (27-37 e.v.t.) og byggede et antal villaer, der endnu findes rester af. Villa Jovis på øens nordøstlige punkt er den bedst bevarede. Af frygt for sørøvere trak befolkningen sig i løbet af 900-tallet væk fra bebyggelserne ved kysten og slog sig ned i bjergbosættelserne Capri og Anacapri.

Efter en nedgangsperiode, bl.a. som følge af sørøverangreb og pest, blev Capri i 1800-tallet igen genstand for opmærksomhed. Det skyldtes især, at Den Blå Grotte, der allerede havde været kendt i antikken, i 1826 blev genopdaget; den blev hurtigt en turistattraktion, der tiltrak mange besøgende, bl.a. kunstnere og forfattere som fx den svenske læge og forfatter Axel Munthe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig