Grønland

Navnet kendes fra 1075, hvor Adam af Bremen som den første omtaler et Gronland. I de norrøne kilder fra 1100-tallet (Islendingabok og Landnamabok) og 1200-tallet (Grœnlendinga Saga og Erik den Rødes Saga), og i disses bevarede senere afskrifter, optræder navnet i formerne Grœnland og Grønland. I en dansk sprogsammenhæng optræder navnet i 1500-tallet som Grønland. Navnet er en sammensætning af det norrøne adjektiv grǿnn »grøn« og substantivet land »landområde, større ø«, med den samlede betydning »det grønne landområde« eller »den store grønne ø«. Navnevalget forklares eksplicit i Islendingabok med, at da den fra Island landsforviste Erik den Røde opdagede og nedsatte sig i Grønland i 980’erne, besluttede han at give stedet et godt og tillokkende navn, for at andre også skulle få lyst til at flytte dertil. Ud over ejendomsmæglerværdien i navnet menes vikingetidens noget mildere klimaforhold også til dels at kunne have medvirket til at retfærdiggøre benævnelsen, idet sydspidsen af Grønland i sommermånederne var frodig og græsbevokset med mulighed for korndyrkning. I middelalderens gejstlige administration udgjorde Grønland sit eget stift med navnet Garðar, der er en flertalsform af det vestnordiske substantiv garð »gård«, opkaldt efter det sted i Østerbygden, hvor bispegården lå (nær nutidens Igaliku).

På nutidigt grønlandsk hedder Grønland Kalaallit Nunaat »Kalaallit-folkets Land«, opkaldt efter den største inuitiske befolkningsgruppe i landet. I ældre kilder bruges også navnet Inuit Nunaat, Inuitternes Land.

En isbjørn er et naturligt valg til et våben for Grønland, og isbjørnen blev i 1666 indsat i det danske kongevåben som våben for Grønland. Fra 1819 har våbenet blivende plads i kongevåbenet.

Våbenet anvendes af de danske myndigheder i Grønland med kongekronen på skjoldet. Grønlands Selvstyre og de grønlandske myndigheder anvender våbenet uden krone og med bjørnens venstre forlab hævet, i modsætning til de danske myndigheder, der anvender en version med bjørnens højre forlab hævet. De to versioner af våbenet blev fastsat i 1987, og man tog da hensyn til et grønlandsk ønske om at lade bjørnens venstre forlab være hævet, idet en isbjørn altid bruger venstre forlab til at forsvare sig.

Blasonering (beskrivelse): I blåt en oprejst siddende sølv bjørn med rød tunge.

Flaget er designet af den grønlandske maler og grafiker Thue Christiansen. I 1979 blev han Grønlands første landsstyremedlem for kultur og undervisning. Han har beskrevet, hvordan flaget symboliserer isen og Solen, og de røde og hvide farver viser Grønlands tilknytning til Danmark og Dannebrog.

Grønland fik hjemmestyre i 1979, og dermed blev spørgsmålet om et grønlandsk flag aktuelt. I 1970’erne var der kommet flere forskellige forslag, og i 1980 udskrev Landsstyret en flagkonkurrence. Der indkom mere end 600 forslag. Et flagudvalg med Grønlands første landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt (1938‑2010), i spidsen nåede dog ikke til en konklusion.

I 1984 blev det besluttet at vælge mellem to forskellige design: Thue Christiansens rød-hvide flag med solskiven og et nordisk korsflag, grønt med hvidt kors, foreslået af den danske redaktør og heraldiker Sven Tito Achen.

Der var tre hovedpositioner i den grønlandske flagdebat: Én gruppe ønskede et flag inspireret af Dannebrog, som kunne lede tankerne hen på Rigsfællesskabet og det nordiske samarbejde. En anden gruppe ønskede et flag uden kors, som kunne understrege grønlændernes egenart som inuit. Endelig ønskede nogle, at Dannebrog fortsat skulle være det eneste flag i Grønland.

Tanken om en folkeafstemning blev opgivet. I stedet tog Landstinget i 1985 stilling ved en skriftlig, hemmelig afstemning. Christiansens flag vandt med 14 stemmer, Achens flag fik 11 stemmer. Det nye grønlandske flag blev hejst officielt første gang d. 21. juni 1985.

