Guatemalas geografi

Befolkningen består af 60 % indianere, 30-35 % mestizer (af europæisk-indiansk herkomst), 4-5 % hvide efterkommere af spanierne og 2 % sorte og asiater. De fleste indianere taler deres oprindelige sprog og følger traditionel levevis; kun få taler spansk. Der findes 20 forskellige mayastammer med lige så mange sprog og over 100 dialekter.

Indianerne bor hovedsagelig i det centrale højland, hvor de mange steder udgør over 90% af befolkningen. De lever af landbrug og dyrker især majs til eget forbrug; mange supplerer dyrkningen med sæsonarbejde i plantagerne. Landino er den fælles betegnelse for den ikke-indianske befolkning og de indianere, som har forladt deres egen kultur og sprog. De bor især i den østlige del af landet og i de store byer. Mange arbejder som kvægpassere og daglejere på de store brug. Befolkningsvæksten er stor, 3,1 % om året, og 45 % er under 15 år (1992). Tilflytningen til byerne og især til hovedstaden har været stor som følge af den politiske vold i begyndelsen af 1980'erne; i samme periode forlod ca. ½ million landet og søgte asyl i Mexico og USA, mens 1 million blev interne flygtninge. Mange gemmer sig i byernes slum og ernærer sig som fx gadefejere og skopudsere; arbejdsløsheden er høj, og det er ikke ualmindeligt, at børn er forsørgere. Ca. 50.000 lever fortsat i eksil i Mexico, heriblandt Rigoberta Menchú, som i 1992 fik Nobels Fredspris for sit arbejde for at opnå bedre økonomiske og politiske forhold for den indianske befolkning.

En meget stor del af befolkningen er knyttet til landbruget, og halvdelen af arbejdsstyrken er direkte beskæftiget her. Mange er dog underbeskæftiget som daglejere og sæsonarbejdere. Jordfordelingen er ekstremt skæv: 3 % af jordejerne ejer 70 % af landbrugsjorden.

Denne ejendomsstruktur stammer fra kolonitiden, da spaniernes idéer om privat ejendomsret kolliderede med indianernes traditionelle kollektive brug af jorden, og selv nu fratages indianere jord. De store jordbesiddere er ud over den hvide overklasse internationale agro-business-selskaber som fx United Brands. På de store brug dyrkes eksportafgrøder som kaffe og bomuld og ved Stillehavskysten sukkerrør, mens bananplantagerne er koncentreret omkring Puerto Barrios ved Det Caribiske Hav.

På de små familiebrug dyrkes især majs og bønner. 90 % af brugene er for små til at forsørge en familie, og produktiviteten er lav. Fødevareproduktionen har ikke holdt trit med befolkningsvæksten, og importen af fødevarer er stigende.

En stor del af det nordlige Guatemala er dækket af regnskov. Efterspørgslen på tropiske træsorter har øget skovhugsten, og regnskoven er truet. Jordløse bønder, der flytter eller flygter til regnskoven, rydder arealer til opdyrkning og bidrager også til erosions- og forureningsproblemerne.

Industrialiseringen begyndte i 1930'erne, og industrien bidrager med 20 % af BNP og beskæftiger 18 % af de erhvervsaktive. Landet er således blandt de mest industrialiserede i Centralamerika. Der forarbejdes fødevarer (bl.a. kød- og fiskekonserves og pulverkaffe), tekstiler, medicin, forbrugsvarer og cement. Megen industri er ejet af udenlandske koncerner, som tiltrækkes af billig arbejdskraft og fravær af fagforeninger.

Siden 1996 har Guatemala haft vækst både i turismen og i eksporten af industrivarer fra de såkaldte maquiladoras (frizoner). Samtidig har økonomiske reformer betydet, at store dele af den offentlige sektor er blevet privatiseret gennem salg til udenlandske selskaber (jernbanedrift, telekommunikation, elforsyning). For hovedparten af befolkningen har den økonomiske vækst dog ikke haft afsmittende virkning, og modsætningerne til den rige overklasse er blevet yderligere skærpet.

I bl.a. regnskoven er der fundet enkelte, små oliefelter, men foreløbig er produktionen ubetydelig.

• Guatemala