cølibat i kristendommen

I oldkirkens ordensliv indgik cølibatet som det første element i treklangen af evangeliske råd (kyskhed, lydighed, fattigdom). Mens cølibatet altid har været forpligtende for ordensgejstligheden (munke), har de kirkelige normer for verdensgejstligheden varieret.

I østkirken blev den almindelige og stadig gældende praksis, at præster, diakoner og subdiakoner kan fortsætte et ægteskab, der er indgået før deres indvielse, mens biskopper skal være cølibatære og derfor i reglen udvælges blandt munkene.

I vesten var meningerne delte i oldkirken, og billedet skiftede i de følgende århundreder alt efter lokale forhold og kirkelige reformbevægelsers gennemslagskraft. Siden 2. Laterankoncil i 1139 var præster og biskopper formelt forpligtet til at leve i cølibat. Men ved middelalderens slutning var konkubinatet mange steder en udbredt praksis.

Ved Reformationen i 1500-tallet forkastede de nye protestantiske kirker cølibatet sammen med munkevæsenet.

I den katolske kirke bekræftedes cølibatet for præster og biskopper på Tridentinerkoncilet (1545-1563), og i takt med den katolske reform i 1600- og 1700-tallet slog denne norm igennem. På trods af kritik indefra og udefra har den katolske kirke holdt fast ved pligtcølibatet for præster, biskopper og ordensfolk (Codex juris canonici 1983, canon 277 og 599). Paven kan dispensere fra cølibatsforpligtelsen og gør det fx i de tilfælde, hvor en gift protestantisk præst konverterer og bliver viet til katolsk præst.

Flere af de unerede kirker, der hører under paven i Rom, men følger østkirkelig liturgi og kirkedisciplin, har også gifte præster.

Cølibatet er i hinduismen tillagt skabende kraft, tapas. I romersk religion var vestalinderne pålagt cølibat; overtrædelse medførte levende begravelse. I den græske Attis-Kybelekult skulle præsterne kastrere sig selv efter indvielsen. Der er i alle tilfælde tale om en indvielse til guddommen og om sublimering af seksuel energi.

• askese