apartheid

Den geografiske raceadskillelse blev praktiseret ved, at befolkningen blev opdelt i bestemte grupper efter hudfarve og race, og ved at landet blev delt op i områder, som var forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper. 87 procent af Sydafrikas areal blev tildelt den hvide befolkning, og over 3 mio. sorte blev tvangsforflyttet til særlige områder, de såkaldte bantustans.

Den økonomiske raceadskillelse blev gennemført ved, at alle ikke-hvide arbejdstagere blev udelukket fra faglært arbejde og fra medlemskab af fagforeninger.

Den sociale raceadskillelse fremkom ved, at alle samfundsinstitutioner og alt samkvem mellem mennesker blev opdelt og reguleret efter racer, lige fra ægteskab og ikke-ægteskabelige seksuelle forbindelser til offentlig transport, undervisning og sportsarrangementer.

Politisk undertrykkelse blev praktiseret ved, at den sorte befolknings politiske rettigheder blev begrænset til kun at gælde inden for bantustans, hvor der yderligere kun var valgret til en del af disses selvstyreorganer. De sortes borgerretsorganisationer blev forbudt, og deres politiske ledere blev fængslet eller måtte gå i landflygtighed.

ANC iværksatte stadig mere systematiske aktioner fra slutningen af 1940’erne, indledningsvis med strejker og demonstrationer. Med tiden voksede konflikterne med flere demonstrationer, som fik voksende folkelig opbakning. Samtidig slog myndighederne stadig hårdere ned på aktivisterne. Den voldelige kulmination kom i 1960 ved en demonstration i slumområdet Sharpeville syd for Johannesburg, som siden blev kendt som Sharpevillemassakren. Konfrontationen udviklede sig blodigt, da politiet skød ind i folkemængden, og det officielle tabstal var 69 dræbte og endnu flere sårede. Dokumentationen viste, at de fleste var blevet ramt i ryggen, da de flygtede fra politiet.

Konsekvensen af konfrontationen var, at relationerne mellem myndighederne og aktivisterne blev mere polariserede. Den sydafrikanske regering forbød aktivistiske organisationer, hvoraf de vigtigste var ANC og PAC (Pan Africanist Congress). Aktivisterne besluttede efterfølgende at slå ind på en mere militant kurs.

Det sydafrikanske styre var ligeledes presset internationalt. På det afrikanske kontinent betød afkolonisering og etablering af nye selvstændige stater såvel en voksende kritik som isolation af Sydafrika.

Apartheidsystemet betød endvidere, at Sydafrika blev en paria i det internationale samfund. Det førte bl.a. til, at FN i 1962 vedtog en resolution, som fordømte apartheid. Landet blev efterfølgende ekskluderet fra FN's generalforsamling i 1974, og Sikkerhedsrådet vedtog i 1977 en bindende våbenembargo mod Sydafrika. Også landene i EF (EU) gennemførte omfattende foranstaltninger mod apartheidstyret.

I Danmark blev kritikken mod den sydafrikanske regering i første omgang drevet af civilsamfundsorganisationer. En skelsættende begivenhed var Desmond Tutus besøg i 1979. Den nyudnævnte generalsekretær for Det Sydafrikanske Kirkeråd talte for et handelsboykot af Sydafrika, og han kaldte den danske kulimport fra Sydafrika for en “skamløs støtte til apartheidstyret.”

Danmark indførte i 1984 bl.a. et forbud mod nye investeringer i Sydafrika, og i 1986 skærpedes sanktionspolitikken med en generel dansk handelsboykot.