I foråret 334 f.v.t. krydsede Alexander Hellespont med en hær på ca. 37.000 mand. Heraf var 14.000 makedonere, 15.000 græske allierede, og 8000 thrakere og illyrere. Perserkongen kunne samle langt større styrker, men De Titusinde græske lejetroppers felttog i 401 f.v.t. havde vist, at en lille veltrænet græsk hær kunne trænge dybt ind i Perserriget og vinde sejre over talmæssigt overlegne hære.
I maj 334 f.v.t. besejredes en persisk hær i et feltslag ved Granikosfloden, og i løbet af sommeren blev de græske bystater langs Lilleasiens kyst enten befriet (fx Efesos) eller erobret (fx Halikarnassos). I foråret 333 f.v.t. var Alexander nået frem til Gordion i Frygien, hvor han løste "den gordiske knude" med et sværdhug. I det næste store feltslag ved Issos i november 333 besejrede han perserkongen, Dareios 3., som måtte flygte, mens hele hans familie faldt i Alexanders hænder.
Frem til juli 332 f.v.t. indtog han alle de fønikiske havnebyer, Tyros dog først efter syv måneders belejring og med blodige følger for indbyggerne. Hans farligste modstander, admiralen Memnon, var død i 333 f.v.t. under et forsøg på at generobre øerne og byerne langs Lilleasiens vestkyst. Ved erobringen af alle havne fik Alexander den overlegne fønikiske flåde over på sin side og vandt således herredømmet til søs. I løbet af det næste år underlagde han sig hele Egypten, og i april 331 f.v.t. grundlagde han Alexandria, opkaldt efter ham selv. Dareios tilbød fred to gange, men Alexander afslog begge tilbud.
I sommeren 331 f.v.t. marcherede han mod Mesopotamien, krydsede Eufrat og Tigris og slog atter Dareios i slaget ved Gaugamela d. 1.10.331 f.v.t. Straks efter sejren lod han sig udråbe til konge af Asien. Han kunne nu uden sværdslag bemægtige sig Babylon og Susa, og i januar 330 f.v.t. holdt han sit indtog i Persepolis. I maj lod Alexander byen og paladset plyndre og afbrænde, angiveligt som hævn for persernes ødelæggelse af Athen i 480 f.v.t. Hævntoget mod Persien var nu forbi; de græske tropper blev kort efter hjemsendt, men mange af dem fortsatte i Alexanders hær som lejetropper.
Samme sommer satte Alexander efter Dareios, der imidlertid blev myrdet under flugten af sine egne satrapper. De næste tre år gik med at erobre de nordøstlige satrapier. Især i Baktrien og Sogdiana (329-327 f.v.t.) mødte han større modstand end før, i form af både guerillakrigsførelse og den brændte jords taktik. Et makedonsk hærkorps blev udslettet i 328 f.v.t., men Alexander svarede igen med samme mønt og inddrog bl.a. beredne persiske bueskytter som hjælpetropper. Det lykkedes ham først at få kontrol med området efter indtagelsen af, hvad man opfattede som den uindtagelige borg på Den Sogdianske Klippe. Angiveligt i forelskelse ægtede han den smukke Roxane, datteren af den besejrede kommandant Oxyartes, og han kunne nu fuldføre sin plan om et tog mod Indien. I foråret 326 f.v.t. krydsede hæren Indus, og ved overgangen over Hydaspes i maj besejredes den indiske fyrste Poros i Alexanders fjerde store feltslag, hvor den græsk-makedonske hær for første gang kom i kamp mod krigselefanter.
Alexander ville nu fortsætte marchen mod oceanet, som antoges at være verdens ende mod øst. Men hæren nægtede for første gang at følge sin konge og tvang ham til at vende om. Under sejladsen ned ad Indus i foråret 325 f.v.t. blev fjendtlige indiske stammer nedkæmpet og nærmest systematisk udryddet, og Alexander fik en pil i lungen under et angreb på en af mallernes byer. I efteråret 325 sejlede flåden under Nearchos fra Indus' munding langs kysten mod Den Persiske Golf, mens hærens hovedstyrke under Alexander drog gennem Den Gedrosiske Ørken, hvor over halvdelen omkom af hede og tørke.
Det næste halvandet år tilbragte han i Persepolis, Susa, Ekbatana og Babylon med at planlægge et søtogt syd om Den Arabiske Halvø og et storstilet felttog gennem Nordafrika frem mod Herakles' Støtter. Han blev ramt af sygdom i Babylon i maj 323 f.v.t. og døde 10. juni.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.