Hof er en fyrstes bolig, husholdning og omgivende personer. I oldtiden opstod i bl.a. Egypten, Babylonien, Japan og Kina hoffer med veludviklet ceremoniel, som havde til formål at fremhæve fyrstens guddommelige karakter. Fra Egypten og Babylonien gik påvirkningen gennem mellemled til Romerriget og til Det Byzantinske Rige, hvis embeder, titler samt videreudvikling af ceremoniellet senere dannede forbillede for vesteuropæiske hoffer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet hof kommer af tysk Hof 'gård', betydningen er påvirket af fransk cour 'gård, hof'.
I folkevandringstidens germanske riger var fyrstens vigtigste opgave at være anfører i krig. Han omgav sig med et væbnet følge, hirden, der prægede hoflivet og besatte de vigtigste embeder; de havde et militært præg, men indehaverne kom snart til at udøve civile funktioner, og langsomt slog indflydelsen fra det byzantinske hof igennem.
I middelalderen havde de vesteuropæiske hoffer en beskeden størrelse, men de voksede efter korstogene, og på Hundredårskrigens tid (1300-1400-tallet) var bl.a. det franske og engelske hof kendetegnet ved stigende luksus og større hofstater. I senmiddelalderen og tidlig moderne tid blev flere funktioner udskilt fra hoffet og henlagt til nye regeringsorganer, der ikke fulgte et omrejsende hof, men dannede et bofast og permanent fungerende bureaukrati.
I 1400-tallet var Burgund forbilledet for mange europæiske hoffer, mens det i 1500-tallet var Karl 5.s tyske og Filip 2.s spanske hof, som på deres side efterlignede det ældre byzantinske.
I renæssancen og barokken satte de italienske fyrstehoffer deres præg på udviklingen i Vesteuropa. Bl.a. blev ballet og opera udviklet i Italien ligesom de såkaldte trionfi, mytisk-allegoriske optog, der havde de romerske triumftog som forbillede. Livet ved hofferne dannede eksempel og mode, hvilket afspejlede sig i det høviske dannelsesideal. Italieneren Baldassare Castiglione beskrev i Il cortegiano (1528, Hofmanden) det fuldendte menneske, bl.a. ud fra sine erfaringer ved hoffet i Urbino.
For en økonomisk og socialt truet adel frembød hoffet embeds- og indtægtsmuligheder, ligesom nærheden til kongen gav prestige. Daglige gøremål ved hoffet blev genstand for ceremonier, der afspejlede over- og underordningsforhold og i sidste instans underdanighed over for monarken. Sammen med tildeling af titler og indplacering i rang tjente den ceremonielle hofkultur til at skabe et hierarkisk ordnet hof og disciplinere adelen. Den blev tiltrukket af hoffets økonomisk-sociale muligheder, der samtidig gjorde den afhængig af kongens nåde.
Enevældens teokratiske islæt, dens arkitektur, ceremonier og mere private fester understregede alt sammen enevoldskongens ophøjethed og distance til såvel hoffet som folket. Kendtest er Solkongen, Ludvig 14.s, franske hof på pragtslottet Versailles. Han omgav sig med en talstærk hofstat; flere tusinde mennesker, herunder adelige og kunstnere, opholdt sig ved hoffet, der blev midtpunkt for kultur og karriere. Det franske hof og fransk kultur blev i 1600-tallet forbilledet for europæiske hoffer.
Efter Den Franske Revolution og fremkomsten af skrevne forfatninger i 1800-tallet skete der en yderligere adskillelse af hof- og statsembeder, ligesom de fleste europæiske lande indskrænkede hofholdningen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.