Faktaboks

Anatole France

François-Anatole Thibault

Født
16. april 1844
Død
12. oktober 1924

Anatole France. På trods af et ubestrideligt socialt engagement huskes han først og fremmest som den ironisk-overbærende humanist, hvis romaner stilfærdigt og stilsikkert udleverer tidens fanatisme og maner til besindighed og tolerance. Fotografi fra ca. 1890.

.

Anatole France var en fransk forfatter. Han slog igennem med romanen Le Crime de Sylvestre Bonnard (1881, dansk Sylvestre Bonnards Forbrydelse, 1920), hvor grunden blev lagt til en ordknap, stilren ironi, som eftertiden altid har knyttet til hans navn.

Sideløbende med de poetiske barndomserindringer, bl.a. Le Livre de mon ami (1885, dansk Min vens bog, 1965) og Le Petit Pierre (1918, dansk Pierres barndom, 1965), skrev han en række filosofisk-humanistiske romaner, bl.a. La Rôtisserie de la Reine Pédauque (1893, dansk Dronning Gåsefod, 1899), hvor han bruger 1700-tallets libertinere og filosofiske interesse og giver det hele en satirisk form.

Satire og engagement

Senere svingede Anatole France over i et mere direkte socialt og politisk engagement, dels i fortællingen Crainquebille (1901) om en lille gadehandler, der kommer i kløerne på retsvæsenet, dels i L'Histoire contemporaine (4 bd., 1897-1901, dansk Under Elmene, Hjemmets Hygge, Ametystringen, Hr. Bergeret i Paris, 1944-48), en satirisk skildring af Frankrig under Dreyfusaffæren med den filosofisk anlagte Bergeret som gennemgående sokratisk kommentator. Her følges den sociale indignation op af socialistiske anskuelser, som også kommer til udtryk i La Révolte des Anges (1914). Forfatterskabet udvikler sig til en hyldest til den menneskelige tolerance og en indædt kamp mod enhver form for fanatisme — således i den allegoriske L'Ile des Pingouins (1908, dansk Pingvinernes Ø, 1909), der afslører løgne og bedrag i den franske historie, og i romanen om Den Franske Revolution Les Dieux ont soif (1912, dansk Guderne tørster, s.å.), en historisk roman, der handler om, hvordan revolutionen æder sine egne børn.

Anatole France modtog Nobelprisen i 1921.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig