Verden over har mystik spillet en stor rolle i religionernes historiske udvikling. I det gamle Indien, mellem ca. 700 og 500 f.v.t., havde de store ritualer også en mental dimension; der skulle være en brahmin til stede, som til bunds forstod, hvordan offeret ligesom indeholdt hele Universets orden og skabte den på ny og gjorde den ofrende mægtig og udødelig.
Af denne kosmiske bevidsthed voksede den tanke frem, som vi møder i utallige formuleringer i Upanishad-litteraturen: At menneskets væsen, atman eller selvet, er det samme som hele universets generative princip, brahman – og at denne store enhed kan opleves i visse ’søvntilstande’, altså i meditation.
Efterhånden forstod man dette gennembrud til den egentlige virkelighed som noget, der ophævede al karma og på den måde satte mennesket fri af samsara, genfødslernes ulidelige kredsløb. Disse tanker lagde grunden til meget af den senere hinduisme.
Buddha drog en endnu mere radikal konsekvens deraf: Når jeget eller selvet var det samme som hele Universets princip, betød det, at jeget ikke eksisterede i sig selv. I den ultimative, meditative bevidsthed var der jo kun den store forskelsløse enhed.
Upanishad-lærerne havde kaldt den fylde, men i buddhismen blev tomhed navnet på dette meditative mål, der også var jegets endelige udslukkelse (nirvana) og befrielsen fra karma og samsara.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.