Erfalasorput er i dag et nationalt symbol, som samler alle grønlændere, og som ses overalt i byer og bygder og på fartøjer indregistreret i Grønland. I Danmark og på Færøerne kan alle anvende det grønlandske flag uden særlig tilladelse.

Flagets udseende og brug reguleres af en landstingslov fra 1985. En bekendtgørelse fra 2008 fastsætter et antal flagdage, hvor der flages fra offentlige bygninger. Rigsmyndighederne i Grønland, herunder rigsombudsmanden, domstolene, Forsvaret og politiet, anvender Dannebrog som splitflag.

Grønland har et areal på knap 2,5 mio. km². Landet ligger mellem den 59. og 84. breddegrad og 11. og 74. længdegrad og afgrænses i vest af Davisstrædet og Baffin Bugt, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, mod nord af Lincoln Havet og Wandel Havet, der samlet set er kendt som Ishavet. Mod øst afgrænses landet af Grønlandshavet og Danmarkstrædet og endelig mod syd af Atlanterhavet. Lag på lag af sne og is danner Indlandsisen, der med et volumen på ca. 3 mio. km³ dækker omkring 81 % af Grønland. Dermed repræsenterer Indlandsisen klodens næststørste ferskvandsreservoir – kun overgået af Antarktis på Sydpolen.

Temperaturen er det meste af året under frysepunktet, men skulle Indlandsisen smelte, vil det svare til en samlet global havspejlsstigning på 7-8 m. Den centrale del af Indlandsisen ligger ca. 3.200 m over havniveau, og herfra presses overskydende is mod kysten, hvor isen kælver i eller nær havet, hvilket giver anledning til imponerende isbjerge.

Over Indlandsisen dannes ofte et stabilt højtryk, hvilket betyder, at Indlandsisen ikke bare dominerer øens klima, idet lavtryk fra vest presses mod syd, men også påvirker lavtrykspassagernes videre forløb og dermed påvirker vejret i Europa.

Grønland har været dækket af Indlandsisen i mange millioner år, men den har i takt med skiftende istider og varme mellemistider varieret betydeligt i udbredelse i de sidste 2 mio. år. Under den sidste istid dækkede Indlandsisen hele landet, og de fleste steder strakte den sig ud i havet. Da isen smeltede tilbage til sin nuværende position, blotlagde den de grønlandske istidslandskaber, som ligner dem, man kender fra mange steder i Island og Danmark. Siden er landskabet blevet præget af en række mindre ændringer, og de kolde vintre har medført, at permafrosten har bredt sig i mere end 80 % af det nuværende isfrie landskab.

Den isfrie del af landet (svarende til 410.449 km²) strækker sig 2.670 km fra Grønlands sydspids, Uummannarsuaq (Kap Farvel), til nordspidsen, Kap Morris Jesup. Uummannarsuaq ligger på samme breddegrad som Oslo. Grønland er det det nordligste sammenhængende landområde på Jorden.

Den isfrie del af landet svarer i størrelse til Sverige og er en op til 250 km bred zone langs kysten. Her er geologien eksponeret og domineret af et skjold af et prækambrisk grundfjeld, der fx i Isuaområdet nær Nuuk i Vestgrønland består af krystalline bjergarter, som regnes blandt verdens ældste bjergarter. Ad flere omgange er grundfjeldsskjoldet mange steder blevet overlejret af sedimenter for senere at blive deformeret, udsat for metamorfose og foldet og hævet op som bjerge. I Nord- og Østgrønland fortsatte sedimenter med at blive aflejret i den geologiske tidsalder Palæozoikum (fra 541 til 252 mio. år siden) og blev derefter udsat for bjergkædedannelsen, der skabte det Kaledoniske foldebælte i Østgrønland og det Ellesmeriske foldebælte i Nordgrønland. Senere blev store sedimentbassiner i Vestgrønland fyldt med aflejringer fra blandt andet Kridttiden for mere end 60 mio. år siden, og i forbindelse med åbningen af Nordatlanten i Tertiærtiden blev store dele af Sydgrønland udsat for omfattende vulkansk aktivitet.

