”Messer er en tidslomme til fordybelse”
På DALO Industry Days 2024 deltog danske forsvarsattachéer fra mere end 13 lokationer rundt om i verden. Foto: FMI KOM

”Messer er en tidslomme til fordybelse”

Hans Kongelige Højhed, brigadegeneral Prins Joachim har igen i år deltaget i DALO Industry Days. En del af prinsens arbejde er for at hjælpe danske virksomheder ind på det amerikanske marked. Messer som D:I:D giver muligheder for en dialog, der giver resultater på den lange bane.

Af Kathrine Rose, FMI KOM

Prins Joachim har mange aftaler og møder under de to messedage, der udgør D:I:D. FMI KOM møder ham for at høre om, hans egne oplevelser med at deltage på messen i relation til det job, han udfører i Washington D.C. Han bevæger sig velkendt gennem de store menneskemængder for at finde et uforstyrret sted til interviewet.

Ballerup Super Arena er nemlig ikke ukendt terræn for Prins Joachim, der igen i år er til stede ved messen. Brigadegeneralen, der tidligere har været forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, overgik sidste år til at være forsvarsindustriel attaché i Washington D.C. I begge roller har han arbejdet for at bringe den danske forsvarsindustri i spil på det internationale marked.

Det er også på den baggrund, at han deltager i store messer som D:I:D. For her mødes industrien og forsvarsattachéer ansigt til ansigt og kan udveksle ideer, visioner og konkrete planer.

”Jeg har 35 års erfaring med at gå på messer. Det startede med landbrugsmesserne for mange år siden. Derfor ved jeg også, at alle typer messer, der kan samle en hel branche, er en tidslomme med plads og ro til total fordybelse i den fælles faglighed, man deler,” forklarer han.

Forsvarsindustriel speeddating

”Speeddatingarrangementet her på DALO Days er et smaddergodt format. Da jeg først mødte konceptet, var jeg interesseret i, hvad det kunne. Det er et format, der kræver noget af deltagerne, men resultaterne følger også med,” forklarer Prins Joachim.

Arrangementet, der med sit navn hentyder til korte, fokuserede møder, har været en del af DALO Industry Days i flere år, og giver tilmeldte virksomheder muligheden for at møde forsvarsattacheer. De kan med deres viden om mange forskellige nationale markeder give virksomheder sparring angående især international skalering.

”Det korte format kræver, at virksomhederne ved præcist, hvad de prøver at sælge, samtidig med, at de giver modparten tale- og tænketid til at vurdere, hvordan de kan byde ind. På den måde spores to parter hurtigt ind på, hvordan de eventuelt kan skabe et samspil,” uddyber Prins Joachim.

Internationale muligheder

I Washington har forsvarsindustriattacheen hele det amerikanske forsvarsmarked som sit arbejdsområde, når danske forsvarsindustrielle virksomheder forsøger at komme ind på amerikanske markeder.

”I Europa har vi det frie marked, som gør det nemmere at ekspandere fra for eksempel Danmark til et andet europæisk land. Helt så nemt er det ikke, hvis man ønsker at sælge sine produkter i USA. Der skal noget mere til for at bane vej gennem nogle af disse ellers svære processer,” siger Prins Joachim.

Netop for at bane vej ind på amerikanske markeder har en række danske virksomheder dannet fælles front under navnet Danish Defence Industry Alliance (DDIA).

Forsvarsindustriafdelingen på den danske ambassade i Washington D.C. har et indgående arbejde med disse virksomheder. Prins Joachim har været tilfreds med at kunne møde dem alle på messen, hvor der kan skabes nye forbindelser og muligheder på tværs af lande og parter.

”Det er meget positivt, at alle medlemmer af alliancen deltager på messer som denne. Vi kan godt være tilfredse med, at virksomhederne er ude og skabe kontakt på denne måde,” forklarer Prins Joachim.

Rune Christensen

Experienced Sales & Business development Executive with technical acumen

1md

Ikke kun deltagende, men til alle arrangementer imødekommende, yderst aktiv og engageret, til stor glæde for den danske industri 👌

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind