Georg Friedrich Händel

Georg Friedrich Händel var en tysk komponist, som blev engelsk statsborger i 1727, og som var sin tids berømteste komponist.

Georg Friedrich Händels position i musiklivet har holdt sig usvækket gennem tiderne. Samtidig med sin tilknytning til hof og adel virkede han som fri komponist i Londons musikliv, underkastet markedets økonomiske vilkår, og indvarslede derigennem en ny tid i musikhistorien.

Georg Friedrich Händel blev født i Halle. Hverken faderen, der var feltskær, dvs. en slags kirurg, eller moderen, der var præstedatter, synes at have haft særlig interesse for musik, og drengens evner udviklede sig således snarere på trods af end i kraft af forældrenes tilskyndelse. Som tiårig fik han sin første undervisning hos den lokale organist og velanskrevne komponist Friedrich Wilhelm Zachau (1663-1712). Som 17-årig blev han indskrevet ved byens netop grundlagte universitet, sandsynligvis med jura som fag, og fra denne tid hidrører hans livslange venskab med Georg Philipp Telemann, der ligesom Händel skulle blive en af Europas førende komponister (derimod mødtes Johann Sebastian Bach og Händel aldrig).

Snart afbrød Händel sine studier for i 1702 at tiltræde sit første embede som organist ved domkirken i Halle. Dette kunne være blevet indledningen til en traditionel tysk kirkemusikerkarriere, som den kendes fra Johann Sebastian Bach.

Imidlertid drog Händel allerede i 1703 til Hamburg, som siden 1678 havde været Tysklands vigtigste by inden for operagenren. Han blev ansat som violinist og cembalist ved Hamburgoperaen, hvis leder, Reinhard Keiser, blev anset for at være Tysklands førende operakomponist.

Under sit treårige ophold i Hamburg skrev Händel sin tidligste kammermusik og sin første opera, Almira, til en tekst, der var en blanding af tysk og italiensk. Her lærte han den lutherske passionsmusik at kende og stiftede bekendtskab med kritikeren og musikteoretikeren Johann Mattheson, der var organist i byen.

Interessen for operaen førte Georg Friedrich Händel videre til genrens hjemland, Italien. I 1706-1710 opholdt han sig i forskellige italienske byer, vandt indpas i adelige kredse, lærte den italienske opera seria at kende indefra og traf en række betydelige komponister, bl.a. Arcangelo Corelli, Alessandro Scarlatti og dennes søn Domenico.

Fra disse for Händel betydningsfulde år stammer, foruden en række operaer, ca. 100 verdslige kantater og oratorierne Il trionfo del Tempo e del Disinganno og La Resurrezione, der dog kun har genrebetegnelsen tilfælles med de senere engelske oratorier.

Efter i 1710 at have fået ansættelse som kapelmester hos kurfyrsten af Hannover drog Händel i slutningen af 1711 til London, hvor hans opera Rinaldo blev opført med stor succes. Han vendte kortvarigt tilbage til Hannover, men tog derefter uden fyrstens tilladelse fra 1712 fast ophold i London, hvor han hurtigt blev centralt placeret i engelsk musikliv, støttet af adelen og protegeret af kongehuset (at Händel med Water Music skulle have forsonet sig med fyrsten, der i 1714 blev konge af England under navnet George 1., er en næppe holdbar legende).

Hans position i musiklivet blev dog også udsat for angreb og intriger fra dele af den engelske middelklasse, og hertil kom, at han delvis mod sin vilje blev en brik i det politiske spil mellem whigger og toryer og mellem kongen og prinsen af Wales. Kontakten til kongehuset udmøntede sig i en række lejlighedsværker, hvoraf ikke mindst Zadok the Priest, en af de fire Coronation Anthems skrevet til George 2.s tronbestigelse i 1727, er blevet indbegrebet af Händels monumentale stil.