Grønlands geologi rummer en række vigtige mineralforekomster af bl.a. kul, bly, zink og kryolit, som tidligere er blevet udnyttet kommercielt. Den tidligste minedrift kendes fra stenalderen, hvor Saqqaq-kulturen udnyttede en særlig forekomst af killiaq (en meget hård skifer) som deres foretrukne materiale. De fleste mineralforekomster er imidlertid svært tilgængelige, og minedrift er dermed oftest urentabel, men de senere år har der gentagne gange været gjort forsøg på indvinding af bl.a. guld, platin, uran m.m. Maarmorilik og Mestersvig er nyere miner, hvor der har været en betydelig udvinding, som har haft stor lokal betydning og i begge tilfælde efterladt en betydelig forurening.

Kontinentalsoklen omkring Grønland er en geologisk fortsættelse af landområderne. Her er underlaget domineret af et krystallinsk grundfjeld, som er dækket af yngre sedimenter og basalter. På dybere vand afløses disse aflejringer af egentlige oceanbundsbjergarter bestående af materiale dannet i forbindelse med havbundsspredningen.

Størstedelen af landets isfrie del ligger under 1.500 m’s højde. Højeste punkt er dog Gunnbjørn Fjeld (ca. 3.700 m), det højeste bjerg nord for polarcirklen. Det ligger på østkysten nær Tasiilaq og er en nunatak, som er en bjergtop eller klippe, der når igennem gletsjere eller Indlandsisen. Flere steder når gletsjere fra Indlandsisen helt ud til havet, hvilket betyder, at den isfrie del af landet består af mindst tre usammenhængende landområder adskilt af gletsjeris. Det har haft betydning for spredningen af fx rensdyr og moskusokser. Ligeledes kan nunatakker have spillet en rolle som overlevelsessted for dyr og planter under istiderne og dermed haft en afgørende betydning for spredningen af den biologiske diversitet siden sidste istid.

Grønlands topografi omfatter høje bjerge langs kysterne, mens store dele af den isdækkede del ligger under havniveau. Landets nordligste område, Peary Land, er ikke dækket af is, fordi luften her er for tør til at producere nok sne.

Fra nord til syd kan Grønland opdeles i adskillige klimazoner, vegetationstyper mv. Forskellene er afgørende for livsforholdene – ikke mindst længden af sommeren, der har betydning for, om der findes permafrost, samt middeltemperaturen om sommeren, der er afgørende for muligheden for landbrug og trævækst. Dertil kommer vandbalancen, der mod syd er domineret af et nedbørsoverskud og dermed udvaskning af næringsstoffer og salte. Mod nord er nedbøren så lille, at der er tale om en arktisk ørken, hvor salte udfældes oven på jorden. Overalt findes der planter og dyr, som har tilpasset sig de naturgivne forhold og muliggjort, at mennesker har kunnet følge efter.

Kysten er mange steder præget af dybe fjorde, høje bjerge og en skærgård fyldt med øer og rev. Kystlinjen er på over 44.000 km målt på kort i 1:250.000. Kystlinjens længde afhænger imidlertid af, hvilket målforhold, der måles på. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur har på satellitbilleder med en opløsning på 0,5 m fundet en kystlinje på ca. 105.000 km. Alle byer og bygder ligger langs den isfri kyst, og befolkningen er koncentreret langs vestkysten. Den nordøstlige del af landet udgør verdens største nationalpark, Nationalparken i Nord- og Østgrønland, med et areal på omtrent 1 mio. km².

Læs videre om

• Biodiversitet og naturforvaltning i Grønland
• Grønlands åbne land
• Grønlands ferske vande
• Grønlands geologi
• Klimaet i Grønland
• Grønlands kulturlandskaber
• Grønlands kyster
• Landskaber i Grønland
• Havene omkring Grønland
• Grønlands fjorde

Det grønlandske navn for Grønland, Kalaallit Nunaat, betyder »grønlændernes land«. Første ord, kalaallit, stammer efter al sandsynlighed fra en europæisk betegnelse for inuit i Grønland.

I grønlandsk sprogbrug ses kalaallit udbredt i Sydvestgrønland i løbet af 1800-tallet, hvorimod man i Nordvestgrønland anvendte inuit i længere tid. Senere blev kalaallit den fælles nationale selvbetegnelse. Således rummer landets navn både referencer til inuitkulturen, mødet med europæere, koloniseringen og nyere tids nationsdannelse.

