Faktaboks

Margaret Atwood
Født
18. november 1939, Ottowa, Ontario, Canada
Margaret Atwood i 2024.
Margaret Atwood, da hun modtog H.C. Andersen Litteraturpris i Odense den 27. oktober 2024.
Margaret Atwood i 2024.
Af /Ritzau Scanpix.
Margaret Atwood i 2022.
Margaret Atwood i 2022 ved åbningen af teknologikonferencen Collision Conf i Toronto i Canada.
Af /Collision via Sportsfile.
Licens: CC BY 2.0

Margaret Atwood er en canadisk forfatter, der med sine prisbelønnede digtsamlinger, romaner og noveller har medvirket til at gøre canadisk litteratur internationalt respekteret. Hendes værker afdækker med satire og humor det moderne menneskes eksistensproblemer.

I 2024 modtog Margaret Atwood Hans Christian Andersen Litteraturpris.

Det tidlige forfatterskab

Forbrugs- og mandssamfundet hudflettes i hendes første roman The Edible Woman (1969). Romanen Surfacing (1972, dansk Op til overfladen, 1983) beskriver den rodløse euro-canadier i en natur, der ødelægges af vestlig materialisme.

I sin samfundssatire påpeger Atwood manglen på kvindelig indflydelse; hun er en skarp debattør, der fremhæver den canadiske identitet i en amerikaniseret samtid. Romanen Lady Oracle (1976, dansk Fru Orakel, 1991) er et eksempel på Atwoods brug af humor over for et alvorligt emne som identitetskrise. Hendes civilisationspessimisme forstærkes i Bodily Harm (1981).

Med romanen Cat's Eye (1988, dansk Katteøje, 1989), novellesamlingen Wilderness Tips (1992, dansk Tip om overlevelse, 1993) samt romanen The Robber Bride (1993, dansk Røverbruden, 1994) udbygges den præcise analyse af vor tids mennesker og samfund. Margaret Atwood har desuden bidraget til canadisk litteraturforskning med det originale værk Survival (1972).

Feministen Atwood

Margaret Atwood har navnlig fokuseret på det kvindelige i en specifik canadisk sammenhæng, og i 1990'erne valgte hun kriminalromanens format til at rekonstruere en gammel retssag i Alias Grace (1996, på dansk i 1997) og i historien i tre spor om to søstre, The Blind Assassin (2000, dansk Den blinde morder, 2002); den store roman indbragte hende Bookerprisen. Hendes seks Empson-foredrag fra Cambridge University om en (kvindelig) forfatters praktiske skriveerfaringer er samlet i Negotiating with the Dead: A Writer on Writing (2002).

Særligt indflydelsesrig er romanen The Handmaid's Tale (1985, dansk Tjenerindens fortælling, 1986), der er en barsk fremskrivning af fundamentalistiske og kvindefjendske tendenser i samtiden. Romanen blev filmatiseret i 1990, instrueret af Volker Schlöndorff og med manuskript af Harold Pinter. I 1998 skrev Poul Ruders tillige en opera over bogen. I 2017 blev den til en tv-serie skabt af Bruce Miller (f. 1965). Bogen var skrevet som direkte svar og kritik af Reagan-regeringens tiltag om kvinders rettigheder i 80'erne, men serien fandt ekstra genklang, eftersom den udkom samme år som Donald Trumps første embedsperiode som præsident.

Økokrigeren og aktivisten Atwood

Atwood har udover sit feministiske virke også skrevet både fiktive og polemiske tekster om alt fra dyrevelfærd til klima og biopolitik. Særligt hendes MaddAddam-trilogi står her som et hovedværk, der over tre bind beskriver en verden ødelagt af ødselt forbrug, uhæmmet brug af fossile brændstoffer og genmanipulation.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig