Hans Christian Knudsen
Hans Christian Knudsen (4. marts 1763 i København − 4. marts 1816 samme sted) var en dansk skuespiller.
| Hans Christian Knudsen | |
|---|---|
.jpg)
| |
| Personlig information | |
| Født | 4. marts 1763  |
| Død | 4. marts 1816 (53 år) |
| Nationalitet |  Dansk |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Sanger, skuespiller |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Opvækst og debut
redigérUdgået fra et fattigt hjem havde Knudsen ikke, som datidens skuespillere plejede, studentereksamen bag sig da han meldte sig til debut; han havde været i murerlære og senere været pagetjener ved arveprinsens hof, hvorfor også de kongelige aktører følte sig fornærmede på standens vegne ved denne Kalkslager og Tallerkenslikker som de kaldte Knudsen.
Ved sin debut 14. december 1786 som Oldfux i Ludvig Holbergs Den Stundesløse godtgjorde han imidlertid på det utvetydigste sin hjemstedsret på den danske skueplads, om han end, som Knud Lyne Rahbek opdagede, havde svært ved at skelne mellem »det latterlige og det overdrevne«, mellem »komisk Natur og Karikatur«, en fejl der i ubetydelige roller og slette stykker fulgte ham, vistnok i stigende grad, efter som hans folkeyndest tiltog, lige til hans død.
Betegnende for hvad han turde tillade sig på scenen, er det at han som Snydenstrup i Peter Andreas Heibergs De Vonner og Vanner fremtrådte som den livagtigste kopi af en bekendt københavnsk ågerkarl. Knudsen var til trods for sine mangler en meget betydelig komisk karakterskuespiller; han ejede den sjældne evne at kunne blande det latterlige med det rørende uden på den ene side at ty til karikaturen eller på den anden til sentimentaliteten. Denne evne kom ham særlig til gode i en række ædle jødefigurer, som Pinkus i De aftakkede Officerer, Moses i Kinafarerne og Schewa i Jøden; i den sidste fremstillede han med mesterhånd brydningen mellem sparsommelighedssans og godgørenhedstrang. En lignende strid mellem natur og tilbøjelighed, mellem godt og ondt, fremstillede han med indtrængende fantasi i flere andre roller som Faldsmaal[1] i Gulddaasen og skomager Olsen i Dragedukken.
Den smukke sangstemme
redigérKnudsen var udrustet med en meget smuk sangstemme; for denne fandt han anvendelse i et stort syngespilrepertoire, som Johan i Ungdom og Galskab, Saft i Sovedrikken, Leporello i Don Juan og Michelli i De to Dage, uden at han over den vokale udførelse forsømte rollens dramatiske indhold. Tillige havde Knudsen et betydeligt Holberg-repertoire; han prøvede sine kræfter både som Henrik og Arv, men nåede højest i sin debutrolle, Oldfux i Den Stundesløse hvor han udfoldede sin burleske fantasi.
Ved Christiansborgs brand 1794 og ved den store ildebrand i København 1795 gav Knudsen beviser på sit personlige mod, og da den engelske flåde marts 1801 lå uden for byen, udførte han en uegennyttig patriotisk gerning, idet han tre aftener i træk foredrog nationale sange fra scenen; derved opildnede Fædrenelandets frivillige Sanger befolkningens mod.
Efter sæsonens slutning gav han aftenunderholdninger rundt om i landet til fordel for de sårede og de faldnes efterladte, og da ulykken 1807 atter brød ind over Danmark, genoptog han sin patriotiske virksomhed der denne gang også udstraktes til Norge. Knudsen indsamlede ikke mindre end 257533 rigsdaler, foruden 30000 rdlr, der indkom ved salg af et kobberstik, Fædrenelandsk Kirkegaard, som han udgav. Til belønning gav Frederik 6. ham Dannebrogskorset[2], der ikke før var båret af nogen skuespiller, ligesom også posten som færgemand ved Jægerspris måtte betragtes som en officiel anerkendelse.
Under de mange besværlige rejser satte Knudsen sit helbred til, og 16. december 1815 betrådte han sidste gang scenen i en benefice-epilog. Han døde på sin fødselsdag og blev båret fra Trinitatis Kirke til Assistens Kirkegård, fulgt af 118 vogne.
Englandskrigene og en begyndende national fællessang
redigérKirsten Sass Bak[3]nævner H.C. Knudsen i forbindelse med at der i 1800-tallets begyndelse sker en ændring i fællessangen fra de hidtidige klubviser til en fællessang der er mere nationalt orienteret. Den sammenkobling der i løbet af 1800-tallet sker mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange der fremkom med Englandskrigene fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at Knudsen, der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.[4]
Litteratur
redigér- H.C. Knudsens Minde, København 1816
- Thomas Overskou: Den danske Skueplads, III og IV, København 1860—62
- Edgar Collin: Holbergske Skuespillere, Jubeludgave af Komedierne, III, København 1885
- Robert Neiiendam: Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder, I, København, 1911
- Henrik Nyrop-Kristensen, Mindehøjtideligheder fra Frederik VI's Tid : omkring H.C. Knudsens heroiske Tableauer, Gad, 1970. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning, 274). ISBN 87-12-83818-7.
Eksterne henvisninger
redigér- Hans Christian Knudsen på gravsted.dk
- Knudsen, Hans Christian i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 9, 1895), forfattet af A. Aumont
- Knudsen, Hans Christian i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923), forfattet af R. Neiiendam
- ^ Faldsmaal, en "Lommeprokurator" i en komedie af Chr. Olufsen − Se Det kongelige Teaters repertoire 1748-1900
- ^ Dannebrogskorset: "I nær Tilslutning til Dannebrogordenen indstiftede Frederik VI ved det aabne Brev af 28. Juni 1808 Dannebrogskorset i Sølv; de Personer, der benaadedes med dette, kaldtes [...] Dannebrogsmænd ...", fra Salmonsen – Se Dannebrogordenens Hæderstegn
- ^ Kirsten Sass Bak: "Fællessang og danskhed", s. 102f i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1
- ^ Karl Clausen Dansk folkesang gennem 150 år, 1958, s 88 bemærker også at krigssange med brod mod England spillede en stor rolle i 1800-tallet første årti. B.S. Ingemann citeres for følgende: "... Baade Staffeldt og Oehlenschläger havde været med i Studenterkorpset og skrevet Krigssange. Kort derefter skulde deres Geniusflugt ses og forbavse."