Landets tidligste historie begynder for godt 4.500 år siden med en folkevandring fra de områder, vi i dag kender som Sibirien, Alaska og arktisk Canada. De første mennesker i landet ses direkte forbundet med mennesker i arktisk Canada, og det ser ud til, at de har beboet store dele af den grønlandske kyst.

Siden kom de sidste migrerende vikinger fra Island og bosatte sig som bønder i Sydvestgrønland. Her fik landet det navn, som stadig bruges på dansk – Grønland.

Da der i slutningen af 1100-tallet igen kom folk til landet, kom de vestfra, igen som følge af en folkevandring. Vandringen førte, i løbet af blot et par generationer, inuit fra Alaska over Canada og til slut ind i et land, hvor nordboerne var ved at opgive tilværelsen som bønder. De nyankomne inuit lagde grunden til nutidens inuitbefolkning, kalaallit. De mødte jævnligt europæere, der fangede hvaler langs kysten, og fra 1721 blev den europæiske tilstedeværelse permanent.

Det dansk-norske rige begyndte at fatte interesse for det land, nordboerne havde forladt, men som i den nordiske bevidsthed stadig var en del af riget. Derfor støttede den danske konge det projekt, missionæren Hans Egede ville etablere sammen med norske handelsfolk, og kongen viste få år senere også velvilje over for den tyske brødremenighed, som skulle støtte Hans Egedes arbejde.

Hermed begyndte en egentlig kolonisering med kristen mission og handel, og i takt med anlæggelsen af handelssteder langs vestkysten fra Nanortalik i syd til Upernavik i nord blev inuits liv og kultur drastisk ændret. Koloniprojektet var afhængigt af inuits fangst og viden, idet det primære handelsprodukt, spækket, kom fra kalaallits sælfangst og kystnære hvalfangst.

Med etableringen af det statsejede Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) i 1774 overtog den danske stat helt koloniseringen; KGH var den egentlige koloniadministration indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor handel og administration blev adskilt.

Inuits fangst havde før været fri – den havde altid skullet brødføde familien og bopladsen. Nu blev den en integreret del af en handelsøkonomi, som skulle bæres af afsætning af tran og skind på verdensmarkedet. Da spækket i slutningen af 1800-tallet mistede sin betydning som handelsvare, kom der fokus på reformer af erhverv og samfundsstruktur, som skulle gøre koloniens økonomi selvbærende igen.

Mange af ændringerne fik stor betydning både kulturelt og økonomisk. I begyndelsen af 1900-tallet besluttede kolonistyret, at fiskeriet skulle bære den økonomiske udvikling, og sælfangerne måtte derfor skifte erhverv. Det medførte en drastisk kulturel og økonomisk ændring, der blev forstærket med moderniseringsreformerne efter 2. Verdenskrig.

Fangererhvervet var fortsat centralt for inuitkulturen, men den modernisering, som fulgte efterkrigstidens nyordning, var for første gang i kolonitiden lagt helt an på et dansk forbillede, både kulturelt, sprogligt, administrativt og politisk. Samtidig medførte moderniseringen den største tilførsel af dansk arbejdskraft nogensinde – i byggeriet, uddannelsesvæsenet og administrationen, hvilket øgede den påvirkning, Danmark havde på samfundsudviklingen.

Overalt i det daglige liv på arbejdspladser, skoler og i social- og sundhedsvæsenet oplevede befolkningen denne udvikling som en ny kolonisering. Det medførte på en række områder forbedringer i levevilkårene, men det medførte også frustrationer, der med tiden ledte til en mobilisering af politisk modstand, som blev afgørende for kravet om øget løsrivelse fra Danmark.

Selv om kolonitiden formelt sluttede med nyordningen i 1953, opnåede landet ikke den politiske ligestilling med Danmark, som man havde forventet. Da man i 1979, efter folkeafstemning, indførte hjemmestyre, var det første skridt på vejen mod et mere selvstændigt land og opbygningen af et samfund på befolkningens egne præmisser.

I 2009 fortsatte den udvikling, da Selvstyret blev indført. Det skete efter en folkeafstemning, hvor der var et stort flertal for Grønland som selvstyrende land i rigsfællesskab med Danmark og Færøerne.

