P.Chr. Kierkegaard var en dansk teolog og biskop; bror til filosoffen Søren Kierkegaard. Forholdet mellem de to brødre afspejler helt afgørende brudlinjer i 1800-tallets danske åndsliv.
P.Chr. Kierkegaard blev i 1836 lic.theol. på en afhandling, der viste, at han tilsluttede sig N.F.S. Grundtvigs kirkesyn, hvorved den akademiske løbebane blev gjort umulig for ham. Efter nogle år som manuduktør og privatdocent var han 1842-1857 præst i Pedersborg ved Sorø og 1857-1875 biskop i Aalborg.
Med sin store lærdom og blændende veltalenhed var P.Chr. Kierkegaard en indflydelsesrig fortaler for N.F.S. Grundtvigs kirkelige anskuelser uden på nogen måde at være en følgagtig discipel af Grundtvig. Kierkegaards teologiske standpunkt samt hans evne til at gøre dette gældende forbitrede hans bror Søren, der beskæftigede sig meget med ham i sine journaloptegnelser, men aldrig på tryk.
P.Chr. Kierkegaard var i 1841 den første, der brugte udtrykket folkekirke. Det kom til at indgå i Grundloven af 1849 (Junigrundloven) og er forblevet i alle senere grundlove. I 1867 var Kierkegaard en tid kultusminister med den ene opgave at gennemføre en valgmenighedslov.
De sidste år af Kierkegaards liv formørkedes af familiesorger og af det tungsind, han havde arvet fra faderen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.