Anatole France

Senere svingede Anatole France over i et mere direkte socialt og politisk engagement, dels i fortællingen Crainquebille (1901) om en lille gadehandler, der kommer i kløerne på retsvæsenet, dels i L'Histoire contemporaine (4 bd., 1897-1901, dansk Under Elmene, Hjemmets Hygge, Ametystringen, Hr. Bergeret i Paris, 1944-48), en satirisk skildring af Frankrig under Dreyfusaffæren med den filosofisk anlagte Bergeret som gennemgående sokratisk kommentator. Her følges den sociale indignation op af socialistiske anskuelser, som også kommer til udtryk i La Révolte des Anges (1914). Forfatterskabet udvikler sig til en hyldest til den menneskelige tolerance og en indædt kamp mod enhver form for fanatisme — således i den allegoriske L'Ile des Pingouins (1908, dansk Pingvinernes Ø, 1909), der afslører løgne og bedrag i den franske historie, og i romanen om Den Franske Revolution Les Dieux ont soif (1912, dansk Guderne tørster, s.å.), en historisk roman, der handler om, hvordan revolutionen æder sine egne børn.

Anatole France modtog Nobelprisen i 1921.