Læs videre om

• Palæo-inuit
• Nordboerne i Grønland
• Inuitkulturen – før-kolonitid
• Kolonitiden frem til krigsårene i Grønland
• Grønland under 2. Verdenskrig
• Efterkrigstid og afkolonisering i Grønland
• Indførelse af hjemmestyre i Grønland

De gamle myter, naturen, historien samt traditioner spiller en central rolle for den grønlandske kultur. Siden grønlandiseringen fra 1970’erne har der været en stigende interesse for at genoplive de traditionelle kulturelle udtryk, som var ved at forsvinde, og der har samtidig været en stor interesse for at styrke den eksisterende kultur. Dog er der også fx kunstnere, der i højere grad vender blikket ud – mod globale udfordringer og internationale strømninger.

Den traditionelle trommedans og -sang er et af de områder, der har oplevet fornyet interesse. I 2021 blev traditionen optaget på UNESCOs verdensarvsliste over immateriel kulturarv.

Musikken har generelt haft stor betydning for grønlandiseringen, hvilket bl.a. gælder rockbandet Sume, der i 1970’erne sang på grønlandsk om emner, der omhandlede grønlandske tematikker og samtidig havde et kritisk blik på den alt for dominerende vestlige indflydelse på udviklingen.

Et andet eksempel på fastholdelse af traditioner er fangstkulturen. Fangerlivet er tæt forbundet med identitet, fællesskab og kulturelle leveregler, der bidrager til at opretholde balancen mellem menneske og natur. Selv om fangererhvervet i dag har begrænset betydning for den overordnede økonomi, så betragtes det fortsat som en integreret del af kulturen.

I byggeskikken er nye materialer og arkitekturstrømninger ganske vist blevet optaget, men byggeriet bliver stadig tilpasset kulturen, naturen og de klimatiske udfordringer.

Blandt de tidligste billedkunstnere træder især Aron fra Kangeq frem, som i midten af 1800-tallet skildrede grønlandske sagn og myter i akvareller. I 1972 blev den første kunstuddannelse, Grafisk Værksted indviet. Blandt den nyere billedkunst er der en bevægelse væk fra den nationale fortælling, og der behandles nu bl.a. mere de koloniale og postkoloniale problematikker. Samme tendens ses bl.a. inden for mode og design: Hvor der tidligere ofte blev skabt produkter, som refererede til grønlandsk kultur, vendes blikket nu mod mere globale strømninger – samtidig med brug af inuits symboler.

Den mundtlige fortælling har været et vigtigt element i det sociale samvær, og fra 1800-tallet blev mange af fortællingerne skrevet ned. Hvor litteraturen tidligere som oftest bidrog til den grønlandske fædrelandskærlighed og nationalbevidsthed, har der i begyndelsen af 2000-tallet vist sig en ny udvikling, hvor anderledes temaer tages op, og hvor tabuer bliver brudt.

Kulturformidling har fået en stadig større plads, og i slutningen af 1900-tallet var der kulturhistoriske museer i de fleste grønlandske hovedbyer. Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, der oprettedes i 1966, er landets største. I 1995 åbnede Grønlands første kunstmuseum i Ilulissat, og i Nuuk har man siden 2005 kunnet besøge Nuuk Kunstmuseum. Derudover findes der i de fleste hovedbyer forsamlings- eller kulturhuse; i 1997 åbnede kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Læs videre om

• Billedkunst og kunsthåndværk i Grønland
• Grønlandsk byggeskik før og efter koloniseringen
• Foreninger og frivillige i Grønland
• Kirker og kirkebyggeri i Grønland
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Grønland
• Grønlandsk litteratur
• Grønlandske medier
• Musik og dans i Grønland
• Religion og trossamfund i Grønland
• Grønlands sprog
• Teater og film i Grønland
• Grønlands traditioner og fortællinger

Hvad og hvem sætter rammerne for individets, erhvervslivets og samfundets udfoldelse i Grønland? De overordnede rammer sættes af Rigsfællesskabet, Selvstyret og ikke mindst af de globale tendenser på de politiske scener og de økonomiske markeder.

