Johannesevangeliet

Johannesevangeliet er det fjerde af Det Nye Testamentes fire evangelieskrifter. Mens de tre første er litterært afhængige af hinanden, synes Johannesevangeliet at repræsentere en selvstændig tradition. Under alle omstændigheder adskiller det sig i indhold og stil markant fra de tre andre, om end en del af stoffet fra disse genfindes i Johannesevangeliet i samme rækkefølge.

I lighed med Johannesbrevene tillægger den kirkelige tradition Johannes, Zebedæus'søn, forfatterskabet, men Johannesevangeliet har ingen forfatterangivelser. Efter alt at dømme har teksten haft en yderst kompliceret tilblivelse, og der må skelnes mellem den oprindelige forfatter og den endelige redaktion; bl.a. hidrører kap. 21 næppe fra forfatteren til Johannesevangeliet i øvrigt, og også ellers er der tegn på senere redaktionelle tilføjelser, fx i Johannesevangeliet, 19,35. Om prologen, Johannesevangeliet, 1,1-18, er skrevet først eller sekundært føjet til, er også omdiskuteret.

Johannesevangeliet kan, bortset fra prologen og kap. 21, inddeles i to dele: kap. 1-12 om Jesu offentlige virksomhed og kap. 13-20 om Jesu afsked med sine disciple, hans tilfangetagelse, død og opstandelse. Kap. 1-12 kan igen siges at bestå af to dele: Af Jesu "tegn" (eller undere) og af Jesu "taler", idet det synes at være en struktur i stoffets disponering, at der først berettes om et "tegn", som Jesus har gjort, og derpå udvikler der sig en dialog med tilskuerne — en dialog, der dog hurtigt går over i en monolog, hvor Jesus fører ordet. Der kan opregnes i alt syv "tegn", der når klimaks med opvækkelsen af Lazarus (kap. 11), et forvarsel om Jesu egen opstandelse eller ophøjelse. Samtidig spidser konflikten med de jødiske myndigheder til. Kap. 13-17 skildrer Jesu afsked med sine disciple, kulminerende i "Jesu ypperstepræstelige bøn" (kap. 17); kap. 18-20 fortæller om tilfangetagelsen, korsfæstelsen og den opstandnes tilsynekomster.

Det er karakteristisk for Johannesevangeliets Jesus, at han i en ganske anden grad end i de tre andre evangelier forkynder sig selv som den, der åbenbarer Gud (især 1,18 og 14,9). Johannesevangeliet er ene om at hævde Kristi præeksistens (1,1), om at lade disciple af Johannes Døberen blive Jesu disciple (1,35 ff.) og om ikke at have nogen beretning om indstiftelsen af nadveren (som skriftet dog kender til, fx Johannesevangeliet, 6,54), men nok en beretning om Jesu sidste måltid med disciplene. Johannesevangeliet daterer også Jesu død anderledes, end det sker i de tre første evangelier.

Det er i kraft af sin teologi det mest dybsindige af alle evangelierne.