Albert af Riga

År 1200 blev Albert udnævnt til biskop af Livland. Han gik senere samme år i land ved Dvinas (Daugava) munding sammen med en skare missionærer, korsfarere og købmænd. Her begyndte han at omvende den lokale befolkning til kristendommen ved til gengæld at love den beskyttelse mod overfald fra de litauiske og estiske stammer.

I 1201 grundlagde han i samarbejde med hansiske købmænd fra Lübeck og Gotland byen Riga, der herefter blev Alberts bispesæde. I 1202 stiftede han Sværdridderordenen, ved hvis hjælp det meste af Livland i de efterfølgende årtier blev erobret.

I 1207 blev Albert udnævnt til rigsfyrste af den tyske konge Philip, og efterfølgende forsøgte Albert at gøre Livland til en kirkelig ledet kristen stat med stærk tilknytning til det tyske rige. Til dette formål hvervede Albert i stor stil bønder, pilgrimme og soldater i Tyskland for at kolonisere området. Alberts bestræbelser slog dog fejl, da hans planer ikke blev understøttet af pavemagten, der hellere så, at magten i Livland forblev delt mellem Sværdridderne og Albert.

Det kom derpå til konflikt mellem Albert og Sværdridderordenen, der begge søgte at dominere Livland, og det blev indledningen til hundrede års modsætningsforhold mellem biskoppen af Riga og korsfarerne. På trods af hans store indsats i missionsarbejdet i Livland afviste pavemagten desuden at udnævne Albert til ærkebiskop af Livland for at stække hans magtbestræbelser. Først flere årtier efter Alberts død blev bispen af Riga i 1255 ophøjet til ærkebiskop.

Efter at et erobringsfelttog mod Estland var slået fejl, søgte Albert en alliance med den danske konge Valdemar 2. Sejr for sammen at fuldføre erobringen af Livland. Denne drog derpå i 1219 selv til Estland med en stor flåde, og erobrede store dele af området. Albert havde til gengæld for den danske indsats været nødt til at indvillige i, at Estland skulle falde under dansk herredømme. Dog han søgte at stække danskernes mulighed for at tage kontrol over for meget af Livland ved at invitere nordtyske stormænd til området, der tidligere var blevet fordrevet fra Holsten af netop Valdemar 2., som kunne modarbejde danskerne ekspansion.

I løbet af 1220'erne kom til det til kraftig konkurrence og siden voldsomme sammenstød mellem de danske og tyske korsfarere om herredømmet over Estland, hvor danskerne i en periode helt blev fordrevet fra Estland. Denne konflikt blev først løst efter Alberts død og Sværdridderordenens opløsning i 1237.

Henrik af Livlands krønike beskriver meget grundigt Alberts virke i Livland og de udfordringer han stod overfor.

• Livland
• Estlands historie indtil 1645
• Danmarks historie i middelalderen