Indien

Fra ca. 2500 f.v.t. opstod en avanceret kultur omkring Indusfloden med byplanlægning og domesticering af husdyr. Fra ca. 300-tallet kendes de første storriger i Nordindien, fx Mauryadynastiet fra 300-tallet, der efterfulgtes af Guptadynastiet med kejser Ashoka. I Sydindien blomstrede Cholariget i 1000-tallet og fik stor betydning kulturelt og handelsmæssigt særligt øst for Indien.

I det indiske område har der historisk været mange dynastier og riger, men delvist under de muslimske moguler fra 1526 og særligt det britiske koloniherredømme fra ca. 1800-1947 blev de mange fyrstestater samlet til ét Indien.

Mogulriget fik fra 1526 og de næste ca. 300 år afgørende kulturel, økonomisk og politisk betydning for Indien. Portugisiske Vasco da Gama fandt søvejen fra Europa til Indien i 1498, og bl.a. briter og franskmænd etablerede sig i Indien for at få del i handelen, ikke mindst med krydderier og tekstiler. Gennem det private East India Company udnyttede briterne Mogulrigets svagheder og fik i 1757 monopol på skatteopkrævningen i det rige Bengalen.

I 1857 styrede briterne det meste af det nuværende indien, bortset fra små portugisiske og franske enklaver. I 1858 kom det til et stort indisk oprør, og den britiske regering overtog magten fra det private East India Company og blev dermed koloniherre i det meste af Indien. I 1885 blev Den Indiske Nationalkongres (INC) stiftet som talerør for større indisk indflydelse, og med Mahatma Gandhis indtræden blev INC en bredere folkelig bevægelse. Gandhis strategi om ikke-vold og civil ulydighed mod den britiske overmagt viste sig effektiv. I 1947 blev landet selvstændigt, men delt i et muslimsk Pakistan og et hindudomineret Indien. Under landets første premierminister, Jawaharlal Nehru, søgte Indien alliancefrihed og forfulgte en socialistisk, planøkonomisk politik. Fra 1992 vandt hindunationalisterne større indflydelse, særligt under premierminister Narendra Modi fra 2014.

• Læs mere om Indiens historie, Indiens historie indtil 1750, Indiens historie fra 1750 og Indiens forhistorie

Indiens geografi omfatter Himalayabjergene i nord, ørken mod vest, subtropisk klima med Gangessletten i Nordindien og Deccanplateauet i Centralindien, skov- og bjergrigt terræn mod nordøst samt tropisk klima mod syd og langs meget af kysterne, inkl. øgrupperne Laccadiverne, Andamanerne og Nicobarerne. Mange steder er der lokale mikroklimatiske forhold.

I Indien er årstiderne inddelt efter monsunregnen. Det tørre og varme forår og sommer – præ-monsunen – strækker sig fra marts-april til juni. I juni rammer syd-vest-monsunen, og regntiden varer til september. Herefter følger efteråret, hvor der i Sydindien stadig kan komme regn indimellem. December til marts er vintermåneder med ingen eller meget lidt regn og køligere temperaturer. Omtrent 80 % af regnmængden falder under monsunen.

Klimaforandringer har betydet, at regelmæssigheden af regnen i stigende grad varierer, ligesom temperaturen i Indien har været stigende med store konsekvenser for landbruget. Cykloner er hyppige særligt i Den Bengalske Bugt i sommerperioden.

Indiens floder spiller en stor rolle som kilde til drikkevand, i landbruget og til elektricitet samt transport. Store floder som Ganges, Indus og Brahmaputra har deres udspring i Himalaya, hvor den hastigere afsmeltning af gletsjere har medført flere jordskred og stigende erosion. I Sydindien er Kaveri en af de vigtigste floder. I delstaten Karnataka udnyttes flodvandet gennem opdæmning til at generere elektricitet, og i Tamil Nadu har det stor betydning for landbruget, hvor navnlig risdyrkning kræver intensiv kunstvanding. Fordelingen af flodvandet mellem delstaterne er ofte genstand for konflikt.

• Læs mere om Indiens geografi

Den indiske befolkning er etnisk, religiøst og kulturelt meget sammensat og varierer fra øst til vest og fra nord til syd. Delstaternes grænser er typisk skabt ud fra sprogligt-etniske skel, men også inden for de grænser er der typisk områder med egne etniske identiteter, som fx oprindelige folk, adivasier.

Med 1,468 mia. indbyggere (2023) har Indien verdens største befolkning. Landet er blandt de tættest befolkede med 481 indbyggere pr. km2. 48 % af befolkningen er kvinder; det afspejler bl.a. en præference for drengebørn.

I gennemsnit føder indiske kvinder 2,1 børn, men det dækker over store variationer: I Bihar er tallet 3 børn pr. kvinde, mens det i Goa er 1,3. Generelt fødes der flere børn i det fattigere nord, og færre i det rigere syd. Den forventede middellevetid er 75,6 år. Indiens befolkningstilvækst er faldet hurtigere de seneste årtier end forudset.

