Markion

Markion forstod sig selv som ægte discipel af apostlen Paulus, hvis breve han dog mente var blevet bearbejdet af jøder, der havde indføjet adskilligt stof fra deres egen Bibel, Det Gamle Testamente. Ifølge Markion havde Jesus dog åbenbaret den Højeste Gud, der helt og holdent var kærlighed og ikke tidligere havde åbenbaret sig for mennesker. Markion hævdede derfor, at den guddom, hvis åbenbaringer jødernes Bibel handlede om, simpelt hen var en anden, skaberguden (græsk: demiurgen), der nok var retfærdig, men var det på en grusom og hævngerrig måde. Det blev ikke mindst Markions påstand om, at den guddom, som havde åbenbaret sig i Jesus, ikke var identisk med Det Gamle Testamentes Gud, der nedkaldte fordømmelsen over ham. Samtidig skabte Markion dog et problem for flertalskirkens teologer ved sin påstand om, at Den Højeste Gud udelukkende var kærlig. Efter tilløb til kritik hos fx Justin og Irenæus skrev den latinske kirkes største teolog i 200-tallet, Tertullian, således i begyndelsen af dette århundrede et værk Mod Markion i hele fem bøger, der var et forsøg på at gendrive Markion ud fra både Det Gamle og Det Nye Testamente.

Foruden adskillelsen af Den Højeste Gud fra Det Gamle Testamentes skabergud er Markions lære karakteristisk ved sine doketiske træk (se doketisme) i billedet af Jesus. Markions Jesus bliver ikke født, men kommer ifølge selve indledningen til hans Evangelium direkte og som voksen mand ned til "Kapernaum, en by i Galilæa", i kejser Tiberius' 15. regeringsår, dvs. år 29 e.Kr. (jf. Lukasevangeliet 3,1). Markion er undertiden blevet kaldt gnostiker (se gnosticisme), men det er med urette. Ganske vist skelner Markion ligesom gnostikerne mellem Den Højeste Guddom og skaberguden, men han deler ikke deres komplicerede opfattelse af verdens skabelse og indretning (se kosmogoni). Der er derimod en række teologiske lighedspunkter mellem hans lære og Johannesevangeliet. Da han på forhånd afviser Det Gamle Testamente, anlægger Markion heller ikke en særlig fortolkningsstrategi, der skal muliggøre en "kristen" forståelse af disse jødiske skrifter. Et særkende ved Markions teologi er endelig hans afvisning af det seksuelle og dermed det at sætte børn i verden. Det er for ham ikke andet end skabergudens middel til at holde sin skabning i gang.

Fordi Markion således afviste, at jødernes hellige skrifter overhovedet handlede om den gud, som Jesus havde åbenbaret, overtog han altså ikke den Bibel, som flertalskirken ellers havde haft hele tiden, nemlig Det Gamle Testamente. Ganske vist var kristne menigheder også begyndt at tilføje en række af deres egne skrifter, Paulus' breve og evangelier med fortællinger om Jesu liv, lære og skæbne. Men det blev øjensynlig Markion, der ved at skabe sin egen "bibel" fik sat fart i dannelsen af et nyt testamente, en proces vi kan se i fuld gang allerede hos Irenæus omkring 180. Irenæus forudsætter således et omfang stort set som det, der siden blev til Det Nye Testamente, som vi kender med hele fire evangelieskrifter, Apostlenes Gerninger, en større samling apostelbreve og Johannes' Åbenbaring.

Det skete således øjensynlig som reaktion på netop Markion, der rimeligvis allerede omkring 120 kendte og brugte et anonymt evangelieskrift (hans Evangelium) og desuden havde skabt sig en samling på ti Paulus-breve, også kaldt hans Apostel, nemlig de breve, vi også kender, minus Første og Andet Timotheusbrev og Titusbrevet, de såkaldte Pastoralbreve, der efter alt at dømme endnu ikke var skrevet på dette tidspunkt. Desuden havde Markion "renset" disse Paulus-breve for alle mindelser om Det Gamle Testamente. Hans Evangelium, der ofte misforståeligt kaldes "Markions Evangelium", som om han selv skulle have skrevet det, er altså anonymt, ligesom også Det Nye Testamentes fire evangelier oprindelig var. Dets tekst stemmer i den grad overens med dele af Lukasevangeliets, at oldtidens teologer med Irenæus og Tertullian i spidsen og de fleste fortolkere helt frem til i dag forstår det som en forkortet, oldkirkens teologer kaldte det: maltrakteret, udgave af netop Lukasevangeliet. Noget tyder dog på, at det forholder sig omvendt: Det Lukasevangelium, vi kender fra Det Nye Testamente, kan udmærket forstås som blandt andet en skjult polemisk reaktion mod Markions Evangelium – om forfatteren til Lukasevangeliet så også har kendt det evangelieskrift, som Markion i redigeret skikkelse gjorde til sit, er et "godt spørgsmål".

Det må bemærkes, at hverken Markions Evangelium eller hans Apostel er overleveret som selvstændige bøger. De findes i dag udelukkende som rekonstruktioner på grundlag af de udførlige referater af dem, der indgår i skrifter, der er rettet polemisk imod Markion. Det gælder også et skrift af Markion selv med titlen Antiteser, som Tertullian er den tidligste til at omtale. Dog optræder titlen sandsynligvis i ordvalget i det pseudo-paulinske og sene Første Timotheusbrev 6,20, hvad der dog ikke fremgår af den autoriserede oversættelse. Antiteser var en slags bekendelsesskrift, hvori Markion anfører en række af de grundlæggende modsætninger, som han ser mellem jødedom og kristendom. Det Gamle Testamentes skabergud var en ond, uvidende, streng og misundelig gud, hvorfor der altså er en verden til forskel mellem ham og den indtil da fremmede og ukendte Gud, der er Jesu Fader, og som først blev åbenbaret af denne. Denne Højeste Guds væsen er altså udelukkende kærlighed.