performance

Performance, fremstilling, opførelse. Begrebet omhandler forskellige former for optræden lige fra spil, lege og ritualer til kunstbegivenheder, som ikke er knyttet til en specifik kunstart. P kan bringe kunstbegrebet i spil ved at iscenesætte forskellige virkelighedsobjekter og understreger kunsten som handling. Billedkunsten forlader billedrammen, skulpturen bliver bevægelse, og teatret udvider det sceniske rum til at omfatte alle former for arkitektur. I forlængelse af avantgarden inddrager P virkeligheden i værket: performernes realitet, rummet, tiden, tilskuerne, reallyde, men i modsætning til avantgarden synes P ikke at have problemer med kunstinstitutionen. Tværtimod er kunstbegrebet en markant rammesætning for P, og det er denne rammesætning der skaber kunstgenkendelsen. P redefinerer både scenen og scenekunstteknikker ved at fokusere på begrebet (kunst-)handling: handlingens fysiske og mentale form, handlingens forandrende eller indgribende karakter, handlingens provokative funktion i forhold til normer og værdier, handlingens rensende eller rituelle funktion. Handlingen har ikke, som i det klassiske teater, en repræsentativ funktion enten i relation til en tekst, en idé, en karakter eller et handlingsforløb. Den performative handling sigter mod sin egen autonome funktion som energi og som genskabelse af en erfaring.

P har sin historiske rod i avantgardens opgør med kunstinstitutionen i perioden fra begyndelsen af det 20. årh. til midten af 1930'erne med ‘oprørere’ som Alfred Jarry, forfatteren Filippo Tommaso Marinetti, billedkunstneren Marcel Duchamp, Meyerhold, koreografen Mary Wigman og Antonin Artaud. I 1920'erne og frem til lukningen i 1933 var den centrale scene for P det tyske Bauhaus. Her opførtes bl.a. med Walter Gropius’ idéer om totalteater og Oskar Schlemmers gestusdans, en abstrakt dans med mekaniske bevægelser. Schlemmers tanker om objekter, kostumer, lys og metafysisk dans var fundamentet for P-kulturens udvikling efter 2. Verdenskrig.

På Black Mountain College i USA genopstod P-idéen i et samarbejde mellem komponisten John Cage, med basis i asiatisk musik og filosofi, og koreografen Merce Cunningham, som ville skabe en ny dans med udgangspunkt i dagligdags handlinger som at gå, stå og sidde. Her skabte man begrebet event, i forbindelse med forestillingen Untitled Event i 1952 med den amerikanske billedkunstner Robert Rauschenberg som scenograf. Det var et anarkistisk forløb, som ingen kendte resultatet af på forhånd. Princippet var en samtidig sammensætning (assemblage) af en række æstetiske elementer uden narrativ eller lineær forbindelse. I forlængelse heraf udviklede den amerikanske maler Allan Kaprow action collages og happenings.

I 1960'erne blev Fluxus en betegnelse for en bevægelse eller samling af P-kunstnere, som videreførte forskellige typer af ‘spil’ med virkeligheden, med en klar inspiration i Duchamps’ ready-mades. Her kan nævnes Robert Morris, Yves Klein og Piero Manzoni. Danske fluxus kunstnere er Henning Christiansen og Eric Andersen. Kropskunstnere er Hermann Nitsch, Ron Athey, Carolee Schneemann, Gilbert & George hhv. Gilbert Proersch og George Passemore, Orlan, Stelarc og danske Kirsten Justesen.

Forskellige typer af P-kunst er forbundet med events. Den polske maler og instruktør Tadeusz Kantor udviklede et autobiografisk teater med instruktørens tilstedeværelse på scenen, hvor han brugte ‘indpakningsprincippet’ fra Duchamp samt happenings og assemblageprincippet. En anden autobiografisk kunstner er Joseph Beuys, som forbandt særlige typer af handlinger, den ‘sociale skulptur’, med objekter af mere eller mindre biografisk karakter. En dansk parallel til Beuys er Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens Den kvindelige Kristus Børssalen 1969, hvor Adler vandrede tværs gennem salen, nøgen, med et kors hævet over hovedet til de tilstedeværende forretningsmænds store forundring. En anden af parrets P er den berømte rituelle Hesteofring 1970 på en sneklædt mark på Møn, med en mytisk-religiøs reference, men også med den konkrete gestuelle relation til Vietnamkrigen. Billedstofteatret og Hotel Pro Forma er de mest markante danske P-teatre. Andre som har udviklet P er Robert Wilson, Laurie Anderson, Richard Foreman, Peter Greenaway og japanske Dumb Type. Danske P-grupper er Exment og Tin Box, Von Heiduck, Kom de bagfra, Boxiganga, Signa Sørensen og Teatret Cantabile 2 med performanceskolen School of Stage Arts. Fra 1997 er der hvert andet år afholdt P-festival i Odense, i 2005 med udgangspunkt i H.C. Andersen.

Bibliografi: Carlson, M Performance 1996; Christoffersen, E E Hotel Pro Forma 1998; Eling-Jensen, P San se lig hed – performanceteater i DK 1997; Goldberg, R L Performance Art 1979; Schechner, R Performance Studies 2002.