• Læs mere om Indiens befolkning,

Indien har 28 delstater og otte forbundsterritorier. Parlamentet har to kamre, underhuset Lok Sabha (‘Folkets Forsamling’) og overhuset Rajya Sabha (‘Staternes Råd’). Delstaterne har egne parlamenter med ansvar for fx lov og orden, sundhed, uddannelse og skatteinddrivelse. Forbundsterritorierne styres fra centralregeringen. Parlamentsvalg afholdes senest hvert femte år – næste gang i 2024. Ved de nationale valg i 2019 var der mere end 900 mio. stemmeberettigede vælgere, og ca. 67 % valgte at stemme.

Den indiske økonomi er afhængig af landbruget, der beskæftiger 44 % af arbejdsstyrken, men kun bidrager med 19 % til BNP. Industrisektoren bidrager med 28 % og har traditionelt ikke fyldt meget, men fx inden for medicin samt bil- og computerindustrien er der sket stigninger. En uforholdsmæssig stor del af BNP kommer fra servicesektoren, som dog kun har 25 % af Indiens ansatte. Den uformelle økonomi er anslået til at udgøre 40 % af den samlede økonomiske aktivitet.

Kvinders deltagelse i det formelle arbejdsmarked er lav; kun ca. hver fjerde kvinde er ansat, og tendensen er faldende. Gennemsnitsindkomsten pr. indbygger er 14.000 DKK årligt (2022). Selvom indkomsten er øget, dækker det over en enorm og stigende ulighed. Den absolutte fattigdom er faldende, og ifølge FN er antallet af fattige reduceret med 414 mio. i løbet af 2005-2021 (2023). Antallet af fattige er opgjort til 230 mio.

Uddannelsessystemet består af ti års grundskole, to års gymnasium samt en lang række videregående uddannelser, der spænder fra professions- og diplomkurser til universitets- og forskeruddannelser. Der er få formaliserede håndværksmæssige uddannelser. Skolegang er gratis og obligatorisk for alle børn mellem seks og 14 år. Der er private alternativer til det offentlige system på alle niveauer. Private uddannelsesinstitutioner bruger ofte engelsk som undervisningssprog.

• Læs mere om Indiens økonomi, Indiens fattigdom og økonomiske ulighed, Indiens politiske partier, Indiens forfatning og Indiens uddannelsessystem

Der tales flere hundrede forskellige sprog og endnu flere dialekter i Indien; præcis hvor mange er usikkert. Nogle sprog tales af mange millioner mennesker, andre blot af nogle få tusinde eller endnu færre. Indiens mange sprog tilhører fire forskellige sprogfamilier. Størst er gruppen af indoariske sprog, fulgt af dravidiske sprog, mundasprog og sino-tibetanske sprog.

Indien har intet fælles nationalt sprog, men hindi og engelsk bruges som officielle sprog af regeringen og de nationale myndigheder til at kommunikere på nationalt niveau.

Hindi er det største sprog i Indien. Det tales af 528 millioner mennesker som førstesprog, svarende til 43,5 % af befolkningen, og yderligere mindst 164 millioner taler hindi som deres andet eller tredje sprog (2011). Engelsk tales som andet eller tredje sprog af mere end 129 millioner mennesker.

I alt 22 sprog har status af officielle sprog: assamesisk, bengali, gujarati, hindi, kannada, kashmiri, konkani, malayalam, manipuri, marathi, nepali, odia, punjabi, sanskrit, sindhi, tamil, telugu, urdu, bodo, santhali, maithili og dogri. Størstedelen af disse fungerer som officielle delstatssprog i en eller flere indiske delstater.

• Læs mere om Indiens sprog, indoariske sprog, dravidiske sprog, mundasprog og sino-tibetanske sprog

Indien er et multireligiøst, sekulært land og har ingen officiel statsreligion. Buddhismen, hinduismen, jainismen og sikhismen er alle opstået på det indiske subkontinent og betegnes som indiske religioner, mens islam, kristendommen og jødedommen er kommet til Indien i det første årtusinde e.v.t.

Størstedelen af den indiske befolkning, ca. 80 %, er hinduer. Hinduismen er ikke en enhedsreligion. Hinduerne tilhører mange forskellige sekter og religiøse fællesskaber, der tilbeder forskellige guder og fejrer forskellige religiøse højtider. Alligevel har hinduer i stigende grad bevidstheden om at tilhøre et overordnet religiøst og kulturelt fællesskab.

Den næststørste religion i Indien er islam. Cirka 14 % af befolkningen er muslimer; størstedelen er sunnimuslimer.

Kristendommen er den tredjestørste religion. Kristne udgør 2,3 % af befolkningen; flertallet er protestanter, mens et stort mindretal er katolikker og et lille mindretal er syrisk kristne.

Sikher udgør 1,7 % af den indiske befolkning. Størstedelen bor i og omkring delstaten Punjab inklusiv den nationale hovedstad Delhi. Jainisterne udgør blot 0,4 % af befolkningen og bor fortrinsvis i det vestlige Indien, ligesom det lille religiøse mindretal, parserne, der nedstammer fra Persien og dyrker den førislamiske religion zarathustrismen. Det jødiske mindretal i Indien er endnu mindre og udgør nogle få tusinde personer.