Grundlæggende er samfundsstrukturen og det politiske system samt de administrative strukturer i Grønland bygget op omkring skandinaviske/danske normer og måder at organisere sig på. De væsentlige forskelle ligger i, at det er et helt andet land med et helt andet folk og en kultur, der var uden sammenligning med de skandinaviske eller danske. Desuden er folketallet kun på ca. 56.000, hvilket selvfølgelig er en begrænsning i sig selv, ikke mindst i et meget udstrakt land på ca. 2,2 mio. km² med et spredt bosætningsmønster, som besværliggør al offentlig indsats.

I al væsentlighed udgør de grønlandske lokalsamfund driftsmæssigt såkaldte øsamfund, hvor det er nødvendigt, at alle samfundsmæssige funktioner, såsom elforsyning, skole, sundhedsvæsen, butik m.m., findes i alle lokalsamfund, næsten uanset hvor små de måtte være.

Spørgsmålet er ofte: Hvad skal man sammenligne det grønlandske samfund med? Mest og oftest sammenlignes det med det danske, uanset de førnævnte grundlæggende væsentlige forskelle. Kort sagt, så er levevilkårene og mange andre samfundsmæssige forhold i Grønland ikke sammenlignelige med forholdene i det danske samfund.

Grønland er mere sammenlignelig med alle nuværende og forhenværende kolonier af vestlige lande – og selvfølgelig ikke mindst i forhold til andre arktiske, isolerede og små samfund. I alle koloniserede samfund, fra nord til syd og fra vest til øst, slås man med de samme sociale, personlige og økonomiske problemer. Der er ca. 375 mio. mennesker på kloden, der identificerer sig som oprindelige folk. Det er som oftest folk, som ved grænsedragninger mellem staterne er blevet splittet op i forskellige stater og øsamfund. Det karakteristiske ved disse samfund er, at de i forskellig grad udøver selvbestemmelse, men den koloniserende stat har stadig kompetence over afgørende forhold.

En række offentligt ejede infrastrukturvirksomheder som Tusass (Tele Post Greenland), Air Greenland, Arctic Umiaq Line, Royal Arctic Line, KNR (Grønlands Radio), bybusserne og de privatejede taxaer og tv-selskaber sørger for en fysisk og digital infrastruktur, som er tilgængelig de allerfleste steder.

Klimaforandringerne er årsag til en stor del af den fornyede opmærksomhed på Grønland og det øvrige Arktis. I den nye verdensorden er Grønland igen i spil i forhold til gamle og nye fjender i verden for USA. Under COP26 i Glasgow d. 1. november 2021, oplyste landsstyreformand Múte B. Egede, at Grønland vil tilslutte sig Parisaftalen, som blev indgået ved COP21 i 2015. Grønland positionerer sig dermed som et klimavenligt land, hvor også olie- og gasefterforskning er blevet stoppet. Kritikere mener, at det vil afskære landet fra udenlandske og meget nødvendige investeringer, mens Naalakkersuisut er overbeviste om, at en grøn profil for Grønland er mere tillokkende for potentielle udenlandske investorer. Fornybare energikilder, som vind- og vandkraft og Solen, ses som store potentialer for landets egen forsyning af energi, men også som grundlag for lagret energi og som forsyning til energikrævende industri.

Den danske stat og dens institutioner i Grønland varetager en række civile og militære funktioner. Ud over retsvæsenet og de øverste domstole er det håndhævelsen af rigets grænser og fiskeriinspektionen samt 31 andre mere eller mindre væsentlige ansvarsområder

Manglende uddannelse er fortsat en afgørende akilleshæl for samfundets udvikling. Uanset at det går støt fremad, er der udbredt kritik af resultaterne på stort set alle niveauer af uddannelsessystemet. I folkeskolen slås både børnene og lærerne med problematikker, der mere relaterer sig til livet uden for skolen end den egentlige skolegang. På både de højere læreanstalter og på håndværksfagene er frafaldet af studerende og elever højt. Der er også gratis adgang til danske uddannelsesinstitutioner, og studerende kan opnå grønlandsk uddannelsesstøtte, hvis de tager uddannelser, som anses for støtteberettigede af Selvstyret, eller de kan vælge at få SU.

