Skip to main content

Skyggerosen - moderne romance med et strejf af eventyr

10 april 2024 - Sidst opdateret 3 juni 2024

Forfatter Anne Thorogood vil med sin nye bog SKYGGEROSEN vise, at moderne eventyr findes og er for alle. Men for at opnå eventyret, må hovedpersonen i hendes historie bryde fri af fortiden og lære at træde i karakter.

 

Sarah har længe kæmpet med både kærligheden og sin plads i Kildesøe-familien.

Som yngste datter af den rige, jyske rejsemogul Axel Kildesøe gør Sarah alt for at leve op til sin fars forventninger om at blive en del af familiefirmaet. Samtidig forsøger hun ihærdigt at komme sig over sin første, store kærlighed Oliver, der forsvandt sporløst og uden en forklaring.

Netop som hun skal tiltræde det ansvarsfulde job som salgschef, dør hendes elskede morfar, og hendes kærlighedsliv volder igen problemer. Fortvivlet flygter hun til København, hvor hun gemmer sig i sin afdøde morfars herskabslejlighed.

Hendes hemmelige ophold forstyrres dog snart af den unge, ambitiøse musiker Magnus, der uventet trænger sig på i hendes liv. Da fortiden på samme tid indhenter hende, står hun pludselig over for svære valg. For dybe hemmeligheder afsløres og truer med at kaste mørke skygger over fremtiden...

SKYGGEROSEN er en romantisk Tornerose-historie om at finde modet til at bryde fri, gribe livet og træde ud af fortidens skygger, når kærligheden dukker op. SKYGGEROSEN er den selvstændige fortsættelse af ASKETRÆET i Tre Søstre-trilogien, og den udkommer som Mofibo Original lydbog d. 19. april



Yderligere information
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lydbogen før officiel lancering d. 19. april 2024 i Mofibos online presserum: https://press.mofibo.com

Opret et presselogin og hold øje med hvornår den er uploadet. Kig under menuen 'Udgivelser', klik på titlen og scroll ned. Hvis fanen 'Lydbog' ses, er filen tilgængelig.

NB: Omtaler af titlen og interviews med forfatteren må gerne offentliggøres pr d.d., men lydbogsanmeldelser må ikke offentliggøres før d. 19. april 2024 med mindre at andet er aftalt med Mofibos PR manager.

Fra d. 19. april 2024 kan du finde lydbogen i Mofibos app.

Forfatter: Anne Thorogood
Indlæsere: Anne Blomsgård, Morten Thunbo og Morten Hemmingsen

Billeder af cover og forfatteren findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.


Om forfatteren:

Anne Thorogood (f. 1971) er gift med engelske David, og sammen har de tre børn. Efter at have boet en årrække i England og New Zealand flyttede de i 2007 til Danmark, hvor de bor i den lille landsby Fynslund, tæt ved Kolding.

Siden barndommen har Anne elsket at læse og skrive kærlighedshistorier, og hun begyndte i en tidlig alder at drømme om at blive forfatter. Mange historier endte i skrivebordsskuffen, og det var først under hendes første barsel i 2003, at hun gjorde alvor af at forfølge forfatterdrømmen. En roman i seks afsnit blev antaget af Familie Journal og blev startskuddet for en lang række af kærlighedsromaner og -noveller til de danske ugeblade.

I 2018 udkom hendes første romantiske Original-føljeton HVIS JEG FALDER på Mofibo. Efterfølgeren RAMT AF DIG udkom i 2019 og vandt både Blixen Prisen for Årets Lydbog 2019 og en Mofibo Awards 2020 for Årets Kærlighedsroman. ASKETRÆET er første bog i trilogien, Tre søstre. Bogen udkom i 2021 og har været et kæmpehit blandt Mofibos lyttere og læsere.

Kontakter

Morten Brockmeyer

PR manager