Martin Heidegger

Martin Heidegger var en tysk filosof, født i Meßkirch i Baden. 1909-13 studerede Martin Heidegger katolsk teologi og filosofi i Freiburg im Breisgau, og 1917-23 var han assistent for Edmund Husserl sammesteds. 1923-28 var han professor i Marburg. Heidegger udgav sit hovedværk, Sein und Zeit i 1927; det blev først oversat til dansk i 2007 som Væren og tid.

Martin Heidegger efterfulgte i 1928 Edmund Husserl som professor ved universitetet i Freiburg, hvor han 1933 blev valgt til rektor. Han meldte sig samtidig ind i NSDAP og søgte at udbrede nazistiske idéer på universitetet. Året efter opgav han posten som rektor, men han forblev medlem af nazipartiet og tog aldrig officielt afstand fra den nazistiske ideologi.

I 1945 fik han undervisningsforbud af den vestallierede besættelsesmagt som led i "afnazificeringen"; i 1951 pensioneredes han. Samtidig voksede Heideggers internationale berømmelse, bl.a. som følge af, at eksistentialismen kom på mode i efterkrigstiden. Mange kendte personligheder besøgte ham i 1950'erne og 1960'erne i hans hytte i Todtnauberg i Schwarzwald.

Martin Heidegger forener mange forskellige tendenser i sin filosofi: antik filosofi (særlig Aristoteles), tysk idealisme (F.W.J. Schelling), fænomenologi (Edmund Husserl), eksistens- og livsfilosofi samt hermeneutik (Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Wilhelm Dilthey). Alligevel har hans tænkning et originalt, ja egensindigt præg. Hans ejendommelige sprogbrug og mange selvopfundne begreber har fremkaldt blandede reaktioner: Nogle finder hans tænkning genial og visionær, andre manieret eller slet og ret forvrøvlet.

Filosofi er ifølge Martin Heidegger først og fremmest ontologi, hvilket vil sige, at spørgsmålet om "værens mening" betragtes som filosofiens grundspørgsmål. Dette spørgsmål er hidtil ikke blevet stillet radikalt nok, hævder han. Filosofferne har blot fremhævet noget værende — en bestemt "ting", fx det godes idé, Gud, subjektet eller ånden — frem for andet. Dermed har de ignoreret den "ontologiske differens": forskellen mellem væren og det værende, mellem selve det, at noget er, og hvad det nærmere bestemt er, ligesom de har forsømt at undersøge de forskellige måder, noget i det hele taget kan være på.

For at kunne behandle værensspørgsmålet mere fyldestgørende gennemfører Martin Heidegger i Sein und Zeit en række forberedende undersøgelser (se fundamentalontologi). Før det kan afgøres, hvad der overhovedet skal forstås ved væren, er det nødvendigt at kortlægge selve forståelsen. For så vidt følger Heidegger samme mønster som den klassiske transcendentalfilosofi: Han beskriver de "subjektive" betingelser for, at vi kan erkende og forstå verden. Men grundlaget for hans filosofi er ikke et subjekt i traditionel forstand.

Martin Heidegger taler i stedet om den menneskelige "tilværen", Dasein. Den er ikke en isoleret "sjælesubstans", men en "væren-i-verden", der forholder sig praktisk og engageret til sig selv og sine omgivelser. De grundlæggende træk ved tilværen kalder Heidegger "eksistentialer". Foruden tilværen opererer han med to andre værensformer. Brugstingene — de ting, der indgår i en praktisksammenhæng — kalder han det "vedhåndenværende". Det, som optræder løsrevet fra en praktisk sammenhæng, kalder han det "forhåndenværende". Han kritiserer den traditionelle filosofi for at have betragtet alt — inklusive mennesket selv — som noget forhåndenværende.

Ifølge Heidegger er denne betragtningsmåde ikke den mest "oprindelige"; den er afledt i forhold til den praktiske og handlingsorienterede. For at underbygge dette standpunkt forsøger han at udvikle en ny teori om tiden. Heidegger fuldførte dog ikke denne del af sit projekt; Sein und Zeit forblev uafsluttet.

Omkring 1930 ændrede Martin Heideggers filosofi karakter. Han foretager den såkaldte Kehre (vending), idet hans interesse ikke længere gælder menneskets forståelse og værensform, men væren i det hele taget. Hans brug af begrebet "væren" antager efterhånden en nærmest religiøs karakter, og i sine skrifter bevæger han sig ofte på grænsen af mytologi og digtning; hans egne synspunkter kommer til udtryk gennem fortolkninger af digterværker, fx Friedrich Hölderlins, eller af de tidligste græske filosoffers tekster.

På sine ældre dage formulerede Heidegger en pessimistisk civilisationskritik. Han er især betænkelig ved teknikken, som han mener beror på en for snæver — "beherskende" og "beregnende" — opfattelse af virkeligheden. Teknikkens sejrsgang kan dog ikke standses, eftersom den bygger på den græske filosofi og dermed er dybt forankret i hele den vestlige civilisations tankemåde.

Martin Heidegger har haft afgørende indflydelse på bl.a. protestantisk teologi (Rudolf Bultmann), fransk eksistentialisme (Jean-Paul Sartre), filosofisk hermeneutik (Hans-Georg Gadamer) og dekonstruktion (Jacques Derrida).

Med sønnen, historikeren Hermann Heidegger (1920-2020), som kommende forvalter af hans efterladte skriftlige arbejder, planlagde Martin Heidegger selv i de sidste leveår udgivelsen af sine samlede værker, Gesamtausgabe. Første bind udkom i 1975 på Verlag Vittorio Klostermann, der i samarbejde med Martin-Heidegger-Gesellschaft (stiftet i 1985) har fortsat den omfattende udgivelse af mere end 100 bind. Som afslutning på værket udkom i 2014 de tre første bind af Heideggers såkaldte Schwarzen Hefte ('Sorte hæfter', med noter fra perioden 1931-76), der kaster nyt lys over bl.a. filosoffens forhold til antisemitisme og nazisme.