Axel Gustavsson Oxenstierna

Axel Gustavsson Oxenstierna var en svensk greve og rigskansler. Fornem slægt og god uddannelse førte tidligt Oxenstierna til de højeste poster i Sverige. Han blev således rigsråd 1609 og rigskansler 1612. Fra disse år var han rigets mægtigste mand næst efter kongen. I dronning Kristinas umyndige regeringstid 1632-44 den mægtigste. Han markerede sig fra begyndelsen som en fremragende administrator, politiker og diplomat og som en overbevist aristokrat. Adelen skulle have forret til magt og embede, men også kvalificere sig ved uddannelse, flid og økonomiske ofre.

Hans idealer kom til udtryk dels i håndfæstningen 1611, hvor Gustav 2. Adolf måtte give rigsråd og adel store indrømmelser, dels i den i 1634 indførte regeringsform, der på en gang var en usædvanlig gennemtænkt bureaukratisk struktur og et redskab til rigsrådets kontrol med forvaltningen. Oxenstiernas samvirke med Gustav Adolf blev harmonisk og succesrigt. De delte det mål at bringe Sverige frem som en stærk militærmagt. Oxenstierna bidrog ved at skabe en effektiv, centraliseret forvaltning, som skulle sikre, at skatter, told og udskrivning fungerede, foruden at der blev tid til betydningsfulde nyskabelser inden for undervisning, retsvæsen m.m. Han flyttede med held vægten i statens finanser væk fra godsindtægterne, og i stedet trådte skat, told, afgifter og indtægter fra statslig monopolhandel. Han støttede også kongen på Riksdagen og anførte et effektivt diplomati, bl.a. ved sin personlige deltagelse i de vigtige forhandlinger med Danmark 1613, 1619, 1624 og 1628.

Kongens og Oxenstiernas succes dannede grundlag for Sveriges ekspansion øst og syd for Østersøen, og rigskansleren fulgte med til Østpreussen 1626 og til Tyskland 1631. Han styrede den svenske politik gennem kriserne efter kongens død 1632 og efter nederlaget ved Nördlingen 1634. Forbundet med Frankrig 1638 dannede grundlag for ny fremgang i Tyskland og for angrebet på Danmark 1643 (Torstenssonfejden). Sejren over fjenden fra ungdommen var en triumf, men samtidig begyndte rigskanslerens magt at aftage efter Kristinas myndighedserklæring 1644.

Alle anerkendte den betydning, som hans begavelse, flid og stædige vilje havde haft for Sveriges triumfer, og allerede samtiden kunne se, at han var en af de mest bemærkelsesværdige skikkelser i Europas historie, mindst på højde med tidens andre store ministre som Frankrigs Richelieu, Spaniens Olivares og Englands Buckingham. Men hans magtfuldkommenhed, adelsstolthed og favorisering af slægt og klienter havde også givet ham fjender. Oxenstierna blev æret med ophøjelsen til greve i 1645, og han havde stadig stor indflydelse ikke mindst på fastholdelsen af satisfaktionspolitikken på fredskongressen i Westfalen: Der skulle ikke sluttes fred, uden at Sverige fik et udbytte i land og i penge. Men han kunne ikke hindre, at dronningens personlige magt voksede, og heller ikke, at hun abdicerede 1654 til fordel for Karl 10. Gustav. Kort efter denne begivenhed døde han. Karl Gustav samt Oxenstiernas søn og sønnesøn førte hans politik videre med yderligere militarisering, centralisering og modernisering, men uden den aristokratiske tendens.