Det Nye Testamente er betegnelsen for den del af Bibelen, hvis skrifter er af kristen oprindelse. Navnet betyder, at skrifterne har deres baggrund i den nye pagt.
Indholdet af NT ser sådan ud: Først står de fire evangelier, dernæst Apostlenes Gerninger, der danner overgangen til brevene, dvs. Paulus' breve (13 i alt; 14 hvis Hebræerbrevet regnes med, som det tidligere ofte blev) samt de i alt syv såkaldt katolske breve (dvs. at de har adresse til alle menigheder). Efter disse to dele, der handler om henholdsvis Jesu liv og den ældste menigheds historie og liv, står som afslutning og for sig selv Johannes' Åbenbaring med det store udblik mod tidernes ende.
NT blev først en del af Bibelen i 100-tallets anden halvdel og ikke på én gang. Dets 27 skrifter er ganske vist for flertallets vedkommende blevet til i det 1. århundrede e.Kr. Ældst er de ti ægte Paulusbreve, alle fra 50'erne; Markusevangeliet, Matthæusevangeliet og Johannesevangeliet stammer fra ca. 70-100 e.Kr., Johannes' Åbenbaring er fra 90'erne, mens Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger antagelig først er fra 130'erne. Det gælder desuden Pastoralbrevene (de to til Timotheus og Titusbrevet) samt Judasbrevet og 2. Petersbrev. Først efterhånden som de vandt indpas i gudstjenesten på linje med GT, fik de status som hellige skrifter. Sandsynligvis er evangelierne ligefrem skabt med henblik på en sådan brug.
En teolog ved navn Markion, der tidligt blev udråbt som kætter, kom hen imod midten af 100-tallet til at spille en indirekte rolle ved fastlæggelsen af NTs indhold. Af teologiske grunde forkastede han GT som helligskrift for kristne og skabte i stedet en "bibel" kun bestående af et evangelium og en samling på 10 Paulusbreve (de kendte med undtagelse af Pastoralbrevene), alle i en udgave, hvor sporene af den gammeltestamentlige skabergud var forsøgt udslettet. Det tvang kirken til at besinde sig på to ting: Dels hvilke kristne skrifter der kunne regnes for autoritative (kanoniske), dels disse skrifters tekstskikkelse. Det førte til, at en række omdiskuterede skrifter (fx nogle af de katolske breve og Johannes' Åbenbaring) efterhånden blev accepteret, samtidig med udelukkelsen af åbenbart senere skrifter. Dog er enkelte af de apostolske fædre taget med i visse gamle bibelhåndskrifter.
Jøderne havde deres hebraiske Miqra i skriftruller. De kristne gik snart over til at have deres Bibel i codexer, dvs. bøger. I sig selv afgjorde rulleformen ikke skriftsamlingens omfang og bøgernes rækkefølge, men codexformen stillede krav om en mere definitiv stillingtagen til, hvad der skulle med i bindet, og i hvilken rækkefølge skrifterne skulle stå. Her udviser den ældre håndskriftoverlevering flere variationer, men efterhånden vandt den rækkefølge hævd, som vi kender.
Omfanget af NT, der i store træk blev fastlagt i løbet af 200-tallet, er bevidnet omkring 180 af Irenæus, der således kan siges at være skaberen af den særlige kristne Bibel, bestående af GT og NT. Omfanget blev endeligt stadfæstet i øst i 367 (se Athanasios) og i Rom i 382. Dermed var den kristne Bibel skabt. Ved på én gang at fortsætte den historie, som GT rummer, og fastlægge forståelsen af GT, insisterer NT på en bestemt helhedstydning af Bibelen: Den nye pagt afløser den gamle. Således blev GT teologisk set en anden bog ved at blive kædet sammen med NT. I de første sytten århundreder af sin historie betragtede kirken således også GT som en kristen bog og ikke som udtryk for jødedom. Først bibelkritikken, der tog form i 1800-tallet, ændrede dette radikalt.
I middelalderen var læsning af Bibelen i alt væsentligt forbeholdt de bogligt dannede. Lægfolks kendskab til Bibelen byggede på billedlige fremstillinger af den bibelske historie (i Danmark fx kirkernes kalkmalerier; se Biblia pauperum) og på, hvad man fik at høre dels ved gudstjenesterne, dels af omvandrende munke og prædikanter. Dette ændredes med 1500-tallets bogtrykte oversættelser til folkesprogene.
I hele den kristne verden har Bibelen gennem kirkens snart 2000-årige historie været en uudtømmelig inspirationskilde for musik, billedkunst og litteratur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.