fonetik

Den moderne fonetik har rødder langt tilbage i tiden og spillede fx tidligt en rolle i arabisk videnskab, men den arabiske tradition har været næsten ukendt i Europa. De egentlige forløbere for moderne fonetik finder man i fonetiske afhandlinger fra 1500-1600-t. i England og Danmark. Fonetikken har siden renæssancen spillet en stadig større rolle, dels med baggrund i den rent videnskabelige erkendelsestrang mht. sproget som menneskeligt fænomen samt ud fra interessen for videnskabeligt baseret metrik til brug i salmedigtningen, dels med baggrund i forventninger om tekniske anvendelser af fonetisk viden, jf. de mange forsøg, der siden 1700-t. har været gjort på at bygge talende maskiner og dermed på at frembringe syntetisk tale. I 1800-t. fik fonetikken en opblomstring, ikke mindst pga. den sammenlignende sprogvidenskabs arbejde med lydforandringer, hvilket udløste et behov for en mere udviklet fonetisk teori og praksis. Nutidens fonetik er med sine mangesidige interesseområder og anvendelsesformer stadig præget af denne forskelligartede baggrund.

Et centralt anliggende for fonetikken er at give en grundig og dækkende dokumentation af lydlige fænomener i forskellige sprog. Et eksempel er undersøgelser af, hvordan klusilerne i forskellige sprog forholder sig med hensyn til stemthed eller aspiration, og hvilke faktorer der er afgørende for, hvordan sprogbrugere med forskellig sproglig baggrund holder lydtyper som [p] og [b] ude fra hinanden. Et andet eksempel er undersøgelser af, hvordan tonegangen i ord påvirkes af, hvilke typer konsonanter og vokaler der indgår i stavelserne, og hvilken rolle disse tonale forhold spiller for opfattelsen. Sådanne fonetiske undersøgelser kan ud over deres rent videnskabelige betydning give baggrundsviden for dels sprogundervisning, dels afhjælpning af sprogforstyrrelser. En egentlig videnskabelig beskrivelse af de centrale neurale processer i forbindelse med frembringelsen af tale har fonetikken dog kun i ringe grad kunnet give.

En vigtig komponent i fonetikken som teoretisk videnskab er dels opstilling af en lydtypologi, dvs. registrering af lydtypers og lydkombinationers hyppighed i alle sprog på Jorden, dels beskrivelse af almene tendenser for lydforhold i de menneskelige sprog. Dette fører til overvejelser om, hvorvidt sprog lydligt "stræber" mod en eller anden form for optimal tilstand, fx mod et kompromis mellem på den ene side en ikke for kompliceret artikulation af talen og på den anden side en klar og tydelig lydfrembringelse, der muliggør en høj grad af forståelighed selv under ikke-optimale forhold, fx når tale opfattes gennem støj.

Det endelige videnskabelige mål er en overordnet teori om, hvordan mennesker kommunikerer ved hjælp af tale. En sådan teori må baseres på relevante data, dvs. empiri. Det har i størstedelen af 1900-t. været lydenes akustik, der har været lettest tilgængelig for eksakt analyse, og især efter 2. Verdenskrig fandt en vældig opblussen sted af den akustisk orienterede instrumentalfonetik med instrumenter som lydspektografen (sonografen) og automatiske tonehøjdemålere.

Fonetikkens centrale studieobjekt er frembringelsen og opfattelsen af tale. Når det gælder opfattelsen af tale, perceptionen, har forskning afdækket, hvordan øret fungerer ved bearbejdelsen af tale, og hvordan man i centralnervesystemet bearbejder og kategoriserer det indkommende talesignal. Mens udforskningen af ørets og hørenervens mekanismer naturligvis er et anatomisk-fysiologisk forskningsområde, gælder det for den perceptoriske eller auditive fonetik, at de centrale problemstillinger undersøges vha. psykologisk funderede metoder. En del af denne fonetiske forskning udføres i dag af psykologer eller i et samarbejde mellem fonetikere og psykologer. Når det gælder hypoteser om, hvordan tale frembringes, og hvordan tale opfattes, spiller studiet af meget små børns sproglige adfærd en central rolle, idet man bl.a. søger efter elementer i den sproglige adfærd, der synes at være medfødt eller erhvervet, før barnet selv kan tale.

Ved siden af den fonetiske beskæftigelse med sproglige fænomener i en bestemt sprogtilstand beskæftiger fonetikere sig også med lydlige sprogforandringer, som de kan iagttages i nutidssproget, og som de fremstår ud fra den skriftlige overlevering af ældre sprogstadier. Ved sammenligning af materiale fra mange sprog kan man opstille en typologi over forskellige typer af lydforandringer efter hyppighed og derved danne hypoteser om universelle mekanismer i lydforandring.

Lydskrift er en del af såkaldt praktisk fonetik, der omfatter arbejdet med at iagttage og nedskrive talesprog og på den måde gøre fx dialektmateriale tilgængeligt for en række forskellige forskningsformål, også uden for fonetikken selv. Et uundværligt hjælpemiddel i den praktiske fonetik er en systematisering af sproglyde ud fra deres fonetiske træk. Traditionelt baserer man en fonetisk notation på en kombination af auditive, akustiske og artikulatoriske træk, med størst vægt på den artikulatoriske beskrivelse.

Man har til praktisk fonetik igennem flere århundreder arbejdet med at udvikle hensigtsmæssige lydskriftsystemer med henblik på enten nedskrift af bestemte sprog eller international brug. Et eksempel på det første er det danske lydskriftalfabet Dania, et eksempel på det sidste er IPA. Der har især omkring slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. været en overdreven tillid til, at man ved at bruge en tilstrækkelig fintmærkende lydskrift kunne nå frem til en høj grad af videnskabelig objektivitet. I dag er fonetikere imidlertid opmærksomme på, at brugen af lydskrift tværtimod har et vist islæt af subjektivitet, idet lydskriftpraksis over for ukendt sprogligt materiale ofte er påvirket af fonetikerens forhåndserfaringer fra andre sprog, især fra modersmålet. Brug af fin lydskrift bør derfor bygge på eller ledsages af en grundig fonologisk analyse, og data noteret i fin lydskrift kan med held suppleres med instrumentalfonetiske eller fysiologiske undersøgelser.

Se også artikulation, distinktive træk, fonem, fonologi og syntetisk tale.