Den lave grad af formel uddannelse, og måske delvis som følge heraf også den lave grad af opmærksomhed på internationale forhold, former samfundsdebatten og sætter dermed også en del af den politiske dagsorden. Samtidig medfører det et forholdsmæssigt stort behov for at tilkalde formelt uddannet arbejdskraft udefra. De seneste opgørelser viser, at unge »uden for systemet« i »ungemålgruppen« (16-25-årige) i 2019 udgjorde lidt over 3.000 personer. Altså unge, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse.

Læs videre om

• Grønlands befolkning og boliger
• Erhverv og arbejdsmarked i Grønland
• Grønlands infrastruktur
• Politik og planer i Grønland
• Uddannelse i Grønland
• Sundhed og omsorg i Grønland

Grønland er verdens største ø. En stor del af landet består af indlandsis eller tundra, og det arktiske klima er ikke altid venligt stemt for bosættelse. Der er kun få og relativt små bosteder spredt som frimærker langs kysterne. Med en befolkning på 56.421 (d. 1. januar 2021) og et samlet areal på 2.486.000 km² er det meste af landet ubeboet, og befolkningstætheden er verdens laveste. Fraregnet Indlandsisen er befolkningstætheden 0,14 pr. km², og inkluderes Indlandsisen, så er tallet helt nede på 0,025 indbyggere pr. km².

I et historisk perspektiv har inuit bosat sig, hvor fangstmulighederne var – afhængigt af årstiden – og hvor der var en naturlig havn og beskyttelse fra det barske klima. I områder med fast is om vinteren har adgang til fangst over isen været afgørende. De bedste fangstpladser vendte inuit tilbage til, og de fik ofte en mere permanent karakter. En stor del af Grønlands byer og bygder er grundlagt på inuits tidligere fangstpladser, enkelte ved hvalstationer oprettet af udenlandske hvalfangere, og andre, hvor missionærer eller statslige planlæggere fandt det hensigtsmæssigt. Endelig kan det være en kombination af de nævnte.

Størstedelen af befolkningen er bosat i byerne. Kun 12-13 % af befolkningen er bosat i bygder og fåreholdersteder og en lille del på stationer i det åbne land. Sidstnævnte har typisk forskning, teknisk infrastruktur eller håndhævelse af suverænitet som formål.

På eller langs Indlandsisen findes en håndfuld forskningsstationer, fx Summit på toppen af Indlandsisen. Den drives af amerikanske forskere i samarbejde med grønlandske, danske og internationale forskere. En anden type station er Siriuspatruljens hovedsæde i Daneborg, Nordøstgrønland, hvis hovedformål er at håndhæve Rigsfællesskabets suverænitet i Nationalparken. Danmarkshavn, oprindelig grundlagt af Danmark-Ekspeditionen i 1906 midt i Nationalparken i Nordøstgrønland, er en station med en gribende historie, og stationen er stadig permanent bemandet med seks personer og benyttes af forskere, teknikere og lejlighedsvis af Siriuspatruljen. Siden 1948 har den fungeret som vejrstation, og de lange datatidsserier er uvurderlige for den internationale luftfart og for forskningen – bl.a. i klimaforandringer.

Tusass (Tele Post Greenland) driver en lang række af radiokædestationer, som udgør rygraden i kommunikationsinfrastrukturen. Flertallet er i dag ubemandede.

De enkelte byer og bygder – og stort set alle øvrige bosteder – er at opfatte som isolerede øsamfund med en afgrænset infrastruktur og forsyningslinjer defineret og dikteret af geografien og klimaet, særligt den lange, mørke og kolde vinter.

Hen over vinteren har mange af de nordlige byer og bygder fast havis. Når isen er sikker, foregår transport ofte med hundeslæde, snescooter og sågar biler over isen. Formålet er fangst og fiskeri fra isen eller transport af varer og personer mellem bostederne. Længere rejser og al import og eksport af varer er enten sat på pause eller foregår med fly og helikopter i perioden, hvor den faste is udelukker muligheden for sejlads. Jo længere mod nord, jo længere er perioden, hvor bostederne reelt er lukket ned fra omverdenen. Men perioden med sikker fast is, som fiskere, fangere og almindelige borgere kan færdes på, bliver pga. klimaforandringer kortere. Det er ikke ensbetydende med, at nedlukningstiden afkortes. Ofte har bostedernes indbyggere i stedet en lang periode med usikker is, som besværliggør eller forhindrer både sejlads og anden transport.

