tonesprog (sprogvidenskabeligt begreb)

Tonesprog, sprog, der benytter sig af tonale accenter eller toneglidninger til at adskille ords betydning. Således er det niger-kordofanske sprog yoruba et stavelsetonesprog med registertoner, dvs. jævne toner med forskellig tonehøjde, jf. [wa], der med lav tone betyder 'eksistere', med mellemhøj tone 'se' og med høj tone 'komme'. Et sprog som mandarinkinesisk har konturtoner, dvs. toner, som glider inden for samme stavelse, jf. [da] med højt stigende tone 'svare', med faldende-stigende tone 'slå', med stigende-faldende tone 'være stor' og med høj jævn tone 'sætte op'. Ordtonesprog er fx svensk og norsk, hvor flerstavede ord har et af to forskellige tonale mønstre, de såkaldte ordaccenter, jf. sv. tomten med accent I 'grunden' og med accent II 'nissen'.

I de nordiske sprog kan der kun være én distinktiv tone pr. ord, mens der i typiske tonesprog, som især er hyppigt forekommende i Sydøstasien og dele af Afrika, er toner på de enkelte morfemer eller de enkelte stavelser i hvert ord. Se prosodi.