1713-1719 virkede Georg Friedrich Händel som huskomponist, først hos jarlen af Burlington og siden hos hertugen af Chandos, inden han i 1720 kastede sig ud i det ambitiøse operaprojekt The Royal Academy of Music, hvor han blev musikdirektør. I de følgende mere end tyve år komponerede han med skiftende succes mindst en italiensk opera om året.

Trods problemer med sangerne (bl.a. Francesca Cuzzoni og Faustina Hasse), intriger fra politiske modstandere, forsøg på latterliggørelse i John Gays The Beggar's Opera (1728), oprettelse af et konkurrerende operaselskab i 1733, skiftende økonomiske konjunkturer og publikums manglende forståelse for det italienske sprog holdt Händel stædigt fast ved operagenren indtil 1741, da han skrev sit sidste værk for scenen, Deidamia.

Derefter koncentrerede han sig om det engelske oratorium, som han i løbet af de foregående årtier nærmest ved et tilfælde var begyndt at interessere sig for. I kraft af deres engelske tekst og velkendte gammeltestamentlige beretninger havde disse oratorier en stærk appel til det engelske publikum, og allerede i hans egen tid blev mange af dem indbegrebet af den nationale engelske musikkultur.

Georg Friedrich Händels første engelske oratorium, Esther, blev privat opført i 1720 (muligvis allerede i 1718) og gentaget på King's Theatre i 1732. Ved denne lejlighed greb biskoppen af London ind og forhindrede scenisk opførelse med kostumer og dekorationer under henvisning til emnets ophøjede karakter. Herved skabtes traditionen for senere opførelser af Händels oratorier, ikke som teatermusik og ikke som kirkemusik, men som koncertsalsmusik.

De følgende år vendte Händel lejlighedsvis tilbage til oratoriegenren med værker som Deborah og Athalia, og efter en personlig krise i slutningen af 1730'erne nåedes et første højdepunkt omkring 1740 med oratorierne Saul, Israel i Egypten og Messias, sidstnævnte skrevet på mindre end en måned og opført i Dublin i 1742 til fordel for tre velgørende institutioner. Ved opførelsen i London året efter blev Messias forsigtigt præsenteret under den neutrale titel A New Sacred Oratorio.

Værket blev det hyppigst opførte oratorium i Händels levetid og fra 1749 kædet sammen med det nylig grundlagte Foundling Hospital i London til opfostring af hjemløse børn. De følgende ti år fulgte en række oratorier, som bidrog til at cementere Händels position, ikke kun som Englands, men som hele Europas førende komponist; allerede i 1737 var hans statue blevet opstillet i en af Londons forlystelsesparker, Vauxhall Gardens. De betydeligste af disse værker er Judas Maccabæus, Susanna, Salomon og Jephta.

Fra 1734-1735 havde Händel indført den praksis, der blev omtalt både på plakater og i pressen, at han mellem akterne i oratorierne opførte koncerter for orgel og orkester med sig selv som orgelsolist. Sammen med de 12 concerti grossi, Grand Concertos, opus 6 fra 1739 udgør de hans vægtigste bidrag til den nye koncertgenre. Hertil kan føjes de tre orkestersuiter Water Music, hvoraf den ene (muligvis alle tre) blev opført på Themsen i 1717, og Music for the Royal Fireworks, opført i 1749 i Green Park i London i anledning af freden i Aachen.

I slutningen af 1740'erne begyndte Händels syn at svigte, og efter opførelsen i 1752 af Jephta, der med sin skæbnetro og sin usædvanlige udtrykskraft synes at rumme visse selvbiografiske træk, kom der ikke flere større værker fra hans hånd.

Georg Friedrich Händel blev begravet i Westminster Abbey i London. Tre år efter, 1762, opstilledes hans gravmonument i kirken; med den ene hånd peger komponisten på David med harpen, mens han i den anden holder et nodeark med sopran-arien fra Messias, "I know that my Redeemer liveth".