Johann Wolfgang von Goethe

Johann Wolfgang Goethe kom fra et velhavende hjem i Frankfurt am Main. Han fik tidligt omfattende privatundervisning og studerede derefter i Leipzig og Strasbourg, hvor han i 1771 blev jurist. Året før havde Goethe mødt J.G. Herder, og påvirkningen fra ham var med til at gøre Goethe til en ledende figur i den litterære Sturm und Drang-bevægelse.

Goethe vandt national opmærksomhed med sit første drama, Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand (1773), og international berømmelse med sin første roman, Die Leiden des jungen Werthers (1774), ('Den unge Werthers lidelser').

Flere af Goethes vigtigste ungdomsdigte blev trykt i tidsskrifter eller cirkulerede privat; først i 1789 udkom hans første større digtsamling, der indeholdt "Mailied", "Willkommen und Abschied", "Prometheus", "Wanderers Sturmlied", "Erlkönig" mfl.

Efter en ophævet forlovelse tog Goethe i 1775 mod et tilbud fra det lille hof i Weimar om at blive en slags rådgiver for hertug Carl August (1758-1828). Han deltog energisk i hertugdømmets administration og havde i 1780'erne en position nærmest svarende til en finansministers. Goethe så i Weimar en mulighed for alsidigt virke i en overskuelig sammenhæng, men hans reformforsøg lykkedes kun delvis, han følte sig sat i stå som digter, og privat søgte han ud af et kompliceret venskab med hofdamen Charlotte von Stein (1742-1827).

I 1786 "flygtede" han derfor til Italien (indtil 1788, beskrevet i Italienische Reise, 1815-1829), men vendte tilbage til Weimar og boede der til sin død, kun afbrudt af kortere rejser. Hans administrative virke gjaldt herefter mest videnskab og kunst; således havde han tilsyn med universitetet i Jena og var i årene 1790-1817 teaterchef.

Fra 1788 levede Goethe sammen med Christiane Vulpius (1765-1816), som han giftede sig med i 1806. Af deres fem børn overlevede kun sønnen August (1789-1830). Der har været gisnet om, at de senere fødte børns død som spæde skyldes forældrenes inkompatible blodtyper.

Goethe er en moderne kunstner, men endnu med rod i en tid, der ikke anså litteratur for en eksistensform eller levevej. Som barn så han en tysk-romersk kejser (Joseph 2.) blive kronet i Frankfurt (1764). Senere var han vidne til Den Franske Revolution, Napoleons storhed og fald, den tidlige industrialisering og den økonomiske liberalisme.

I selvbiografien Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-1833) beretter Goethe om sine første 25 år og om datidens tyske kultur. Selv kom han til at påvirke hele Europa, skønt han aldrig besøgte hovedstæder som Paris eller London. Han sammenlignede humoristisk Weimar med Betlehem: Lille og stor på samme tid, og Europas åndsliv valfartede til ham.

"Den unge Goethe" er blevet en formel for ungdom overhovedet: Et stofskifte med virkeligheden, der ikke begrænses af overleverede ideologier eller traditionelle former. Mange af Goethes ungdomsdigte virker i bedste forstand tidløse i deres kombination af intenst udtryk og ubesværet sprog.

Werther-romanen var både en skandale – den danske oversættelse blev forbudt – og en succes. Den blev med det samme læst som udtryk for den nye generations stemning: følelsesoverskud, men også socialt underskud. Individet stræber efter frihed, men føler sig også alene i verden. Allerede tidligt var Goethe tillige optaget af Faust-stoffet, som fulgte ham hele resten af livet.

Under og efter rejsen til Italien fuldførte Goethe flere afbrudte værker, bl.a. dramaerne Iphigenie auf Tauris (1787), Egmont (1788) og Torquato Tasso (1790), der med deres diskussion af natur og civilisation indleder hans såkaldt klassiske periode, i hvilken han fremhævede den antikke digtning som et forbillede, der skulle leves op til.

Han tog fra første færd afstand fra Den Franske Revolution og skrev et par satiriske skuespil mod lignende tendenser i Tyskland. I poetisk form fremskriver Goethe sit eget samfundsideal i verseposet Hermann und Dorothea (1796), oversat til dansk af Adam Oehlenschläger i 1841.

Venskabet med Friedrich Schiller fra 1794 blev vigtigt for begge forfattere, der i al deres forskellighed havde en fælles interesse i at gøre publikum mere kvalitetsbevidst og begge følte sig isoleret mellem den trivielle underholdning og den nye, både vilde og fromme romantiske kunst. De kunne inspirere hinanden, fx til at skrive ballader (Goethe: "Der Zauberlehrling" mfl., Schiller "Der Taucher" m.fl.).

Med Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-1796), som allerede i 1801-1802 blev oversat til dansk af Knud Lyne Rahbek, skabte Goethe den første egentlige dannelsesroman, den tyske (og siden også danske) variant af den europæiske udviklingsroman. Mens individets personlige dannelse her står i centrum, er Wilhelm Meisters Wanderjahre (1829) i højere grad en roman om det nye århundredes tendenser til specialisering og ensidighed. Med sin delvis essayistiske form foregriber den dele af det 20. århundredes romankunst.

Romanen Die Wahlverwandtschaften (1809) problematiserer al dannelse i sin beretning om, hvordan menneskers nøje planlægning af deres liv krydses af lidenskaber, der har karakter af naturkræfter. Naturen holder mennesket oppe og inspirerer det, men viser det også stedse dets grænser.

