hus

Opførelse af huse til permanent ophold for mennesker kendes tilbage til forhistorisk tid omtrent samtidig med bondekulturens opståen, ca. 9000 f.v.t. Efterhånden udvikledes forskellige husformer, der var tilpasset lokale forhold og byggematerialer, fx ler, træ, strå, tørv og is.

Fra Danmark kendes de første regulære huse i form af langhuse m.m. fra yngre stenalder (ca. 3900-1700 f.v.t.).

Fra det forhistoriske middelhavsområde kendes adskillige hustyper, cirkulære eller ovale, bygget af træ eller fletværk. I træfattige områder bygge de man rektangulære huse af sten eller soltørret tegl og med flade tage. Husene kunne være fritstående eller samlet i grupper omkring åbne gårde.

Fra den minoiske kultur findes eksempler på huse i flere etager, mens den mykenske kultur udviklede et megaron, et kvadratisk hus med en foranstående (søjle)hal. Megarontypen findes helt ned i 600-500-tallet f.v.t. og blev forbillede for de græske templer.

Fra 400-tallet f.v.t. bestod det typiske græske hus af en åben gård med forskellige rum grupperet omkring den. Huset var meget lukket udadtil; gennem en smal portindgang kom man til gården. Det vigtigste rum var androm, et spiserum, hvor mandlige gæster blev beværtet. Kvinderne havde deres egen afdeling. Husene kunne have en øvre etage, og taget var normalt fladt. I Italien skabtes allerede i etruskisk tid atriumhuset, i hvis struktur der indgik et midterrum, atrium, med en åbning i taget og et vandbassin under.

Middelalderens huse har overvejende været af langhustypen med facaderne liggende langs gaden eller vejen. Gavlhuse, som er udbredt i tyske Østersøbyer og Holland, er kun bygget i begrænset omfang herhjemme. Langhusene var oprindelig så smalle, at bjælkelag og tagværk kunne spænde fra facade til facade. Hvert lejemål udgjorde nogle få fag. Boligerne lå side om side og ikke oven på hinanden, også når husene var i mere end én etage. De få stenhuse, der fortrinsvis blev opført ud til byernes væsentligste torve og handelsgader, blev dog i visse tilfælde bygget med kælder til selvstændig udlejning.

Bindingsværk med udmurede eller klinede tavl vandt i 1500-tallet indpas som afløsning for rene træhuse, bulhuse med vægge af vandrette planker mellem lodrette stolper. Baggrunden for denne ændring var brandfaren i tæt bebyggede områder kombineret med tiltagende mangel på træ.

I 1600-tallet blev det almindeligt med husdybder, der nødvendiggjorde indførelsen af en langsgående bærende hovedskillevæg.

Yderligere brandsikring og mere vejrbestandige konstruktioner blev opnået med den gradvise "forstening" af bindingsværkshusene, der fandt sted op gennem 1700-tallet og 1800-tallet. Først forsvandt bindingsværket fra byhusenes mest udsatte bygningsdele, facader og gavle, dernæst fra væggene omkring trapperum og endelig fra de øvrige skillerum. Etageadskillelserne i de nye grundmurede huse forblev træbjælkelag med brand- og lydisolerende lerindskud, pudsede lofter og bræddegulve.

Etagehuse med selvstændige boliger på de enkelte etager udvikledes som type i København efter den store brand i 1728. Indbyggerne blev tvunget til at rykke sammen i de huse, der var tilbage, og pladsmanglen begyndte at gøre sig gældende inden for voldene, så man blev tvunget til at bygge i højden. Mønsterplaner for etagehuse, der skulle indgå i genopbygningen af København, blev udarbejdet af bygmester J.C. Krieger (1683-1755), der af sikkerhedsmæssige grunde foreslog grundmure i stedet for det traditionelle bindingsværk. Grundmurede huse var dyrere end bindingsværkshuse, og de vandt derfor først rigtig indpas, da byggelovgivningen satte en definitiv stopper for bindingsværket. Det skete for ydervægge i nyt byggeri i 1737 og for indvendige vægge i praksis ca. 150 år senere i 1889, hvor bjælkebærende indervægge og vægge om trapperum forlangtes udført af grundmur. Herefter var bindingsværk kun tilladt i så få sekundære skillevægge, at de som hovedregel også valgtes udført på anden måde. Etagehusene blev op gennem 1700-tallet i København opført i 3-5 etager med udnyttet kælder- og tagetage. I provinsen forblev bygningshøjden som hovedregel 1-2 etager.

Huse, der oprindelig var opført som regulære, lave langhuse, fik i København i trit med den tiltagende pladsmangel frem til voldenes fald i midten af 1800-tallet påbygget ekstra etager og tilbygget side- og baghuse. Disse blev oftest bygget i halv dybde og derfor udført med ensidigt tagfald ind mod egen gård. Til huse, der ikke blev bygget i skel, var saddeltaget den mest udbredte tagform frem til indførelsen af det flade tag, der forsøgsvis blev afprøvet i 1930'erne og blev en udbredt tagform i montagebyggeriet.

Det knækkede tagprofil, manzardtaget, der er udviklet i Frankrig i 1700-tallet, fik fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1920'erne en vis udbredelse, bl.a. fordi det giver bedre udnyttelsesmuligheder af tagrummet end saddeltaget.

Fra midten af 1800-tallet dukkede støbejern og beton op som byggematerialer. De anvendtes dog primært til udsmykninger, rækværker og søjler. I første halvdel af 1900-tallet erstattedes træbjælkerne i nogen udstrækning af jernbjælker i etageadskillelserne, men med uændrede loft-, indskuds- og gulvkonstruktioner. Der blev således ikke ændret væsentligt ved de hævdvundne byggemetoder. Det var først med det store udbud af betonbyggekomponenter i 1950'erne og 1960'erne og de hastigt voksende krav til installationer og varmeisolering i 1970'erne, at den traditionelle byggeskik for alvor blev fortrængt.

I dansk skønlitteratur er der markante eksempler på huse. Ole Sarvig belyser modernitetens ensomhed og isolation i sin store digtkreds fra 1943-52 med symbolet “Jeghuset”: “Mennesker er huse / med korsruder. // Alle er vi / huse i byen.” Husene “stirrer blindt mod mine ruder. // Som jeg / mod dem!” Et firma skildret som et hus, der samtidig er kosmos, personlighedsmodellens tre lag og et socialt systems hierarki findes i H.C. Branners novelle “Isaksen”, 1933 (og roman Legetøj, 1935).

En række film af Nils Malmros, fx Drenge, 1977, har en magisk evne til at afsøge barndommens hus, eksistentielt og dybdepsykologisk; evnen kan minde om Klaus Rifbjergs, der bl.a. har afsøgt barndommens hus i Huset, 2000, og Camouflage, 1961.