Buddhismen var omtrent forsvundet fra Indien ved Indiens uafhængighed, men dyrkes nu af ca. 8 millioner dalitter, som er konverteret i protest mod hinduismens understøttelse af det undertrykkende kastehierarki.

Foruden de etablerede og veldefinerede religioner har indiske stammefolk, adivasier, en række religiøse praksisser, der oftest betegnes som enten animisme, stammereligion eller folkelig hinduisme.

Trods forfatningssikret religionsfrihed bliver religiøse mindretal, særligt muslimer, i stigende grad udsat for marginalisering og forskelsbehandling også fra offentlige myndigheder som resultat af den voksende hindunationalisme.

• Læs mere om Indiens religioner, hinduisme, buddhisme, sikhisme og jainisme

Indiens store sproglige, religiøse og kulturelle mangfoldighed har affødt et væld af forskellige kunstarter og udtryksformer, der varierer fra lokale kunsthåndværks- og performancetraditioner til klassisk højkultur inden for såvel musik, billedkunst, arkitektur og litteratur som film, teater og dans. Indisk tekstilhåndværk har en flere tusinde år gammel historie, ligesom bronzestøbning og metalarbejde, træskærerarbejde, pottemageri, kurvefletning og måttevævning.

Historisk skelner man overordnet mellem henholdsvis nordindiske og sydindiske, hinduistiske og muslimske kunst- og kulturstrømninger. Siden 1600-tallet og den gradvise europæiske kolonisering har europæiske ideer og kulturtraditioner også haft stor indflydelse på indisk kunst og litteratur.

Efter Indiens uafhængighed har kunsten på tværs af genrer og udtryksformer haft afsøgningen af en autentisk, moderne indisk kulturel identitet som gennemgående tema. Engelsksproget indisk skønlitteratur har siden 1980’erne vundet popularitet internationalt, ligesom indiske film, herunder Bollywood-film, distribueres og ses overalt i Sydasien og i stigende grad også i Nordamerika og Europa. Også indisk billedkunst gør sig i stigende grad gældende internationalt på museer, kunstmesser og biennaler, og den har i de senere år grundlæggende udfordret stereotype, eksotiserende forestillinger om Indien og indiskhed.

Det indiske køkken varierer fra stat til stat, og der er store religiøse forskelle på, hvad man spiser. Fælles er en udstrakt brug af krydderier, herunder chili, ingefær og hvidløg. Det vegetariske køkken står stærkt. Mod nord er brød af hvede populært, mens ris dominerer i syd.

• Læs mere om Indiens køkken, indisk film, Indiens arkitektur og billedkunst, Indiens teater og dans, Indiens klassiske musik og indisk litteratur

Danmarks første tropekoloni blev etableret i 1620 i Tranquebar syd for Chennai. Den fik aldrig stor betydning, udover som centrum for missionsvirksomhed. Større økonomisk betydning fik handelsstationen Serampore, på dansk kendt som Frederiksnagore, nord for Kolkata, oprettet i 1755. De indiske besiddelser blev i 1845 solgt til briterne. Begge steder har gennemgået restaurering med danske bidrag.

Den gryende indiske selvstændighedsbevægelse fra begyndelsen af 1900-tallet vakte også i Danmark opsigt. Da forfatteren Rabindranath Tagore var på gennemrejse for at modtage Nobelprisen i litteratur i Stockholm i 1921, blev han modtaget som folkehelt af bl.a. københavnske studerende. Interessen for det indiske kom også til udtryk i brevvekslinger mellem danskere og Mahatma Gandhi.

Danske ingeniører stod i 1938 bag etableringen af ingeniørvirksomheden Larsen & Toubro, L&T, i 1938. L&T er i dag indisk og blandt landets førende. Fra 1960’erne var Danida aktivt i Indien, bl.a. gennem uddannelse inden for sundhed og landbrug.

I 1965 lancerede regeringen ‘den grønne revolution’, en strategi for en radikal forøgelse af landbrugsproduktionen, og indførelsen af dansk kvæg spillede en rolle i ‘den hvide revolution’, som Indien igangsatte i 1970.

De indiske myndigheder har siden 2002 forsøgt at få den danske aktivist Niels Holck udleveret til retsforfølgelse i Indien, hvor han i 1995 deltog i nedkastning af fire ton våben til en oprørsbevægelse i Purulia-distriktet i Vestbengalen. Østre Landsret afviste i 2011 kravet om udlevering. Forholdet er siden blevet bedre, og i 2020 indgik Danmark og Indien et grønt-strategisk samarbejde.

Samhandlen er relativt beskeden: Indien er Danmarks 17. største eksportmarked med 1,5 % af de samlede eksportindtægter.

Der bor ca. 16.000 indiske statsborgere i Danmark (2022).

• Sydasien