Goethes naturopfattelse er snarest præget af Baruch Spinozas formel: At Gud og naturen er det samme, at det guddommelige eller en højere styrelse alene viser sig for os i naturen, som natur. Hans studier i mineralogi, zoologi, botanik mv. baserer på hans opfattelse af naturen som et mønster i stadig forvandling (metamorfose). Han er optaget af dens skiftende former (morfologien) og deres indre love.

Goethe afviser det klassiske allegoriske syn på naturfænomener som sekundære udtryk for ideelle kræfter, men også den moderne positivistiske videnskab, der for ham at se kun anerkender naturen som materiale og ser bort fra, at mennesket selv er en del af den. Når vi kan erkende naturen, er det, fordi naturen har skabt vore redskaber til det.

Mest radikalt sker det i Goethes farvelære, Zur Farbenlehre (1810), med påstanden om, at farverne ikke, som Newton havde påvist, allerede er indeholdt i det hvide lys, men først bliver til, når lyset møder en modstand. Goethes mange praktiske farveforsøg og i det hele taget hans naturforskning sigter stedse på at fastholde forbindelsen mellem det undersøgende subjekt og det undersøgte objekt.

Farvelærens skæbne har vist, at det ikke lod sig gøre. Naturvidenskaben anerkender Goethes iagttagelser, men afviser hans forklaringsmodel. Derimod har farvelæren netop på grund af sine præcise beskrivelser været brugt i uddannelsen på kunstakademier.

Goethe er ikke kun naturens digter, men også kærlighedens, og der har været forsket meget i værkernes biografiske baggrund. Selv erklærede Goethe, at alle hans digte var lejlighedsdigte, altså tog udgangspunkt i en bestemt situation; men afgørende er ikke situationen, men digtet, som rummer meget mere end sin anledning. Der er sværmerisk forelskelse i de tidlige digte og mere fysisk erotik i de modne Römische Elegien (1795), mens kærligheden som (også tragisk) skæbne står i centrum i fx den sene "Trilogie der Leidenschaft " (1823).

Ikke mindst den store digtcyklus West-östlicher Divan (1819), hvis titel peger på Goethes inspiration fra persisk digtning (Hafiz), vidner om, at den aldrende digter kunne opleve verden med usvækket styrke og uden det beskyttende officielle panser, som Goethe undertiden anlagde sig over for omverdenens nyfigenhed, og som mange besøgende i Weimar noterede.

Hovedværket Faust fulgte Goethe fra først i 1770'erne til 1831, dog med store pauser undervejs. Goethe bruger overleveringen om Faust, der tog Djævelen til hjælp for at gøre sig Gud lig, men digter i "Tragediens første del" (1808) tillige historien om den unge pige Margarete (Gretchen), der hengiver sig til Faust, lades i stikken af ham, dræber deres barn og henrettes.

Anden del (afsluttet 1831, efter Goethes ønske først udkommet posthumt 1832) vider sig ud til et stort verdenspanorama, der omfatter skildringer af den moderne tids økonomiske og tekniske faldgruber, såvel som af det store kærlighedsmøde mellem Faust og Helena, mellem den kristne epokes dynamiske mentalitet og den antikke verdens ideale skønhed.

Det biografiske element har spillet en stor rolle, både fordi Goethes liv er så godt kortlagt ikke mindst af ham selv, og fordi det individuelle står centralt hos ham. Men i øvrigt har hans værk været studeret fra alle tænkelige synsvinkler, og bliver det fortsat. Der findes Goethe-museer i Frankfurt am Main (Freies Deutsches Hochstift), i Düsseldorf og i Weimar.

Danmark er formentlig det land uden for Tyskland, hvor Goethe har sat sig de mest direkte spor; Vilhelm Andersen gav sin fremstilling af 1800-tallets danske litteratur overtitlen "Goethe". Der er større Goethe-monografier af bl.a. Georg Brandes, Vilhelm Grønbech, Carl Roos og Per Øhrgaard, ligesom adskillige forskere har bidraget til forståelsen af enkelte aspekter af hans værk.

Der eksisterer mangfoldige oversættelser ag Goethes værker til dansk, skønt en af de første (af Werther-romanen) blev standset af censuren i 1776. Blandt de tidlige oversættere var Adam Oehlenschläger, Knud Lyne Rahbek og Emil Aarestrup; 1924-1928 udgav P.A. Rosenberg udvalgte værker af Goethe i 14 bind i især egne, men også andres oversættelser.

Senere er Den unge Werthers lidelser, Italiensk rejse, Romerske Elegier og Venetianske Epigrammer, erindringerne, Faust, Valgslægtskaberne, Wilhelm Meisters læreår og skuespillene Iphigenie på Tauris og Torquato Tasso udkommet i nye oversættelser og prosaværket Unterhaltungen deutscher Ausgewanderten (da. Tyske udvandrerhistorier, 1999) oversat til dansk for første gang. En dansk dokumentarfilm om Goethes farvelære Lyset, mørket og farverne (1999) blev en international succes.

Talrige lieder, korsange og andre former for vokalmusik er i tidens løb skrevet til Johann Wolfgang von Goethes digte, ballader og dramatiske værker. Særligt Franz Schubert, der har komponeret ca. 60 sange til Goethetekster (fx Heidenröslein og Erlkönig), og Hugo Wolf er berømte for deres musikalske fortolkninger af hans poesi. Også Faust har givet inspiration til mange komponister, bl.a. Schumann og Hector Berlioz.

• tysk litteratur
• Sturm und Drang
• dannelsesroman
• Faust
• Baruch Spinoza
• Friedrich Schiller
• Goethe-inspireret musik
• Adam Oehlenschläger
• Knud Lyne Rahbek
• farve