Paul Klee

Paul Klee
Paul Klee
	1911
Personlig information
Født	18. december 1879 ; Münchenbuchsee, Schweiz
Død	29. juni 1940 (60 år) ; Muralto, Schweiz
Dødsårsag	Sklerodermi
Gravsted	Schosshalden-kirkegården
Ægtefælle	Lily Klee
Uddannelse og virke
Uddannelsessted	Akademie der Bildenden Künste München,; Staatliche Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Stuttgart
Medlem af	Der Blaue Reiter,; Die Blaue Vier
Beskæftigelse	Kunstmaler, gravør, bygningstegner, tegner, universitetsunderviser, litograf, grafiker, billedkunstner, designer
Deltog i	Documenta 12,; Documenta I,; Documenta II,; Documenta III
Arbejdsgiver	Kunstakademiet i Düsseldorf
Arbejdssted	Düsseldorf, München, Weimar, Dessau, Bern, Paris
Elever	Harald W. Lauesen
Kendte værker	Sumplegende, Kvidrende maskine, Angelus Novus
Genre	Abstrakt kunst, geometrisk abstraktion
Bevægelse	Color-field painting, Bauhaus, pointillisme, surrealisme, ekspressionisme
Påvirket af	James Ensor, Bildnerei der Geisteskranken. Ein Beitrag zur Psychologie und Psychopatologie der Gestaltung, Pablo Picasso
Signatur
	Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.; [ redigér på Wikidata ]

Paul Klee (født 18. december 1879 i Münchenbuchsee, Bern, Schweiz, død 29. juni 1940 i Muralto, Ticino, Schweiz) var en tysk-schweizisk kunstner og kunstteoretiker.

Paul Klee blev født ind i en musikalsk familie i Münchenbuchsee ved Bern. Hans mor var fra Schweiz, men i henhold til schweizisk lov fik han farens tyske borgerskab. Som barn gik han til violin og var livet igennem en talentfuld violinist.

Han brugte tid på at bestemme sig, før han valgte at blive malekunstner. Han kom til München i 1898/99 og studerede frem til 1902, blandt andet ved at gøre en studierejse til Italien, hvor han studerede værker af Leonardo da Vinci, Michelangelo, Pinturicchio (freskerne i Vatikanet) og Boticelli. Han noterede sig også Hans von Marées' fresker på akvariet i Napoli og de søvæsner, man kunne se der.

Selv om han befandt sig på steder, hvor andre samtidige kunstnergrupper var aktive, var han ikke i kontakt med dem. Han havde viden om dem, og hvad de lavede, men holdt sig til at lade sig påvirke af de værker, han så, (inklusive Blake, Goya, og Corot ifølge kunsthistorikeren Will Grohmann). Han drog tilbage til Bern, og udformede sin kunstneriske platform i ord. Han ville stille sig som en nyfødt til verden og udforme noget ganske beskedent, som ikke skulle byde blyanten på nogen tekniske problemer. Det regnede han med at ville optage resten af hans liv. Det er ingen tilfældighed, at hans arbejder ligner ting, et barn næsten kunne have lavet.

I 1906 slog han sig ned i München. Han blev nu kendt med flere andre kunstnere i miljøet omkring tidsskriftet og udstillingssamarbejdet Blaue Reiter. Han så særligt på Wassily Kandinsky og Franz Marc, der var inde på samme kunstneriske spor som han selv, og bidrog med lidt artikelstof. Hans oversættelse af Robert Delaunays afhandling ”Om lys” blev trykt i bladet Der Sturm i 1913. Fra og med 1911 begyndte han at lave nummererede lister over alle kunstværker, inklusive skitser. Da han døde, var der over 9.000 påtegninger.

Han rejste til Tunis sammen med August Macke og Louis Moilliet i 1914. Hans oplevelse af lyset der fik ham til at skrive: Farven har fået taget på mig. Jeg behøver ikke længere at jage efter den. – - Farven og jeg er et. Jeg er maler.

Den første verdenskrig bragte med sig dårlige nyheder. Han måtte selv gøre tjeneste som maler ved flyvevåbnet, mens både August Macke og Franz Marc blev dræbt. Bedre var det at han blev inviteret af Walter Gropius til en lærerstilling ved Bauhaus i 1920. Han blev i Weimar til 1931. I den tiden blev han nødt til at formulere klarere det han stod for. Hans tre værker fra denne tiden regnes blandt de vigtigste fra denne perioden når det gælder at forstå kunstens natur, og hvordan en kunstner fungerer. De blev først formuleret som forelæsninger, og for de to sidstes vedkommende, udgivet posthumt.

Han blev lærer på Düsseldorf kunstakademi fra 1931 og til nazisterne rensede ud Entartete Kunst efter magtovertagelsen i 1933. Han blev i tillæg forfulgt personlig til han drog til Schweiz, hvor han døde få måneder før han blev givet statsborgerskab i 1940.

Klee arbejdede med de fleste medier, som oliefarver, akvarel, blyant, tusch, forskellige trykmetoder – og kombinationer af disse. Han holdt sin egen stil, som eksperterne fortsatte finder vanskelig at placere. Han er blevet kaldt ekspressionist, kubist, surrealist men også naivist.

Klees afhandlinger

Pëdagogisches Skizzenbuch, München 1925 (findes i engelsk/US udgave 1953)
Über die moderne Kunst,Bern 1945 (eng. 1947)
Das bildnerische Denken Basel/Stuttgart 1956, London 1959

Galleri

Paul Klee, "Frau im Sonntagsstaat 1928", oliemaleri, 1928
Paul Klee, Sprællemand, 1919, Solomon R. Guggenheim Museum
Der Goldfisch (Guldfisken), 1925
Was fehlt ihm? (Hvad mangler han?), 1930
Revolution des Viadukts (Revolution af viadukten), 1937
Hånddukke uden titel (selvportræt), 1922

Litteratur

Herbert Read: Moderne malerkunst Dreyer Oslo (ca. 1960)

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Paul Klee
Zentrum Paul Klee, Klee-museum i Bern Arkiveret 28. juni 2006 hos Wayback Machine
Sunsite – Klees biografi Arkiveret 8. april 2007 hos Wayback Machine
Fantasy Art – Citat Arkiveret 5. april 2007 hos Wayback Machine
Paul Klee