Faktaboks

Andrew Jackson
Født
15. marts 1767, Waxhaws, South Carolina, USA
Død
8. juni 1845, Hermitage, Tennessee, USA

Andrew Jackson malet ca. 1819 af John Wesley Jarvis (1780–1840). Jackson er portætteret som krigshelt i sin militæruniform efter sejren over briterne ved New Orleans under Den Amerikansk-engelske Krig.

The Metropolitan Museum of Art.

Andrew Jackson var USA's syvende præsident – og den første præsident for Det Demokratiske Parti. Embedet som præsident bestred han i årene 1829-1837. Da han blev indsat i embedet, havde han en lang militær karriere bag sig.

Jacksons præsidenttid betegnede et systemskifte i amerikansk politik og en demokratisering af det amerikanske samfund. Samtidig er han kendt for sin hårde kurs mod USA's oprindelige befolkninger og for sin kamp mod slaveriets ophævelse.

Andrew Jackson: Uddannelse og tidlig karriere

Jackson var jurist i Nashville, og i årene 1796-1797 var han Tennessees første medlem af Repræsentanternes Hus. Derpå var han i 1797-1798 valgt til Senatet, og i perioden 1798-1804 var han højesteretsdommer i Tennessee.

Jacksons militære karriere

Jackson blev i 1802 udnævnt til generalmajor i Tennessees milits. Under Den Amerikansk-engelske Krig nedkæmpede han i 1814 briternes allierede, creekindianerne, og inden meddelelsen om en fredsaftale havde nået USA, tvang han den 8. januar 1815 briterne til at opgive deres angreb på New Orleans.

I 1817 lod Jackson sine tropper invadere det spanske Florida, som i 1819-1821 blev købt af USA.

Valgt til USA's 7. præsident

Andrew Jackson havde vundet stor berømmelse som militærhelt og blev foreslået som præsidentkandidat. I årene 1823-1825 var han igen senator for Tennessee, og i 1824 stillede han op ved præsidentvalget og fik flest stemmer.

Ingen af kandidaterne fik dog flertal, og da valget derfor skulle afgøres af Repræsentanternes Hus, blev han vraget til fordel for John Quincy Adams. I 1828 stillede han atter op og vandt da stort over Adams.

Spoils system

Jackson tilhørte den antiføderalistiske fløj i amerikansk politik, som i 1820'erne samledes i Det Demokratiske Parti, og han tilskrives mottoet "Den bedste regering er den, der regerer mindst". Trods dette motto blev magten i hans to præsidentperioder koncentreret omkring præsidentembedet, og igennem politiske udnævnelser efter det såkaldte spoils system placerede han loyale tilhængere på vigtige poster i administrationen.

Told- og banklovgivning

Jacksons præsidenttid var præget af modsætninger i forholdet til Kongressen især vedrørende spørgsmål om told- og banklovgivning. Han bekæmpede centralbankens magt og nedlagde i 1832 veto mod en forlængelse af dens koncession.

I 1832-1833 tvang han South Carolina til ligesom de øvrige delstater at acceptere indførelsen af en høj beskyttelsestold i Nullifikationsstriden.

Opbygningen af Det Demokratiske Parti

Andrew Jackson fik stor betydning for folkestyret i USA. Under hans ledelse begyndte en systematisk opbygning af verdens første masseparti – Det Demokratiske Parti – som engagerede "den jævne mand" i valgopgør med etablerede økonomiske interesser.

Indian Removal Act

Jackson stod for en hårdhændet politik over for landets oprindelige befolkning. I 1830 blev loven Indian Removal Act vedtaget, og hermed begyndte storstilede tvangsforflyttelsen af særligt cherokee, chickasaw, choctaw, creek og seminole fra området øst for Mississippi River til området vest for Mississippi River. Mange tusinder omkom undervejs.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig