Annaler
Annaler (af latin: annales = 'kronologiske optegnelser om årets begivenheder') er en ældre betegnelse for en beskrivelsesmåde, hvor man omtaler hændelser i en tidsmæssigt ordnet rækkefølge, dvs. år for år. Annaler kaldes også 'årbøger', men dette ordvalg må ikke forveksles med titler på nutidige tidsskrifter, hvor ordet annal eller annaler indgår.
Annaler i klassisk tid
I mange tilfælde har historieskrivningen annalform. Fortidens egyptere, assyrere og persere havde annaler, og kineserne endnu tidligere. Hos romerne førte præsterne annaler, og især de, der blev ført af pontifex maximus, var højt ansete. Korte årbogsoptegnelser kan også findes hos senere historieskrivere som Livius m. fl., og da man begyndte på en mere verdslig historieskrivning på den anden puniske krigs tid (Quintus Fabius Pictor) var fremstillingen også annalistisk. Efter at den romerske historieskrivning havde udviklet sig til litteratur med en næsten episk karakter, vendte man atter tilbage til annalformen, der holdt sig middelalderen igennem.
Middelalderens annaler
Annalerne blev ofte ført af munke, og de blev skrevet på et til tider meget afvigende latin, der efterhånden blev afløst af optegnelser på de lokale sprog i den sidste del af middelalderen. Disse annaler er ikke alle ligeså kortfattede og tørre som de danske, men de er ofte hovedkilder for flere århundreders historie. Derfor er de allerede tidligt blevet udgivet med stor omhu.
De ældste annaler i Danmark blev forfattet i 1100-tallet, men de fleste stammer fra 1200- og 1300-tallet. Derefter ophører de næsten pludselig. Man kender så godt som aldrig forfatteren til disse annaler, og formen udelukker også en stærkere fremtræden af et individuelt præg. Højst kan man finde frem til det kloster, hvor annalen er skrevet. Enkelte ser dog ikke ud til at være forfattet af munke, f.eks. Valdemarårbogen, der handler om Valdemar Sejr, og som er en meget fyldig annal fra Valdemar Atterdags tid. Rydårbogen, der er skrevet på Ryd Kloster i Sønderjylland, er gennemsyret af en stærk antipati mod alt tysk.
Nyere udgivelser af annalerne
Da den historiske interesse atter vågnede i Danmark på reformationstiden, opsøgte man disse middelalderlige annaler og forfattede nye på samme grundlag. Selv Arild Huitfeldts store danmarkskrønike er opstillet rent annalistisk.
I Sverige begyndte nedskrivningen af annaler først midt i 1200-tallet. Lidt senere udviklede en fyldig annalistisk historieskrivning sig på Island, hvor formen afløste sagaerne. De danske annaler blev først udgivet af Jacob Langebek (Scriptores rerum Danicarum) og er senere blevet udgivet af Erik Kroman. De svenske er udgivet i Scriptores rerum Svecicarum, og de islandske er udgivet af Gustav Storm i 1888.
Se også
Litteratur
- Erik Kroman (udg.): Danmarks middelalderlige annaler, Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie:København 1980 ISBN 87-7500-138-1