Slædehunde og hundeslæder er tilknyttet vinterens faste is og findes kun nord for polarcirklen samt i Ammassalik distrikt på østkysten. Det er helt lavpraktisk i forhold til den faste is, men er også sikret i lovgivningen for at beskytte den særlig egnede og tilpassede slædehund mod opblanding fra mindre driftssikre hunderacer.

Selvom Sisimiut er en åbentvandsby, har byen en aktiv slædehundekultur med et stort opland og slædespor helt til Kangerlussuaq. I dag bliver hundene ofte spændt for slæden for at tilfredsstille turister og borgere, der ønsker oplevelsen i sig selv. Længere mod nord er udviklingen den samme, men fiskere og fangere bruger fortsat slæden som transportmiddel til og fra fangstpladserne. Ammassalik distrikt er i lange perioder lukket inde bag storisen, men stærke havstrømme betyder ofte, at isen ikke er farbar. En stor del af hundeslædekørslen mellem Tasiilaq og nogle af distriktets bygder foregår derfor over land.

En række byer i det sydlige Grønland får ikke fast is. Varmen fra Golfstrømmen er den primære faktor og sikrer, at byerne på vestkysten fra Nanortalik i syd til Sisimiut i nord er åbentvandsbyer hele året. Byerne og de tilhørende bygder kan således besejles året rundt – i princippet. Storisen, der stammer fra Polarhavet og over sommeren driver ned langs østkysten, rundt om Uummannarsuaq (Kap Farvel) og nordefter på vestkysten, giver anledning til store problemer med fremkommeligheden til søs, særligt i Sydgrønland, men i perioder også helt op til Paamiut. Der sejles på trods af storisen, men på bestemte årstider er det mere reglen end undtagelsen, at forsinkelser opstår, eller at storisen simpelthen pakker så meget sammen, at farvandet i dagevis lukker helt for sejlads.

Isen og klimaet er vilkår, som inuit lever med og tilpasser sig. Det samme gør sig gældende for infrastrukturelle udfordringer relateret til, at hvert bosted er et øsamfund. Der findes ikke veje og jernbaner mellem byerne, og transport af personer såvel som gods foregår enten i luften eller over havet med jolle, båd eller skib – om vinteren i Nordgrønland på isen.

Hvert bosted må være selvforsynende med el, vand, varme og telekommunikation, affalds- og spildevandshåndtering. Hvis elværket – evt. forsyningsledninger fra vandkraftværket – rammes af et nedbrud, er der ikke andre steder at få elektricitet fra. Af den grund er der ofte strømafbrydelser. Den tilsvarende situation gør sig gældende for forsyningen af vand, varme og telekommunikation. Der er ingen backup at hente i griddet – for det findes ikke.

I Grønland er der 17 byer og 56 bygder, hvoraf to i Uummannaq distrikt har været lukket siden 2017 på grund af en tsunami udløst af et stort fjeldskred. Byernes størrelse varierer fra knap 400 indbyggere i den mindste, Ittoqqortoormiit, til ca. 19.000 i hovedstaden, Nuuk. I en international skala er de alle små byer. Tilsvarende varierer indbyggertallet i bygderne fra 475 i Kangerlussuaq til 14 i Kangerluk (pr. d. 1. januar 2022). Der findes således bygder med flere indbyggere end den mindste by, og begrebet by er administrativt. De anvendte indbyggertal i Trap Grønland er i alle tilfælde fra 2021, med mindre andet nævnes.

Frem til en kommunalreform i 2009 var der 18 kommuner i Grønland, og de bosteder, der var hjemsted for et kommunekontor, blev defineret som by, mens kommunens øvrige bosteder var bygder. Kommunerne tog navn efter byen, bortset fra Ammassalik Kommune, hvor byen undervejs skiftede navn til Tasiilaq. De gamle kommunebyer har fastholdt deres bystatus efter reformen i 2009, og de tidligere kommuner benævnes i dag som distrikter. Undtagelsen er Ivittuut Kommune, hvor byen Ivittuut og senere Kangilinnguit (flådestationen Grønnedal) blev fraflyttet, og bygden Arsuk kom under Paamiut distrikt.

Læs videre om

• Grønlands fem storkommuner
• Bosteder med landbrug i Grønland
• Bygderne i Grønland