Aleuterne – Lex

Aleuterne er en vulkansk øbue, der adskiller Beringshavet og Stillehavet ud for Alaska i Nordamerika. Øgruppen består af ca. 200 små træløse øer, der præges af hyppige jordskælv, aktive vulkaner og et barsk vejrlig (storm, regn, tåge). De blev opdaget 1741 af Vitus Bering og var i russisk besiddelse til 1867, da USA købte Alaska. I denne periode blev den oprindelige befolkning, aleuterne (beslægtet med inuit), næsten udryddet efter pelsjægeres rovdrift på sæl, havodder og andre traditionelle fangstdyr. Af de oprindelige aleuter (ca. 25.000 i 1741) er der kun ganske få tilbage.

Efter fredning og etablering af vildtreservatet The Aleutian Islands National Wildlife Refuge i begyndelsen af 1900-tallet har bestandene af sæl og havodder igen vokset sig store. Under 2. Verdenskrig blev øgruppen delvis besat af Japan, hvorefter amerikanerne har oprettet flere militærbaser, der nu udgør områdets vigtigste indtægtskilde. Fiskeri og fiskeindustri har centrum i hovedbyen Dutch Harbor på øen Unalaska. Indtil 1971 foretoges flere undersøiske atomprøvesprængninger ud for Aleuterne.

Geologi

Øbuen er opbygget af både vulkanske og plutoniske bjergarter. Mindst 5000 km³ basaltiske og andesitiske udbrudsprodukter er slynget ud fra øbuens 80 aktive stratovulkaner gennem de sidste 2-3 mio. år. Den østlige del af Aleuterne til og med øen Unimak befinder sig på kontinentalskorpe, mens den vestlige del er opbygget på oceanbundskorpe. Hele øbuen og den syd for beliggende Aleutergrav er dannet i forbindelse med en stadig aktiv underskydningsproces, hvorved Den Pacifiske Lithosfæreplade presses ned under den nordamerikanske, en proces, som begyndte i Sen Kridt for ca. 70 mio. år siden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.