Faktaboks

Hendrick van Balen

Hendrick van Balen den ældre

Hendrik van Baelen, Hendrik Van Balen, Hendrik van Bael, Hendrik van Bale

Født
1575, Antwerpen, Belgien
Død
17. juli 1632, Antwerpen, Belgien
Levetid - kommentar
Født mellem 1573 og 1575.
"Gudernes festmåltid. Peleus' og Thetis' bryllupsfest"

Hendrick van Balen (tilskrevet) og Jan Brueghel den ældre. Gudernes festmåltid. Peleus' og Thetis' bryllupsfest, 1589-1632, olie på kobber. Landskabet, det festligt dækkede bord og alle forgrundens detaljer er malet af Jan Brueghel, mens figurerne er udført af Hendrick van Balen.

Af /Statens Museum for Kunst, København.

Hendrick van Balen var en flamsk maler, der virkede i Antwerpen. Han kom fra beskedne kår, men var sandsynligvis veluddannet, da han ved sin død efterlod sig et stort antal bøger på forskellige sprog.

Hendrick van Balens læreår

Hendrick van Balen kan være blevet uddannet hos en af Antwerpens såkaldte italianisanter, det vil sige en af de landskabsmalere, der i 1600-tallet rejste til Italien. Han kan også selv have tilegnet sig den italienske malerkunst på en rejse til Italien i årene mellem 1595 og 1600.

Van Balen blev optaget som mester i Antwerpens Sankt Lukas-gilde omkring 1592. Fra 1602 optræder han regelmæssigt i kilderne, især som lærer.

Værksted og lærlinge

I tre årtier drev han et succesfuldt værksted i Antwerpen, hvor han blandt sine elever talte Anthonis van Dyck og Frans Snyders. Tre af hans sønner blev også malere.

Van Balens motivkreds

Van Balen malede adskillige store altertavler, men han er bedst kendt for sine kabinetbilleder, der ofte skildrer mytologiske eller allegoriske emner med nøgne figurer i paradisagtige omgivelser. Han malede desuden landskaber, som typisk var små og malet på kobber eller egetræ.

Samarbejde med andre kunstnere

Han bidrog ofte ved at tilføje figurer til landskaber, udført af andre kunstnere, blandt andre på vennen Jan Brueghels værker. Desuden samarbejdede han med Jan Brueghel den yngre (1601-1678), Frans Snyders og Frans Francken den yngre.

Hendrick van Balens værker er til tider fejlagtigt blevet tilskrevet Jan Brueghel.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig