Pat Boone, Charles Eugene Boone, f. 1.6.1934, amerikansk sanger og filmskuespiller. Boone voksede op i Tennessee og blev som 13-årig døbt og optaget i mormonsekten. I 1955 fik han sin første pladekontrakt og indspillede samme år Ain't That a Shame, der lagde et solidt fundament for hans meget store popularitet. Senere fulgte sange som Love Letters in the Sand, April Love (begge 1957) og Speedy Gonzales (1962). Boones plader er solgt i over 20 mio. eksemplarer. I en række film billedliggjorde Boone et asketisk ungdomsideal ("college look"), der på mange måder var et alternativ til Elvis Presleys rå og upolerede image. Hans fanbase blev således noget overrasket da han i 1997 udsendte det ironiske album In A Metal Mood: No More Mr. Nice Guy med coverversioner af heavy metal-sange. Boone er uddannet filolog og har skrevet bøger med religiøst og opbyggeligt indhold; han er i 2000-t. en aktiv konservativ kristen kommentator.
Pat Boone
Faktaboks
Pat Boone
- Født
- 1. juni 1934
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.