Katarina 2. den Store

Katarina 2. den Store var kejserinde af Rusland fra 1762. Katarina, som var født prinsesse i det lille tyske fyrstendømme Anhalt-Zerbst, ægtede 1745 sin fætter, hertug Karl Peter Ulrich af Holsten-Gottorp, der var udpeget til russisk tronfølger. Hun fødte ham i 1754 en søn, men ægteskabet var ulykkeligt. I januar 1762 besteg Karl Peter Ulrich den russiske kejsertrone som Peter 3. Han blev hurtigt upopulær i militære kredse, især fordi han sluttede fred med ærkefjenden Preussen for at kunne sende de russiske tropper mod Danmark. Ved hjælp af garderregimenterne kunne Katarina i juli 1762 gennemføre et statskup, der bragte hende selv på tronen.

Katarina lagde stor vægt på at trone som den oplyste monark. Hendes vigtigste reform var sekulariseringen af kirkegodset i 1764, der i væsentlig grad øgede statens indtægter; 411 af landets 572 klostre blev nedlagt, og deres livegne bønder, en sjettedel af landets livegne, blev juridisk frie undersåtter, der betalte jordrente til staten. For at kodificere retstilstanden samlede hun i 1767 en stor lovkommission med valgte repræsentanter for bl.a. adelen, byerne og fribondestanden. På grund af stændernes uenighed blev kommissionen hjemsendt i 1768, men de efterladte betænkninger blev lagt til grund for Katarinas følgende lovgivning. Pugatjovopstanden i årene 1773-1875 fremskyndede hendes plan om at styrke og modernisere regionalforvaltningen.

Guvernementsreformen 1775 adskilte den dømmende magt fra den udøvende og indførte et kostbart skole- og sundhedsvæsen. Selvom militærudgifterne i hendes regeringstid faldt fra 48 % til 37 % af det samlede budget, høstede hun store udenrigspolitiske triumfer. Ved fredsslutningerne med Tyrkiet i 1774 og 1792 fik Rusland Sortehavskysten fra Kubanfloden i øst til Dnestr i vest; og ved Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795 blev imperiet udvidet med Hviderusland, det vestlige Ukraine, Volynien og Litauen.