Dwight D. Eisenhower

Faktaboks

Dwight D. Eisenhower

Dwight David "Ike" Eisenhower

Født: 14. oktober 1890, Denison, Texas, USA
Død: 28. marts 1969, Washington, D.C., USA

Dwight D. Eisenhower holder en radio- og tv-tale i Det Hvide Hus. September 1959.

Dwight D. Eisenhower, 1959

Af Harvey Georges//AP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Dwight D. Eisenhower var en amerikansk general og politiker for Det Republikanske Parti. Han var USA's 34. præsident og bestred posten fra 1953 til 1961.

Eisenhower er kendt for at føre en forsigtig indenrigspolitik. Han efterfulgte de to demokratiske præsidenter Franklin D. Roosevelt og Harry S. Truman og var dermed den første republikanske præsident i 20 år. I hans præsidentperiode blev raceadskillelsen i uddannelsesvæsenet ophævet.

Udenrigspolitisk var Eisenhowers præsidentperiode præget af supermagternes rivalisering under den kolde krig samt for at indfri valgløftet om at afslutte Koreakrigen.

Dwight D. Eisenhowers militære karriere

Dwight D. Eisenhower blev også fra dansk side hædret for sin andel i de allieredes sejr under 2. Verdenskrig. Han skulle være tildelt Elefantordenen allerede i 1945, men kunne først modtage den i 1947. Fotografiet stammer fra overrækkelsen på den danske ambassade i Washington; i ceremonien deltog også Danmarks udenrigsminister Gustav Rasmussen (tv.) og den danske ambassadør Henrik von Kauffmann.

Jette Wede/Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Eisenhower tog i 1915 afgangseksamen fra West Point militærakademiet og begyndte herefter en militær karriere i Krigsministeriet (nu Pentagon). I december 1941 blev han brigadegeneral i generalstaben med ansvar for logistik. Han blev generalmajor i januar 1942 og samme år generalløjtnant, for i 1943 at blive firestjernet general.

Eisenhower blev i juni 1942 udnævnt til chef for de amerikanske styrker i Europa og ledede i november samme år de allieredes landgang i Nordafrika samt indtagelsen af Sicilien og dele af Syditalien i juli 1943.

D-dag – invasionen af Normandiet

Efter i december 1943 at være blevet udnævnt til øverstbefalende for de allierede styrker ledede Eisenhower invasionen i Normandiet den 6. juni 1944, D-dag. Med strategisk overblik og udpræget organisatoriske samt diplomatiske evner var han i stand til at samordne de allieredes militære mål og indordne personligheder som general George Patton og feltmarskal Montgomery.

Efter krigen blev Eisenhower stabschef og leder af den amerikanske demobilisering i Europa. I årene 1950-1952 var han NATO's øverstkommanderende.

Eisenhowers indenrigspolitik

Både Demokraterne og Republikanerne ønskede den populære krigshelt som præsidentkandidat, og efter at have erklæret sig for republikaner nomineredes Eisenhower i 1952 af Det Republikanske Parti. Han sejrede stort over demokraten Adlai Stevenson ved valgene i 1952 og 1956.

Moderat linje i Det Republikanske Parti

Dwight D. Eisenhower (th.) med sine tre børnebørn og hustru under den sydkoreanske præsident Syngman Rhees besøg i Det Hvide Hus, juli 1954.

Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Politisk repræsenterede Eisenhower en moderat linje i Det Republikanske Parti, mens hans vicepræsident, Richard Nixon, var højrefløjens talsmand. Selvom Eisenhowers sejr brød Demokraternes styre, der løb i de 20 år fra 1933 til 1953, videreførte han på de fleste områder den politiske kurs, der var lagt af Roosevelts og Trumans regeringer, og hans præsidentperiode blev således ikke det af højrefløjen ønskede opgør med New Deal.

Demokratisk flertal i Kongressen

Med et demokratisk flertal i Kongressen måtte han ofte søge kompromiser. Eisenhower førte en forsigtig indenrigspolitik ikke mindst pga. modstridende interesser blandt Republikanerne, fx hvad mccarthyismen angik.

Faldskærmstropper i Little Rock

Med højesteretskendelsen Brown versus Board of Education of Topeka blev raceadskillelsen i uddannelsesvæsenet officielt ophævet, og i forlængelse heraf så Eisenhower sig i 1957 nødsaget til at indsætte faldskærmstropper for at beskytte sorte skolebørn i Little Rock, Arkansas, mod racistiske demonstranter.

Eisenhowers udenrigspolitik

På det udenrigspolitiske område medførte Josef Stalins død i 1953, at Eisenhower kunne indfri et valgløfte om at afslutte Koreakrigen, ligesom en vis normalisering af det amerikansk-sovjetiske forhold kom til udtryk ved Genèvekonferencen i 1955.

Hans præsidentperiode var dog især præget af supermagternes rivalisering i den kolde krig. Eisenhower ønskede at konsolidere USA's lederrolle, men det krævede, at den isolationistiske højrefløj i Det Republikanske Parti, hvis hovedtalsmand var Robert A. Taft, blev pacificeret.

Militær atomvåbenstrategi

Det skete bl.a. gennem udenrigsminister John Foster Dulles' uforsonlige tone over for den kommunistiske verden og ved udarbejdelsen af en ny militær atomvåbenstrategi om "massiv gengældelse" af "kommunistisk aggression". Da atomvåbnene var billigere end konventionelle styrker, var det samtidig muligt at spare på statsbudgettet, men efter at Sovjetunionen i 1957 havde udviklet et interkontinentalt missil og i oktober opsendte Sputnik 1, steg forsvarsudgifterne atter.

Samme år vedtog Kongressen Eisenhowerdoktrinen, og i 1958 oprettedes rumfartsorganisationen NASA som svar på det succesfulde sovjetiske rumprogram.

Eisenhowers eftermæle

Eisenhower blev tidligere betragtet som en svag præsident uden tilstrækkelig kontrol med sin administration. Denne opfattelse har imidlertid ændret sig, og nyere vurderinger fremhæver især hans forhandlingsevner. Han formåede desuden bedre end sine efterfølgere at fastholde en vis kontrol med det fremvoksende militær-industrielle kompleks.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.