Det omfattende forfatterskab, skrevet delvis sammen med skiftende medarbejdere, er præget af et opgør med det borgerlige samfunds værdinormer, som Brecht anså for dobbeltmoralske og livsfjendtlige. Et opgør, der fra 1926 under indflydelse af marxismen i stigende grad forbandt sig med en socialistisk samfundsmodel som alternativ til den herskende orden.
Samtidig med, at Bertolt Brecht politiserede æstetikken i en hidtil uset grad, holdt han fast ved kunstens selvstændige rolle i borgernes bevidstgørelsesproces. Til dette formål udviklede han nye dramatiske teknikker i form af det episke teater, lærestykker (Lehrstück) og parabelformen og lyriske udtryksformer med rytmisering og desillusionering. Disse redegjorde han for i talrige teoretiske tekster, fx Über experimentelles Theater, 1939; Kleines Organon für das Theater, 1948, Schriften zum Theater, 1957, på dansk i udvalg i Om tidens teater, 1960.
Som ikke-partibundet socialist anerkendte Brecht ikke kommunismens officielle kunstdoktrin, den såkaldte socialistiske realisme. Det var en holdning, der til tider gjorde ham lige så omstridt i DDR, hvor man dog udnyttede hans internationale berømmelse, som i Vesttyskland, hvor hans politiske overbevisning vakte anstød.
Bertolt Brecht, der kom fra et borgerligt hjem i Augsburg, begyndte i 1917 at læse medicin og naturvidenskab, men opgav det til fordel for sine kunstneriske interesser. Livsnydelse, nihilistisk skepticisme og agitation mod krigen blev i de første år bestemmende for hans produktion, hvilket er synligt i dramaerne Baal (1918) og Trommeln in der Nacht (uropført i 1922).
Fra 1924 arbejdede han som dramaturg ved Max Reinhardts Deutsches Theater i Berlin, datidens førende teater, og knyttede tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite. Sit store gennembrud opnåede han i 1928 med Dreigroschenoper (på dansk Laser og Pjalter, 1930), tigger-operaen, der med Kurt Weills musik hurtigt fik status som borgerskabets yndlingsstykke. Nu stod Berlins teatre åbne for hans mere eksperimentelle dramatiske forsøg i form af de såkaldte lærestykker.
Adolf Hitlers magtovertagelse betød imidlertid, at han sammen med sin kone, skuespillerinden Helene Weigel, og deres to børn måtte flygte. Med hjælp fra den danske forfatter Karin Michaëlis kunne han tilbringe årene 1933-1939 i Skovsbostrand ved Svendborg. Det blev en yderst produktiv tid, som resulterede i hans klassiske stykker Leben des Galilei (første version 1938/39, på dansk Galileis liv, 1960), Mutter Courage und ihre Kinder (1939, på dansk Mutter Courage og hendes børn, 1961) og senere Der gute Mensch von Sezuan (1939-1941, på dansk Det gode menneske fra Sezuan, 1961) og Der Kaukasische Kreidekreis (1944, på dansk Den kaukasiske kridtcirkel, 1963).
Da 2. Verdenskrig nærmede sig Skandinavien, flygtede Bertolt Brecht og hans familie videre til Sverige (Lidingö), Finland og endelig via Moskva til Californien (1941-1947).
Siden vendte Brecht tilbage til Tyskland og bosatte sig med østrigsk pas i Østberlin, hvor han på Theater am Schiffbauerdamm med sit efterhånden verdensberømte Berliner Ensemble fik mulighed for at opføre sine (og andres) stykker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.