Vestsahara

Flaget blev officielt antaget i 1976, da befrielsesfronten Polisario proklamerede områdets uafhængighed. Flaget var oprindelig Polisarios flag. Det indeholder en rød stjerne og halvmåne, som henviser til befolkningens islamiske tro. Rødt symboliserer blod, hvidt frihed, grønt fremskridt og sort kolonialisme.

Vestsahara er helt overvejende ørken. Kysten er en 800 km lang udligningskyst. Stejl klippekyst veksler med strandvolde, der ved fiskeribyen al-Dakhla giver læ for den eneste bugt på kysten, Rio de Oro-bugten. Bag kysten er der lange strækninger med et kilometerbredt klitbælte, og bag dette en 80-150 km bred kystslette. Denne er mod syd dækket af sandørken, erg, med vandreklitter i alle størrelser fra enkeltstående barkaner til parabelklitrækker (se klit). I kystzonen ligger saltpander, hvortil wadier periodevis leder vand. Længst mod nord gennembryder den brede wadi Saguia el-Hamra klitrækken, og her ligger hovedstaden El Aaiun bag klitrækken, 20 km fra sit havneområde. Wadier fører hertil i et vidtforgrenet net fra hele den nordlige del af området og fra nabolandene. I den kølige årstid er systemet normalt vandførende helt ud til deltaet ved kysten. Oaser ligger ved kilder i kanten af wadierne, og som det eneste sted i Vestsahara er vegetationen her busksteppe. Størst blandt oaserne er den ældgamle by al-Semara. Øst for kystsletten rejser en række klippeplateauer sig og når mod NØ 600 m.o.h. Plateauerne veksler mellem grusørken (reg) og klippeflader (hamada). SØ for hovedstaden består hamadaen af fosfatmineraler, der er basis for områdets minedrift. Landskaberne er stærkt eroderede, hårde partier står frem som inselberge, og et net af brede, dybe wadier vidner om fugtigere klima i tidligere geologiske perioder.

Vestsahara ligger i det tørre område omkring Nordlige vendekreds, og hele området har under 100 mm nedbør om året. Størstedelen ligger i det tropiske bælte, men på plateauerne mod nord kan der optræde nattefrost. Kysten er præget af tåge pga. den kolde Kanariske Strøm fra nord og upwelling af koldt bundvand; det giver noget lavere temperaturer end inde i landet.

Det aktuelle befolkningstal er vanskeligt at anslå, da enhver angivelse af folketal er politisk kontroversiel. Det skyldes, at netop spørgsmålet om, hvem der skal have stemmeret ved afgørelsen af Vestsaharas fremtid, er hovedproblemet i FN's bestræbelser. Da spanierne forlod området, blev indbyggertallet anslået til 100.000. Siden er en meget stor del af disse saharawier flygtet til Algeriet, og samtidig er der sket en massiv og organiseret kolonisering af indvandrere fra Marokko Det skønnes, at der i dag bor omkring 417.000 saharawier og marokkanere i Vestsahara (2004), og at der befinder sig omkring 165.000 saharawier i flygtningelejrene i Algeriet. Den saharawiske befolkning består ligeligt af lyse arabere eller arabiserede berbere og sorte efterkommere af slaver. Saharawiernes samfund er traditionelt et nomadisk stamme- og familiesystem, som inkluderer den sorte befolkning, og hvor nogle få familier ejer det meste.

Traditionelt har halv- og helnomadisme med geder, får og kameler (dromedarer) domineret. Halvnomaderne har havebrug ved kilder og i oaser, hvor der dyrkes hirse, byg, majs, jordnødder, dadler og citrusfrugter. Det samlede dyrkede areal var i den spanske tid på 50.000 ha, under 2‰ af områdets areal. Kystfarvandet er rigt på fisk, og al-Dakhla er centrum for både traditionelt og moderne fiskeri samt forarbejdningsindustri. Derudover har bl.a. EU erhvervet fiskerirettigheder i Vestsaharas territorialfarvand. Økonomisk vigtigere er dog minedriften, hvor udvindingen af fosfat siden 1967 er foregået ved Bukra.

Regeringssproget er som i Marokko moderne standardarabisk, og talesproget hassaniya som i Mauretanien. Blandt de marokkanske indvandrere tales dog forskellige marokkanske dialekter.

Området var kun lidt udforsket, da Spanien i 1884 sikrede sig kontrol med kystlandet og derefter oprettede et spansk protektorat. Først i 1934 havde Spanien kontrol over hele Vestsahara. Kort efter Marokkos uafhængighed i 1956 gjorde landet krav på den spanske koloni, og få år senere fulgte Mauretanien efter. Fra begyndelsen af 1970'erne begyndte flere forskellige grupperinger i Vestsahara at kræve selvstændighed og føre væbnet kamp; på den baggrund indledte Spanien i 1975 sin tilbagetrækning. Samme år indledte Marokko en civil besættelse (se Den Grønne March), og i 1976, da den spanske tilbagetrækning var fuldført, delte Mauretanien og Marokko Vestsahara imellem sig. Dette år udråbte den største befrielsesbevægelse, Polisario, en uafhængig republik med støtte fra bl.a. Algeriet og indledte en krig mod de to besættelsesmagter. Mauretanien trak sig i 1979 ud af sin sydlige tredjedel af Vestsahara, som Marokko straks annekterede. På trods af Polisarios protester har Marokko siden anset området som en integreret del af det marokkanske kongerige. I forlængelse af en aftale i 1988 om, at en folkeafstemning afviklet af FN skulle afgøre Vestsaharas fremtid, indgik Marokko og Polisario i 1991 våbenhvile. Afstemningen er dog aldrig blevet afholdt. Der pågår forhandlinger i FN-regi om at løse konflikten.

• lande i Afrika