Spring til indhold

D'Hondts metode

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

D'Hondts metode er en metode til at fordele mandater ved valg. Metoden er opkaldt efter den belgiske jurist Victor D'Hondt. Hans metode minder om Sainte-Laguës metode, men bruger andre divisorer. Den D'Hondtske metode har en tendens til at favorisere større partier.[1][2] F.eks. kan det største parti få absolut flertal med under halvdelen af stemmerne, som det nogen gange sker ved danske kommunalvalg som i Frederiksberg (Det Konservative Folkeparti) og Horsens (Socialdemokratiet) i 2005.[3]

Denne metode benyttes bl.a. i store dele af Europa og i mindre dele af Sydamerika.[kilde mangler] I Afrika bruges den i Mozambique. I Danmark bruges D'Hondts metode ved kommunalvalg og Europa-Parlamentsvalg, samt indtil 1953 og igen efter 2007 ved fordelingen af kredsmandater ved Folketingsvalg.[4]

Fordeling af mandater

[redigér | rediger kildetekst]

Når stemmerne er talt op efter valget, divideres de til hvert rettere valgforbund, listeforbund eller kandidatlister med divisorerne 1-2-3-4-5 osv. Dvs. at der udregnes en række kvotienter, som vist i nedenstående eksempel. Det parti, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles, indtil alle mandater er fordelt.[2] Når en kvotient har givet et parti valg, benyttes den næste kvotient for partiet i beregningerne. Er kvotienterne lige store, foretages lodtrækning.

Fordeling af syv mandater uden valgforbund imellem partier.

Parti A
Parti B
Parti C
Parti D
Parti E
Stemmer
340.000
280.000
160.000
60.000
15.000
1. mandat
340.000
280.000
160.000
60.000
15.000
2. mandat
170.000
280.000
160.000
60.000
15.000
3. mandat
170.000
140.000
160.000
60.000
15.000
4. mandat
113.333
140.000
160.000
60.000
15.000
5. mandat
113.333
140.000
80.000
60.000
15.000
6. mandat
113.333
93.333
80.000
60.000
15.000
7. mandat
85.000
93.333
80.000
60.000
15.000
Mandater i alt
3
3
1
0
0

I starten har ingen nogle mandater. Hvis der kun var et mandat og parti A fik det, ville de "betale" mest for det, derfor tildeles de mandatet. I næste runde ville et mandat yderligere til parti A betyde, at hvert mandat koster 170.000 stemmer. Hvis derimod parti B får andet mandat, vil det være 280.000 stemmer værd, hvilket er mere end, hvad det er værd for parti A. Alle mandater fordeles på denne måde efter tur.

Sammenligning med forholdsmæssig mandatfordeling

[redigér | rediger kildetekst]

I eksemplet skal syv mandater fordeles. Fordelingstallene findes ved at dividere hvert partis stemmetal med det samlede stemmetal og gange med antal mandater (7). Fordelingstallene med de største decimalbrøker (0,78 og 0,49 i eksemplet) rundes op indtil det samlede antal mandater bliver 7.

Parti A
Parti B
Parti C
Parti D
Parti E
Stemmefordeling
40%
33%
19%
7%
2%
Mandatfordelingstal
2,78
2,29
1,31
0,49
0,12
Decimalbrøk
0,78 (1)
0,29 (4)
0,31 (3)
0,49 (2)
0,12 (5)
Mandatfordeling
3
2
1
1
0

Her får Parti D et mandat, mens Parti B får et mandat mindre end ved D'Hondts metode.

  1. ^ Pukelsheim, Friedrich (2007). "Seat bias formulas in proportional representation systems" (PDF). 4th ecpr General Conference. Arkiveret fra originalen (PDF) 7. februar 2009. Hentet 15. september 2008.
  2. ^ a b Kaare R. Skou (2007). Dansk Politik A – Å (2 udgave). Lindhardt og Ringhof. d'Hondts fordelingsmetode.
  3. ^ Kaare R. Skou (2007). Dansk Politik A – Å (2 udgave). Lindhardt og Ringhof. kvotavalgmetode.
  4. ^ Kaare R. Skou (2007). Dansk Politik A – Å (2 udgave). Lindhardt og Ringhof. forholdstalvalg.